Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HE 156 —
blir ikke glad, naar man faar set lidt paa sig selv
— og jo mere man faar se af sin indre Splittelse,
af de Afgrunde, der er i ens Sjæl — desto mere
ræddes og fortvivler man over sig selv. Noget af
det første, vi maa gjøre, er derfor at fjerne Striden i
os selv, saa vi kan komme til Fred med os selv —
og med Gud.
Dette lærer os noget af det vanskeligste, vi
Mennesker har at lære: at have Taalmodighed med
sig selv. Thi det er ikke godt paa en Dag — det
kræver hele vort Liv. Det kræver ogsaa, at.vi fører
vor Selvprøvelse ud i det praktiske Liv, saa vi der
kan lære, om den holder Stik — svarer til, hvad vi
haaber paa af os selv.
Selvprøvelsen maa føre os til Handling;
ellers vil det kun blive en ideal Selvbeskuelse, der
lidet svarer til, hvad Livet kræver af os. Hvad siger
Menneskene om mig?
Kanske det kunde hjælpe mig til at lære mig
selv at kjende?
Menneskenes Dom er som Flyvesand — eller
som Himmelens Skyer -— den forandrer sig alt efter-
som Vinden blæser, eller Solen skinner paa os.
Den ene hæver dig kanske til Skyerne og synes,
du er et idealt Menneske — den anden er overbevist
om, at du er en elendig Hykler, der ingen anden
Tanke har end at «stille sig selv op paa en Pidestal,
saa Alverden kan se dig».
Heller ikke her er der noget trygt og fast at
bygge paa — ingen Enhed, ingen Helhed, intet fast
Holdepunkt i Menneskenes Dom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
