Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 180 —
Det er i Ensomheden man lærer baade at ville
og at kunne.
Men Menneskene forstaar saa sjelden den ensomme
— især den ensomme store i Aanden.
Dette ske dig ingenlunde, siger Peter, da Kristus
talte om, hvilken Død der ventet ham — og Kristus
kalder ham en Djævel — som den altid blir, der
frister en anden til at svige sin Opgave.
Der ligger saa ofte i Kristi Ord og Spørgsmaal .
til Menneskene en saa forundret Sørgmodighed.
Vil ogsaa dere gaa fra mig og forlade mig? Er
det muligt, at dere ikke forstaar, hvad jeg vil — til
Eders bedste? Og det er i Sandhed forunderligt, at
Menneskene saa ofte tager tiltakke med det næst
bedste — eller noget endda mindre — naar der
bydes dem det ædleste og reneste Aandens Liv.
De ræsonnerer som saa: «Naar vi nu engang
er, som vi er — saa faar vi da se at gjøre det
bedst mulige ud af Forholdene og glæde os, det
vi kan».
Ja, gjør det. Ingenting er mere berettiget. Men
naar du har gjort alt dette — naar du har saaet,
pløiet, skrevet, talt, digtet — strævet og slidt fra
Morgen til Aften — og kun gjort dette — da vil
du alligevel ikke være tilfreds — der vil alligevel
være et Tomrum i din Sjæl, som intet kan fylde
uden det evige Livs Ord.
For dette er, hvad hvert eneste Menneske trænger
og ikke kan leve foruden — det evige Livs Ord —
man tilegne sig og tro det paa hvilken Maade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
