Print (PDF) - On this page / på denna sida - A, a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
A <chapter name="A, a, er det første Bogstav i det latinske Alfabet"> A, a, er det første Bogstav i det latinske Alfabet og har arvet sin Plads efter græsk Alfa; »a og ø« bruges derfor undertiden -- ligesom »Alfa og Omega« -- i Betydningen »det første og det sidste«. Foruden Lyden [a] betegner a forskellige æ- og å-agtige Lyd; [ä] i engelske Ord som had, man; i Dansk (særlig Københavnsk) kan ogsaa langt [a] ofte erstattes af en Lyd, der næsten falder sammen med [æ]; lang å-Lyd kan a betegne i engelsk water, hall o. s. v.; kort å-agtig Lyd betegner det i Magyarisk (Ungarsk), hvor á betegner langt [a]. I engelske Ord som name, change betegner a Diftongen ei. Islandsk á betegner Diftongen au; polsk a og portugisisk ã betegner nasalerede a-Lyde. Andre Tegn, som er dannede af a, er ä og å (af å og å). I de germanske Sprog er a-Lydene opstaaede paa forskellige Maader. Det korte [a] i Germansk svarer dels til indoeuropæisk a (lat. ager, oldnordisk akr, dansk Ager), dels til indoeuropæisk o (lat. molo, dansk male [paa Mølle]). Det lange blevet til o (lat. mater, dansk Moder); derimod har de nordiske Sprog faaet et nyt a af indoeuropæisk og fællesgermansk e (lat. mensis, gotisk meno[thorn]s, oldnordisk mánaðr Maaned); fællesnordisk a er i nuværende Dansk, Norsk og Svensk blevet til Lyden [å]; Minde om å-Lydens Opstaaen af langt [a] har dansk Retskrivning bevaret i Skrivemaaden aa (se Aa). Medens Svensk, norske Maal og Islandsk vedvarende har a i Svagtrykstavelser, har Dansk allerede i 13. Aarh. faaet en Lyd, som i Middelalderen betegnedes med æ, nu e, Lyden [e] (oldnordisk tala svensk tala gammeldansk talæ, nuv. dansk tale). Skaansk og Bornholmsk har dog bevaret det gamle a i Endelserne. V. D. Som symbolsk Tegn har A en Mængde Betydninger. Saaledes benyttes i Algebra a, ligesom de nærmest flg. Bogstaver i Alfabetet, som Tegn for de bekendte Størrelser i en Ligning, medens de ubekendte betegnes med x, y og z. - I Lloyd's Register er A Betegnelsen for et Fartøj af første Klasse. -- I Logik bruges A som Betegnelsen for en ell. anden Genstand for Tænkningen, og A = A er Formlen for den saakaldte tavtologiske Dom dvs. enhver Ting er lig sig selv. -- Om Bet. af A (efter det græske Alfabet) i Joh.'s Aabenbaring se Alfa og Omega. Af de mange Forkortelser, hovedsagelig af latinske Ord og Talemaader, hvori A forekommer alene ell. som Begyndelsesbogstav, kan nævnes: I Tidsbestemmelser: A. eller a. = anno (i Aaret), a. a. C. = anno ante Christum (i Aaret før Kristi Fødsel), a. Chr. = ante Christum (før Kristi Fødsel), a. c. = anni currentis (i det løbende Aar), a. d. = a dato (fra i Dag af), A. D. = Anno Domini (i Herrens Aar), a. f. = anni futuri (i det kommende Aar), a. o. c. = anno orbis conditi (i Aaret efter Verdens Skabelse), a. p. = anni praeteriti (det forløbne Aars), a. p. C. = anno post Christum (i Aaret efter Kristi Fødsel), a. p. R. c. = anno post Romam conditam (i Aaret efter Roms Anlæg), a. r. = anno regni (i Regeringens Aar), a. u. c. = anno urbis conditae (i Aaret efter Byens (Rom) Anlæg) a. u. s. = actum ut supra (sket som ovenfor). Som rom. Fornavn er A = Aulus, som Tal paa rom. Indskr. er A = 500, Ā = 5000. I forskellige Forkortelser: A. ell. a. (paa Veksler) = accepteret, modtaget; (paa et Ur's Stilleskive) = avancer, til Betegnelse af til hvilken Side man skal dreje, naar Uret skal gaa hurtigere; (i Spørgsmaal om Mønt) = Aversen; a. a. = ad acta (til Akterne); a. St. = anførte Sted (ved Citater i Bøger o. s. v.). I det musikalske Alfabet har A oprindelig været det første Bogstav, idet det betegnede den dybeste Tone, den hvorfra Tonerækken har haft sit Udgangspunkt. Saaledes vides Forholdet at have været hos Grækerne paa Aristoxenos' Tid. Efterhaanden som Tonekunsten udviklede sig, blev imidlertid A's Plads i Tonerækken (Skalaen) forskudt. Grækerne gik ud fra Sangstemmens Omfang, og begyndte da med det A, der i vore Dage kaldes det »store A«; men paa Guido Arezzo's Tid var man naaet til at tilføje en dybere Tone, der, uagtet man i øvrigt fra Pave Gregor den Store's Tid var ophørt med at bruge de græske og havde indført latinske Betegnelser for Tonerne, benævnedes Gamma (herfra stammer det fr. Navn for Skalaen gamme); ved den endelige Udvidelse af Tonerækken naaedes til det dybe C (i Beg. af 16. Aarh.). Man var da naaet til det moderne Tonesystem, hvori A altsaa indtager den sjette Plads (Trin) i den diatoniske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
