Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aager - Aagesen, Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
illustres) 4 % og andre Personer 6 %. At tage
Rentesrenter (anatocisme) var forbudt. I
Middelalderen gjorde der sig snart den Betragtning
gældende, at det var forkasteligt overhovedet
at tage Renter. Dette har sikkert delvis haft sin
virkelige Grund i, at man kunde undvære Laan
mod Renter under de nu bestaaende, mindre
udviklede Forretningsforhold; men det
fremtraadte som et Udtryk for en med mosaisk Ret
stemmende religiøs Betragtning. Efter at det
først havde været blot gejstlige forbudt,
erklærede Paven Aar 443 det for en fordømmelig
Handling, at selv læge Personer tog Renter, og
endelig blev de, der bedrev Aa., paa Konciliet
i Vienne Aar 1311 truede med Udelukkelse fra
Nadveren samt med Frakendelse af Ret til at
oprette Testamente og til at blive begravede i
indviet Jord. Dette absolutte Forbud mod Aa.
blev, som en kanonisk Retsregel, gældende i
hele Europa. Men medens det i andre Lande
tillige fik Understøttelse gennem den verdslige
Lovgivning, bestod Forbudet i Danmark kun,
indtil den kanoniske Ret ved Reformationens
Indførelse Aar 1536 havde tabt sin Gyldighed.
Vel blev det i Christian III’s Lovgivning
erklæret for usømmeligt og ukristeligt at tage
Renter; men samtidig tillodes det dog at betinge
sig 5 % p. a. af Penge, Korn ell. andet, hvilken
Maksimumsrente Christian IV forhøjede til 6 %.
Denne Regel er optagen i Christian V’s D. L. 5—14—5;
den er endnu formelt i Kraft med
Hensyn til Laan af andet end Penge, men vil ikke
blive anvendt. Hvad angaar Pengelaan, blev
den højeste tilladte Rente først nedsat til 5 %
(1813), senere til 4 (1820), men ved L. af 6. Apr.
1855, den nugældende Hovedlov, blev al
Rentetagen given fri, undtagen for saa vidt angaar
Udlaan imod Pant i faste Ejendomme. Ved det
sidste er den højeste tilladte aarlige Rente
stadig 4 %, dog kan man altid hos Retsskriveren
begære en gratis Bevilling til at tage indtil 6 %,
jfr. L. Nr. 52 af 27. Marts 1912. Omtr. samtidig
med Loven af 1855 havde de fleste andre europ.
Stater (Frankrig undtagen) ladet udkomme Love,
der paa lgn. Maade gav Rentefoden fri.
Aagerlovgivningen var nemlig fra Slutn. af 18. Aarh.
bleven ivrig angrebet. Det stærkere
udviklede økonomiske Samkvem nødvendiggjorde
ikke blot, at man havde Adgang til at tage en
vis højere Rente end tidligere tilladt, men man
maatte efter Omstændighederne have Ret til at
tage en hvilken som helst. Det var nemlig ikke
alene umuligt at fastslaa som den højeste
tilladte Rente, hvad man mente der svarede til
den sædvanlige Pris paa Pengene, thi denne Pris
maatte med Nødvendighed være vekslende; men
det var ugørligt endog blot at fastslaa en
passende højeste Rente for de enkelte Arter af
Kontraktsforhold. Bl. a. maatte den større ell.
mindre Risiko ved Laanet motivere en stærkt
vekslende Rentefod. Paa den anden Side
virkede Aagerlovene ikke, som de skulde; thi de
var lette at omgaa. Den Tvang, som Loven
paalagde Kreditor, førte kun til, at der valgtes
Omveje, (gennem store Forudbetalinger ell.
Forskrivninger for langt mere end det laante,
gennem høje Provisioner, naar Laanet periodisk
skulde fornyes, ell. Paatvingelse af Varer til
ublu Priser), og derved gjordes Skyldnerens
Vilkaar endnu haardere.
I den nyere Tid har man atter givet Love
imod Aa. og fastsat Straf derfor. Man har søgt
at formulere Lovbud, der nøjere end de tidligere
Love ramte Kernen i Aagerforbrydelsen:
til ublu Fordel ved Laan at udnytte andres Nød,
Letsindighed ell. Uerfarenhed. I den danske
Rigsdag er der i Samlingen 1886—87 af
Regeringen blevet forelagt et Lovforslag, der dog
ikke er blevet til L. Forslaget stemte i alt
væsentligt overens med den tyske Rigslov af 24.
Maj 1880, jfr. østerrigsk L. af 28. Maj 1881.
Senere har sv. L. om Aa. 14. Juni 1901 og norsk
Straffelov (1902) i §§ 295—297 (jfr. dansk
Straffelovsudkast 1912 §§ 330—332) indført lgn.
Straffebestemmelser. Lovgivningerne erklærer nu
ogsaa de indgaaede Kontrakter for uforbindende,
se norsk L. (1902) om Straffelovens
Ikrafttræden § 17, tysk borgerlig Lovbog § 138, schweizisk
Obligationsretslov (1911) § 21, alt i Tilslutning
til alm. Regler om Kontrakters Ugyldighed,
særlig eng.—amer. Regler om undue influence.
Ogsaa den skandinaviske Obligationsretskomités
Forslag af 1913 til L. om Aftaler m. v.
indeholder i § 32 tilsvarende Regler: Naar nogen har
udnyttet en andens Nød, Letsind, Enfoldighed,
Uerfarenhed ell. et mellem dem bestaaende
Afhængighedsforhold til at opnaa ell. betinge
Fordele, som staar i aabenbart Misforhold til, hvad
derfor ydes . . . . .
Vanskeligheden ved Lovgivning imod Aa.
ligger i, at man efter at have opgivet at stræbe
mod Maalet ved at sætte Grænser for den
tilladte Rentes Størrelse, ikke synes at kunne
finde noget sikkert ydre Kendemærke paa det
retsstridige, men maa overlade alt væsentligt
til Domstolenes Skøn.
V. B.
Aagesen, Andreas, dansk Retslærd, f. i
Kbhvn 5. Aug. 1826, d. smst. 26. Oktbr 1879. Aa.
blev Student 1843, studerede dernæst
Retsvidenskab ved Kbhvn’s Universitet, men afbrød sine
Studeringer 1848 for som frivillig at deltage i
det første Aars Felttog, hvor han gjorde
Tjeneste som Fourer ved 2. Reservebataillon. Han tog
jur. Embedseksamen 1849 og indtraadte kort
efter som Volontær i Justitsministeriet, hvor
han blev Kancellist 1853. I disse Aar var han
hurtig bleven en meget søgt jur. Manuduktør.
1853 drog han paa en længere Udenlandsrejse,
navnlig til Frankrig og England. 1855
udnævntes han til Lektor og 1856 til ordinær Prof. i
Retsvidenskab ved Kbhvn’s Universitet. Aa. var
Medlem af den 1870 til Udarbejdelsen af en
Sø- og Handelslov nedsatte Kommission; fl.
vigtige Partier af det Udkast til en Sølov, som
Kommissionen afgav 1882, er udarbejdede af
ham. Han var en Tid Formand for
Nationalbankens Repræsentantskab og valgtes 1879 til
Medlem af Landstinget. 1861 udnævntes han til
ekstraordinær Assessor i Højesteret, og kreeredes
1877 til Æresdoktor af Upsala Universitet. —
Sit Livs Hovedvirksomhed havde Aa. dog som
Universitetslærer. Af hans Skr er flg. trykte:
»Forelæsninger over den rom. Privatret« og
»Indledningen til den danske Formueret«; disse
er hans Hovedværker og først udg. efter hans
Død. I Universitetsprogrammerne for 1866, 1871
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
