Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aal, en Underorden af fysostome Benfisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er tilstrækkelig stor, udsætter man Glasaal,
fiskede paa Steder hvor de kommer lige ind fra
Atlanterhavet i umaadelige Stimer, saasom
Bristol-Kanalen paa Englands Sydvestkyst; her
fanges der hvert Aar adskillige Millioner Glasaal,
som føres til Fastlandet, og hvoraf et Par
Millioner gaar til Danmark; Aaleyngel forsendes i
Kasser med indsatte Rammer, paa hvilke er
udspændt Lærred, og under Rejsen overbruses den
af og til med Vand. Den til Kysten indvandrede
Aaleyngel er rimeligvis henved 2 Aar gl.; to Aar
senere er Aalen c. 18 cm lang og begynder da at
faa Skæl; af Skællenes Aarringe kan man
derefter beregne de større Aals Alder og slutte, at
Hannerne ikke vokser ret meget mere, naar de
er godt 7 Aar gl., hvorimod Hunnerne vedbliver
at vokse stærkt, indtil de er godt 10 Aar gl. De
smaa Aal lever af Orme, Tanglopper, Insekter,
Smaasnegle o. l., de ældre tager Smaafisk, Rogn,
Orme, Rejer, Flodkrebs (under Skalskiftet) samt
Aadsler. Aalen søger blød Bund og er mest i
Bevægelse om Natten.
I Væksttiden kaldes Aalen Gul Aal p. Gr. a.
Sidernes paafaldende gule Farve. Naar
Væksttiden er afsluttet, gennemgaar Aalen betydelige
Forandringer baade i Ydre og Indre: Ryggen
bliver meget mørk, nedefter følger et bronzefarvet
Parti, det øvrige af Siderne og Bugen bliver
sølvhvide, og over det hele breder sig en stærk
Metalglans, hvorfor Aalen nu kaldes
Blankaal; Brystfinnerne er meget mørke
(»Blaafinne«); Øjnene er blevne større og kommer til
at vende mere til Siden o. s. v. Blankaalen tager
ingen Føde til sig (den kan derfor i Reglen ikke
fanges paa Krog), og Tarmkanalen er tom og
skrumper sammen; til Gengæld er
Kønsorganerne, baade Æggestokkene (det foldede Organ
paa hver Side af Tarmen) og Sædstokkene (en
tilsvarende beliggende Strimmel, der nogle
Steder er smal, andre Steder poset ud og derfor
kaldes »Lappeorganet«) meget mere udviklede
end hos de gule Aal, omend som Regel langtfra
fuldmodne; Æggene er meget smaa, 0,2—0,26 mm
i Diameter, men til Gengæld er der fl. Mill. af dem
i en enkelt Aal. Blankaalene er udvoksne
Aal, hos hvem Forplantningsdriften er vaagnet,
og som har begyndt at iføre sig en Yngledragt;
og de søger tilbage til Dybhavet, hvorfra de kom
som spæde Unger. Ynglevandringen til Havet
indtræffer hvert Aar lige saa regelret som
Glasaalenes Opstigning, men til en anden Tid. I de
ferske Vande »skrider« Aalen talrigst hen paa
Sommeren og Efteraaret, og til Vandringen
vælger den helst mørke Nætter. Fra Moser, Damme
og Søer trækker Aalene ud i Bække og Aaer,
naar da ikke uoverstigelige Hindringer er i
Vejen; smaa Lavninger med fugtigt Græs
hindrer ikke Vandringen, og ofte træffes Vandreaal
paa det tørre, overraskede af Morgenens Komme.
I Vandløbene slutter andre Aal sig til, og alle
følger de Strømmen ned efter Havet. Ogsaa fra
Fjorde og Vige vandrer de forplantningsdygtige
Aal ud. Er da Blankaalene henimod Aarets
Slutning endelig naaede til de aabne Kyster, staar vi
over for Vandringen i Havet, idet Vandreaalene i
Septbr, Oktbr og Novbr i store Skarer drager
mod Nord langs Danmarks Kyster. I Store og
Lille Bælt, i Sundet og ved Jyllands Østkyst, selv
helt oppe ved Frederikshavn, drager Aalene
nordpaa. Vind, Strøm og Vejrlig har stor
Indflydelse paa Vandringen, men især gør Maanen
sig gældende; naar den skinner om Natten, sker
der en Standsning, men er Vejret stormfuldt og
mørkt, og løber Strømmen den rigtige Vej, er
Aaletrækket i fuld Gang. Helt inde fra Østersøen
foregaar en Aalevandring gennem de danske
Farvande, hvilket bl. a. er godtgjort ved at
anbringe nummererede Sølvplader i mange
Blankaals Rygfinne og slippe dem i Søen igen; en Del
af disse mærkede Aal blev fanget igen af
Fiskerne, og Forsøgene viste særdeles tydeligt,
at de blanke Aal fra Østersøens nordlige Del
vandrer Syd efter saa langt som til Sveriges
Sydspids, hvorfra de bøjer mod Nord for at forene
sig med Vandreaalene fra de danske Farvande.
Den Hastighed, hvormed Blankaalene vandrer,
synes efter de sv. Mærkningsforsøg at kunne
sættes til mindst 15 km i Døgnet, i alt Fald for
Vandringer, der har varieret mellem 17 og 30
Dage. Naar Blankaalene er gaaet rundt om
Skagen, ses de ikke mere, de er nu paa Vej mod
hine fjerne Havdybder, hvorfra de kom som
spæde Larver. Man maa formode, at Aalen dør
efter Forplantningen, siden man aldrig har
iagttaget nogen Indvandring af voksne Aal fra Oceanet.
1912 indbragte det danske Aalefiskeri i Havet
alene 4 1/2 Mill. Kr. ell. 27 % af alt Landets
Saltvandsfiskeri; over Udbyttet af Fiskeriet i de
ferske Vande foreligger ingen brugbar Statistik, men
det er sikkert betydeligt. Blankaalfiskeriet, der
udgør knap Halvdelen af det hele Aalefiskeri,
foregaar i Havet ved Hjælp af Bundgarn og
Ruser (de saakaldte »Aalegaarde« er Ruser, der
staar i Forbindelse med en fra Kysten udgaaende
»Rad« af Sten, Pæleværk, Risfletning e. l.), hvis
Munding er vendt i den Retning, hvorfra Aalen
kommer, altsaa i Danmark som Regel mod Syd,
paa Sveriges Sydkyst mod Øst og paa dets
Østkyst mod Nord; langs de danske Kyster var der
i 1900 22600 Ruser, i 1912 41580. I
Ferskvandene fanges de udvandrende Blankaal i Ruser
og i Aalekister. De gule Aal fanges mest med
Kroge samt med Vaad (Landdragningsvaad og
Drivvaad) og i Ruser; en Del stanges med
Aalejern (Piglyster, Savlyster, Aalejern,
Plumpstang) fra Isen og fra Baad (om Natten ved Blus)
ell. tages med Glib og paa Tat. Smaa Aal finder
Anvendelse som Suppeaal ell. steges hele; store,
gule Aal bliver vel mest stegt, medens de fede
Blankaal egner sig fortræffelig til Røgning, men
ogsaa ofte tilberedes paa anden Maade. Aalens
Blod indeholder, ligesom hos Fam.’s andre
Medlemmer, et Giftstof (Ichthyotoxin), der i ren
Tilstand er meget giftigt; det ødelægges af
Mavesaften, hvorfor intet Dyr dør af at æde Aal, men
man bør undgaa at faa Aaleblod i aabne Saar.
De blanke Aal kaldes i Jylland »Gaardaal«, fordi
de fanges i Aalegaarde, adskillige Steder
»Drivaal«, da de gerne følger Strømmen ell. lader sig
drive af denne; ved Ferskvandene benævnes de
»Mølle-« ell. »Værkaal«, fordi de tages ved
Møller og andre »Værk«. De gule Aal hedder i
Jylland »Visse«- ell. »Vesaal«; desuden har de store,
gule, bredhovede Aal paa forsk. Steder særegne
Navne, saasom »Klæpaal«, »Bredpander«,
»Bredhoveder« og »Prokuratorer«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
