Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 64 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abaco, Store- og Lille- (ell. Lucaya), to af de nordlige, britiske Bahama-Øer i Vestindien - Abaco, Evaristo Felice dall', ital. Komponist - ab áctis - Abacus - Abaddon (hebr. Ord: Undergang) - Abadie, Paul, fr. Arkitekt - Abai, hed i Oldtiden en By i det græske Landskab Fokis - Abai, se Nilen - Abailard, Pierre, skolastisk Teolog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

2500 Beboere. De er kun i ringe Grad opdyrkede,
men leverer godt Skibstømmer. I Nærheden ligger
Green Turtle Cay med den lille By
New Plymouth.
M. V.

Abaco [↱a-], Evaristo Felice dall’, ital.
Komponist (1675—1742), levede siden 1704 som
Kammermusiker (Violoncellist) ved Hoffet i
München. Som Komponist af Kammermusik staar han
jævnbyrdig med Corelli. Et Udvalg af hans
Arbejder foreligger i ny Udgave ved A.
Sandberger i »Denkmäler der Tonkunst in Bayern« I
(1900).
A. H.

ab actis (lat.) kaldtes i den senere rom.
Kejsertid det Personale, som havde med Førelsen
af Retsprotokollerne at gøre.
H. H. R.

Abacus [↱a-], hos Grækerne og Romerne en
Tavle ell. et Bræt til Terninger, til Optælling af
Regnestene ved Udfærdigelse af Regninger og
til Optegnelse af matematiske Figurer.

Abacus.

I Bygningskunsten er A.
den Plade (se Fig.), som udgør den umiddelbart under
Bjælkelaget liggende øverste Del af en Søjles
Kapitæl og ved sin horisontale Retning formidler
Overgangen mellem det bærende og det baarne. A. er ved den
doriske Søjle som en Plint, kvadratisk med lige Sideflader.
I den ioniske, korinthiske og romerske
Søjleorden er A.’s Sideflader profilerede og Hjørnerne afskaarne.
C. A. J.

Abaddon (hebr. Ord: Undergang), i Gl. Testamente
digterisk Navn for Dødsriget, Scheol;
efter Rabbinerne Betegnelse for det nederste
Rum i Helvede. I Joh. Aab. 9, 11 brugt personificeret
(som Hades 6, 8) om Dødsrigets ødelæggende
Engel, Fyrste over de dæmoniske Græshopper.
I Johs. Ewald’s »Adam og Eva« optræder A.
som en af de onde Aander.
J. P.

Abadie [aba↱di], Paul, fr. Arkitekt af
Viollet-le-Duc’s Skole, (1812—84), fik 1845 Ansættelse
ved Restaureringen af Nôtre-Dame-Kirken i
Paris. Hans arkitektoniske Hovedværk er Kuppelkirken
Sacré-Coeur, som fra Montmartre’s
Højdedrag behersker hele Paris; Opførelsen, der
begyndte 1876, blev efter hans Død fortsat, men
er endnu ikke helt fuldendt.
C. A. J.

Abai [↱aba^i], hed i Oldtiden en By i det græske
Landskab Fokis. Den havde en Apollo-Helligdom
og et Orakel, som tidlig nød stor Anseelse
(Lyderkongen Kroisos spurgte det til Raads), og
hvor der allerede paa Perserkrigenes Tid havde
samlet sig store Skatte. Xerxes’ Hær plyndrede
og opbrændte Templet paa Marchen mod Athen
(480); en lgn. Skæbne ramte det i den hellige
Krig (346). Hadrian byggede et mindre Apollo-Tempel
paa Stedet. Ruiner af Byen og Helligdommen
findes ved Landsbyen Exarcho paa Toppen
af et Bjerg med prægtig Udsigt.
C. B.

Abai, se Nilen.

Abailard [abæ’la.r], Pierre, skolastisk Teolog
og 12. Aarh.’s dristigste Tænker, f. 1079 i
Palais (Palatium) i Bretagne, d. 1142. Forældrene
var meget fromme Folk, der endte deres Dage i
Klostret. Hans betydeligste Lærere var Nominalisten
Roscellin og Realisten Vilhelm af Champeaux,
Lærer ved Domskolen i Paris, men fuld
af Selvtillid følte han sig dem overlegen; han
rettede sin skarpe Kritik mod dem og optraadte
selv som Lærer forsk. Steder i Paris’ Omegn, til
sidst paa Genoveva-Bjerget. Af Trang til fl. teologiske
Kundskaber rejste han til Anselm i Laon,
men heller ikke denne kunde tilfredsstille ham,
og i Bevidstheden om, at det ikke var Flid, men
Geni, der bragte ham frem, drog han atter til
Paris, hvor Ynglinge fra alle Lande flokkede sig
om hans Lærestol. Dette Ophold blev skæbnesvangert
for ham. Han blev optagen i Kanniken
Fulbert’s Hus for at læse med dennes smukke og
begavede Broderdatter Heloise. Mellem den
38aarige A. og den 17aarige Pige udviklede der
sig snart et Kærlighedsforhold, »de skiftede flere
Elskovsord end videnskabelige Udtryk, flere Kys
end Sentenser«, og i Stedet for teologiske Værker
skrev A. Elskovssange, Skolastikeren blev Troubadour.
Da Fulbert opdagede Forholdet, blev
han rasende og jog A. bort, men denne bortførte
Heloise til sin Søster, hvor hun fødte ham en
Søn. Fulbert blev forsonet, da A. hemmelig lod
sig vie til Heloise, og optog hende igen i sit Hus;
men da hun ikke vilde vedgaa Ægteskabet for
ikke at spærre A. Vejen til kirkelige Embeder,
behandlede han hende strengt, og A. bortførte
hende da til Klostret Argenteuil, hvor hun senere
tog Sløret. I Raseri herover lod Fulbert ham
overfalde og gilde. Harme og Skam drev ham i
Klostret Skt Denys. Ogsaa her flokkedes Disciple
om ham, men hans dristige Lærdomme satte de
kirkelige Myndigheder i Bevægelse, og 1121 blev
han stævnet for Synoden i Soissons, der tvang
ham til at brænde sin Bog om Treenigheden og
dømte ham til Klosterfængsel. Straks efter sat i
Frihed rejste han tilbage til Skt Denys, men her
blev han lagt for Had, fordi han havde opdaget,
at Klostrets og Frankrigs Skytspatron, Dionysios
Areopagitten, havde været Biskop i Korinth og
ikke i Athen; han flygtede derpaa til et Kloster i
Champagne, hvor han byggede et Bedehus, kaldet
Paraklet. Valgt til Abbed for Skt Gildas’
Kloster i Bretagne gjorde han Paraklet til et
Nonnekloster og Heloise til dets Abbedisse; her
besøgte han hende tit, prædikede for hendes
Nonner og brevvekslede med hende. Da Skt
Gildas’ Munke stræbte deres strenge Abbed efter
Livet, flygtede han derfra. 1136 træffer vi ham
igen som Lærer paa Genoveva-Bjerget. Hans Ry
og hans Bøger gik »over Havet og over Alperne«,
selv ved Pavehoffet havde han Beundrere. Men
nu rejste Tidens største Mand, Bernard fra
Clairvaux, et Uvejr imod ham. A. ønskede selv
et Kirkemøde; det kom i Stand i Sens 1141, men
Bernard var Mødets Herre, og det dømte A. til
livsvarigt Klosterfængsel, hvilken Dom stadfæstedes
af Paven. A. tog nu sin Tilflugt til Peter
den Ærværdige i Cluny, der fik ham forsonet
med Bernard og, ved at sende en Slags Tilbagekaldelse
fra A., udvirkede Pavens Tilladelse til,
at han maatte ende sine Dage i hans Kloster.
Her »læste han altid, bad hyppig og tav gerne«;
syg blev han flyttet til Prioratet Skt Marcel, hvor
han døde 21. Apr. 1142. Hans Lig blev ført til
Paraklet, og 1163 lagdes det og Heloise’s i samme
Kiste; deres Støv blev af Lucien Bonaparte ført
til Paris, nu findes det i et Kapel paa Père

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>