Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abd-ul-Hatnid I, tyrk. Sultan - Abd-ul-Hamid II, tyrk. Sultan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erklærede Sultanen Rusland Krig (1787). Krigen
begyndte ulykkelig for Tyrkiet, og Aaret efter
traadte Østerrig ved Ruslands Side. Under
Udrustningerne til et nyt Felttog døde A.
J. Ø.
Abd-ul-Hamid II, tyrk. Sultan, f. 22. Septbr
1842. anden Søn af Abd-ul-Medshid, besteg 31.
Aug. 1876 Tronen, efter at hans sindssvage
Broder Murad V kun havde beklædt den i 3
Maaneder. I Reg. lededes den unge Sultan af
Midhat Pasha, Hovedet for det tyrkiske
Reformparti, der som sit Formaal opstillede
Uafhængighed af Udlandet, energisk Kamp mod
alle Opstande, Forbedringer i Styrelsen og
Orden i Statshusholdningen. 23. Decbr 1876
blev en konstitutionel Forfatning efter
europæisk Mønster bekendtgjort, og samme Dag
aabnedes en Konference med Stormagterne,
som krævede selvstændig Styrelse under kristne
Statholdere for Rosnien, Herzegovina og
Bulgarien. Disse Fordringer forkastedes, hvorefter
Stormagternes Repræsentanter forlod
Konstantinopel. Kort efter blev Midhat Pasha styrtet og
landsforvist, og Sultanens Svoger, Mahmud
Damad Pasha fik den største Indflydelse. I
Foraaret 1877 blev Parlamentet hjemsendt for
først at indkaldes igen 31 Aar senere, og A.
regerede uindskrænket, skønt Forfatningen
formelt vedblev at bestaa. I April udbrød
dernæst Krigen med Rusland. Den endtes ved
Freden i San Stefano 3. Marts 1878; men
Udførelsen af Fredsbestemmelserne forhaledes og
omformedes derefter noget til Gunst for Tyrkiet
ved Forhandlingerne paa Berlin-Kongressen i
Sommeren 1878.
Derefter blev Reformvennen Khaireddin Pasha
Storvesir (Decbr 1878) og Mahmud Damad, som
beskyldtes for at staa i Spidsen for en
Sammensværgelse mod Sultanen, var bleven forvist.
Dog vedblev Tilstanden at være saa godt som
haabløs: Finansnøden var forfærdelig, og hvad
der endnu kom ind i Skatter o. a. Indtægter,
slugtes af Sultanens ødsle Hofholdning og de
graadige højere Embedsmænd, medens
Soldaterne og de lavere Embedsmænd lønnedes
med næsten værdiløse Papirpenge. Khaireddin’s
Reformplaner strandede paa Sultanens og
Krigsministeren Osman Pashas Modstand, og hans
værste Modstandere som Mahmud Damad blev
kaldte tilbage fra Forvisningen. Da Khaireddin
ikke vilde taale deres Indblanding, blev han
styrtet Juli 1879. I det hele begyndte A. at
løsrive sig fra sine Ministres Indflydelse og selv at
overtage Ledelsen af Regeringen. Hans
Hovedopgaver var i Udenrigspolitikken at bevare
Riget ubeskaaret, idet han med uovertruffet
diplomatisk Behændighed spillede Stormagterne
ud mod hverandre, indadtil at fremme
Trafikforhold og Skolevæsen; Hæren blev
reorganiseret af tyske Officerer, dog var Sultanen lidet
militært interesseret, og de fremmede
Instruktørers Anstrengelser blev ofte modarbejdede.
For Udviklingen af Landets finansielle
Hjælpekilder blev der kun gjort lidet.
A. kunde 31. Aug. 1901 fejre sit 25-aarige
Jubilæum som Sultan. Hans Sysselsættelse med
den indre Reorganisation af Tyrkiet forstyrredes
i 1890’erne af de armeniske Uroligheder,
der førte til de store Massakrer i Konstantinopel
i Efteraaret 1896. A. viste ved sin
passive Holdning, at hans Sympati var paa
Armenierfjendernes Side, og han paadrog sig
derved en Storm af Uvilje fra alle liberale Partier
i Europa. Aaret derefter fulgte den dog kun
kortvarige Krig med Grækenland Apr.-Maj
1897, som A. kun tøvende gik med til, fordi
han indsaa, at der selv i heldigste Fald intet
vilde være at vinde for Tyrkiet. Den endelige
Ordning, hvorved Kreta faktisk blev løsreven
fra det osmanniske Rige, gav hans pessimistiske
Forudbetragtninger Ret.
I de senere Aar hagede A. sig med stigende
Energi fast ved den Tanke i en Genoplivelse
af Kalifværdigheden, af Stillingen som alle
Muhammedaneres aandelige Overhoved, at søge
Erstatning for Tyrkiets politiske Tab. Et Led i
disse Bestæbelser er Anlægget af en Bane fra
Damaskus til Mekka og Medina, hvorved
Pilgrimstrafikken vil blive ophjulpen, og
Sultanens Stilling som dennes Beskytter og de
hellige Steders Værner vil blive befæstet. 1910
aabnedes Stationen ved Medina; de Ulykker,
der i de paafølgende Aar styrtede ind over
Tyrkiet, hindrede at fuldende Værket i det
oprindelig beregnede Tempo. Banen bygges
udelukkende for tyrkiske Penge, hvoraf A.
personlig har bidraget en Del, og hovedsagelig af
tyrkiske Funktionærer. Samtidig søgte A. at
fremme Udviklingen i sit Rige ved at give
Tyskerne Koncession paa Forlængelse af den
anatolske Bane til Bagdad, Basra og et Punkt ved
den persiske Havbugt. I Forbindelse hermed
havde han med egen Kapital interesseret sig
stærkt for Opdyrkningsarbejderne i Mesopotamien.
Den Sky for Mennesker og den Attentatfrygt,
som altid beherskede den sygelige A., tiltog i
de senere Aar og førte til stigende
Vilkaarlighed i Censur og Politiregimente, og dette gav
den ungtyrkiske Agitation, som A. forgæves
søgte at holde nede, forøget Vind i Sejlene. I
Juli 1908 var Ungtyrkernes Forberedelser, der
ogsaa omfattede Dele af Hæren, saa vidt
fremskredne, at Garnisonen i Saloniki, der ved en
ret tilfældig Aarsag var kommen i Bevægelse,
kunde sende Sultanen en af Trusler ledsaget
Opfordring til Forfatningens Genindførelse. Den
forskrækkede A. gav efter og nød i kort Tid
den for ham ukendte Fornøjelse at fejres som
populær, konstitutionel Fyrste. Umiddelbart
efter at have føjet sig, begyndte han imidlertid
sit Arbejde paa atter at slippe for Følgerne af
sin Eftergivenhed; hans Agenter bearbejdede
Underofficererne og de Menige i Garnisonen i
Konstantinopel, og Apr. 1909 udbrød en
Kontrarevolution, og Parlamentet blev forjaget.
Ungtyrkerne, hvis militære Ledelse var i
Hænderne paa Mahmud Shevket Pasha,
mobiliserede hastigt Regimenterne i Saloniki, og efter
blodige Kampe i og rundt om Konstantinopel
blev A., der personlig havde holdt sig borte
fra Kampen, nødt til at overgive sig; han blev
afsat, og den nærmeste Tronarving,
Halvbroderen Reshad, besteg Tronen under Navnet
Muhammed V. A. blev holdt som Statsfange,
først i en Villa ved Saloniki, senere i et af
Slottene ved Bosporus.
J. Ø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
