Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abruzzo - Abruzzo ulteriore secóndo, se Aquila degli Abruzzi - Absalom, en Søn af David - Absalon, dansk Statsmand, Biskop og Hærfører (1128-1201)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Elme- og Naaletræer) huser Ulve, Daa- og
Kronvildt. Beboerne (Abruzzesi) er et smukt, kraftigt
Hyrde- og Bondefolk, der er gæstfrit og hænger
stærkt ved sin Hjemstavn og sine patriarkalske
Sæder, men tillige er uvidende og overtroisk. De
er udmærkede Soldater og var i den neapolitanske
Tid kendt for deres Røveruvæsen. Nu lever
de fredeligt af Landbrug og Kvægavl. I de lavere
liggende Dale dyrkes Korn og Vin, og her findes
Bebyggelsen, men om Sommeren drives
Faare- og Gedehjorderne op i de højere Bjergegne.
Alligevel kan A. ikke ernære sin Befolkning, og
mange Folk herfra drager paa Saisonarbejde til
omliggende Egne. Desuden er der en betydelig
Udvandring fra A. til Amerika. — Landskabet
var tidligere slaaet sammen med Landskabet
Molise, den nuværende Prov. Campobasso, til
Compartimento Abruzzo e Molise. Nu udgør
det egl. A. med det tilsvarende adriatiske
Kystland Provinserne Chieti, Teramo og
Aquila, der henholdsvis svarer til den
tidligere Inddeling af A. i A. citeriore, A. ulteriore
primo og A. ulteriore secondo. — Landskabet
gennemskæres af den saakaldte Abruzzerbane,
der forbinder Aquila med den østital.
Kystbane. (Litt.: K. Hassert, »Die
Abruzzen«, »Geographische Zeitschrift« [1897]).
H. P. S.
Abruzzo [a↱brutso] ulteriore secondo, se
Aquila degli Abruzzi.
Absalom, en Søn af David, var en smuk,
statelig Mand, afholdt af Folket og elsket af sin
Fader. Da hans Søster Tamar blev krænket af
deres Halvbroder Amnon, lod han denne dræbe
ved et Gæstebud. Han flygtede og opholdt sig i
Geshur i 3 Aar, til det lykkedes Joab ved List at
faa David til at kalde ham tilbage og noget senere
tilgive ham (2. Sam. 14). A. lagde nu an paa at
vinde Kongeværdigheden. Han optraadte i kgl.
Pragt, smigrede for Folket, søgte at vække Had
til sin Fader, og, da alt var forberedt, rejste han
en Opstand. David maatte hovedkulds forlade sin
Hovedstad, fulgt af nogle trofaste Venner, og A.
tog den i Besiddelse. Men Gengældelsen ramte
ham snart. David’s gl. Raadgiver, Achitofel, der
havde sluttet sig til A., raadede klogt nok til
straks at forfølge David, men A. fulgte David’s
Ven, den listige Husai’s Raad, at opsætte
Forfølgelsen, til en større Hær var samlet. Det blev
hans Ulykke: en Hær samlede sig nemlig nu om
David, og i Efraim’s Skov led A. et Nederlag.
Han selv blev til sin Faders Sorg og mod hans
Befaling dræbt af Joab, medens han i sit lange
Haar hang fast i en Terebinte (2. Sam. 13—18).
J. P.
Absalon, dansk Statsmand, Biskop og
Hærfører, f. 1128. d. 21. Marts 1201, var Søn af Asser
Rig og Inge, Sønnesøn af den store sjællandske
Høvding Skjalm Hvide og yngre Broder til
Esbern Snare. Sin Barndom tilbragte han paa
Fædrenegaarden Fjenneslevlille, hvor ogsaa
Knud Lavard’s Søn Valdemar opfostredes; her
lagdes Grund til det Venskab, der fik saa rige
Følger i Danmarks Historie. Drengen blev
ypperlig i al Slags Idræt og hærdedes til mageløs
Udholdenhed, men samtidig gav han sig i Lag
med boglige Studier og lyttede til Frasagnene
om Fædrenes Daad; de stolte Minder lyste des
stærkere, fordi A.’s Barndomsaar var en mørk
Tid for Fædrelandet, og de gav A. den luende
Begejstring for Danmarks Saga og Drivkraften
til hans egen hist. Gerning. I Ynglingeaarene
oplevede han, at Kong Erik Lam og hans Fader
døde i Munkekutten. Selv ønskede han at vie
Kirken sine Kræfter, og mens Valdemar kastede
sig ind i Tronstriden mellem Svend og Knud,
drog A. til Paris, der netop havde vundet Ry
som Lærdommens ypperste Sæde; han er sikkert
den første Dansker, der har studeret i
Seine-Staden. Latinlæsningen, de filosofiske og
teologiske Forelæsninger og Disputereøvelserne
skærpede A.’s Forstand, men tillige modtog han
stærke Indtryk af det kirkelige Opsving, som
havde Abbed Bernard af Clairvaux til Fører;
selv traadte han ind i Præstestanden, og han
kom i Forbindelse med Tidens bedste Mænd.
Samtidig tog han Lære af Frankrigs politiske
Forhold; han saa det fremadstræbende
Kongedømme i dets Pagt med Præstestanden, og den
store Statsmand, Abbed Suger af St. Denis, er
bleven hans Forbillede.
Senest 1156 kom A. tilbage til Danmark, hvor
der nu var tre Konger og alt var i Uføre. A. og
Esbern fulgte Valdemar, og de blev af ham sendt
i et vigtigt Ærinde til hans Medkonge, Knud
(Vinteren 1156—57). Ved Svends og Valdemars
Forligsmøde i Odense var A. eneste Vidne.
Under Blodgildet i Roskilde var A. til Stede, da
Overfaldet skete. I Mørket greb han den døende
Knud i sine Arme; han troede, det var Valdemar.
Men da Knud havde udaandet, mærkede han
Fejltagelsen og sprang op. Koldblodig gik han
ud af Hallen midt mellem Svends Krigere, men
paa Gaden blev han standset og vilde være
bleven dræbt, om en af Svends Mænd ikke havde
holdt sine Fæller tilbage. A. fik nu en Hest og
red til Fjenneslev. Kort efter kom Valdemar til
Gaarden som saaret Flygtning, og ved Fru Inges
Snille og Esberns Vovemod slap han over til
Jylland. Da han her havde sejret over Svend
og var bleven Enekonge i Landet, begyndte det
store Samvirke mellem ham og A. til Danmarks
Genrejsning. Endnu i 1157 fik han ved sin
Indflydelse A. valgt til Biskop i Roskilde.
Dermed havde A. faaet en Stilling, hvor han ret
kunde udfolde sin mægtige Personlighed. Han
tog straks fat paa at jævne Tingtrætter og opløse
al den Tvedragt, som var Tronkrigens
Efterveer, og Svends Tilhængere vandt han ved
Mildhed og Højsind.
Hans største nationale Opgave var dog at
samle de Danske til Venderkampen; thi
Venderne var Herrer i Sund og Bælt, de havde
lagt Fyn og Jyllands Østkyst øde, og de havde
sat sig fast paa de sydl. Øer, saa Danmark var
bragt til Afgrundens Rand. Personlig indledede
A. den ny Tid ved en Sejr over Venderne. Det
var i Foraaret 1158, at han hørte om deres
Vikingefærd i Vestsjælland; han kastede sig da
imod dem med sine Svende og slog dem ved
Boslunde. Men gjaldt det større Tog, var det
svært at overvinde Danskernes vante Slaphed.
Straks efter, da det første Vendertog skulde
udgaa, lod Valdemar sig kue af Folkets dumpe
Selvopgivelse, og gav Flaaden Hjemlov; men
han maatte høre bitre Ord af A. derfor. Fra
1159 blev det imidlertid Alvor med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
