- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
107

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Absalon, dansk Statsmand, Biskop og Hærfører (1128-1201)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Vendertogene, og A. var Sjælen i denne Kamp. I
Begyndelsen nøjedes man med raske smaa
Vikingefarter; men under disse opdrog A. sine
Landsmænd til at kæmpe og sejre. Ved Angreb var han
forrest, ved Tilbagetog bagest, han færdedes,
hvor Faren var størst, og han vidste Raad, naar
alle Sunde syntes lukkede. Imellem Togene holdt
han selv Vagt med sine Skibe; end ikke
Vinterkulden ændsede han. Allerede 3. Vendertog
(1160) tog større Sigte, og her gik man frem i
Forstaaelse med Sachserhertugen Henrik Løve;
da ingen anden turde paatage sig en eventyrlig
Sendelse til Hertugen, meldte A. sig straks til
det farlige Ridt gennem Venderlandet, og i god
Behold kom han tilbage til den bekymrede
Valdemar. Ved dette Tog kom Rygen under
dansk Højhed; men foreløbig fik Valdemars
Herredømme her dog kun kort Varighed. Ved
4. Vendertog (1162) fik Danskerne Foden
indenfor paa det vendiske Fastland; men dette vakte
Henrik Løves Avind. Samtidig udbrød der Strid
mellem Kong Valdemar og Ærkebiskop Eskil;
forgæves søgte A. at mægle, han kunde ikke
afværge Eskils Ydmygelse og Landflygtighed.
Meget mod A.’s Vilje spildtes der ogsaa Tid og
Kræfter ved Valdemars Møde med Kejser
Frederik I i Burgund (1162); A. optraadte frygtløst
over for Kejseren, men maatte til sin Harme se
Valdemar hylde ham som Lensherre. Snart
vandt han dog større Indflydelse paa sin Ven,
drog ham bort fra den kejserlige Kirkepolitik
og understregede Brudet ved at styrke
Dannevirke med Valdemarsmuren. Ogsaa de følgende
Aar udrettedes der lidet ved Venderkampen;
Rygen, som efter Henrik Løves Tilskyndelse var
faldet fra, avede man dog ved to raske Hærgetog
(1166). For øvrigt svækkedes man af det spændte
Forhold til Sachserhertugen, af Fejde med Erling
Skakke i Norge og af Buris’ Opposition. En Tid
talte A. Buris’ Sag og haabede at vinde ham;
men Buris’ Forræderi ødelagde alt. Erling
Skakke angreb forgæves A. ved Havn. Senere
var A. med paa Valdemars 2. Norgestog (1168),
og da Ledingsmændene vilde vende om ved
Vikens Kyster, udvirkede A., at Toget fortsattes
langs Norges Kyst helt op til Trøndelagen; men
det var kun en Demonstration, ikke noget
Erobringstog. I disse Aaringer, da man var truet
fra alle Sider, skabtes der et nyt Kystværn:
Vordingborg, Sprogøborg, Kalundborg o. s. v.
Paa Holmen ved Havn, som Valdemar havde
skænket ham, rejste A. en stærk
Kridtstensborg, og han omgav den opblomstrende By
inden for Borgen med Mure; derfor har A. det
ypperste Navn i Københavns Historie.

Imidlertid havde A. udsonet Valdemar med
Eskil, og efter Hjemkomsten sluttede den gamle
Ærkebiskop sig ivrig til sin yngre Kaldsfælles
store Gerning. Nu genoptoges Vendertogene med
fuld Kraft. Rygen var atter faldet fra; men det
glimrende 11. Vendertog (1169) lagde Øen varigt
under Danmark. Det var A., der erobrede
Klinteborgen Arkon, der syntes uindtagelig, og
fik den anden Hovedborg, Karenz, til at
overgive sig uden Sværdslag; Gudebillederne
splintredes og brændtes, Røboerne døbtes, det hele
gennemførtes paa een Gang, men i 3 Døgn fik A.
heller ikke et Blund. Det var en vel tjent Løn,
da Paven lagde Rygen ind under A.’s Bispestav.
En stor Sejr af anden Art vandt A. paa
Ringstedmødet 1170, da han og Eskil skrinlagde Knud
Lavards Ben og kronede Kongebarnet Knud;
paa dobbelt Vis sikrede Kirken saaledes
Valdemarernes Trone. Tilmed brød A. nu helt ny
Veje som Forsvarets Leder. Da Danskerne
nemlig tog hele Byttet fra Rygen, hidsede Henrik
Løve Venderne til planmæssige Vikingetog mod
Danmark, og Nøden var stor; men A. udtog
hvert 3. Skib af Ledingen, bemandede dem med
ungt Mandskab og skabte derved jævnsides den
sædvanlige Leding en fast Udliggerflaade.
Samtidig dannedes en staaende Elitehær af stærkt
væbnede Hærmænd, og man for mod Venderne
baade i Ø. og V.; paa et Tog mod Pommern
(1170) havde A. ved sin Dristighed nær sat alt
paa Spil. Trods den vældige Kraftudfoldelse
afstod man til sidst Halvdelen af Tributten fra
Rygen til Henrik Løve, og i en Fejde med
Pommern (1176—78) havde man ham derfor atter til
Forbundsfælle. Grum var den Kamp, A. førte
i det nylig kristnede Land, men hans Energi
var uimodstaaelig; ved et lynsnart Tog paa kun
9 Dage tvang han til sidst Pomrerfyrsterne til at
købe Fred; med Vendernes Overfald paa
Danmark var det nu for stedse forbi.

Ved selvsamme Tid steg A. til den højeste
kirkelige Værdighed. Eskil fik Pavens Minde til
at nedlægge sit Embede og kaare sin Efterfølger,
og paa et bevæget Møde i Lunds Domkirke
kaarede han A. til Ærkebisp, men A. vægrede
sig og stred imod, da Kannikerne med Magt
vilde sætte ham i Eskils Stol (1177). Begge
Parter appellerede til Rom, og Paven bød A.
overtage Ærkesædet, men tillod ham tillige at
styre Roskilde Stift; saa maatte A. tiltræde det
ny Embede (1178). Hans Modstand viste sig dog
vel grundet. Skaaningerne rejste sig mod hans
sjællandske Frænder, der nu sad som Fogeder
paa skaanske Gaarde, A. blev fordreven og
maatte ty til væbnet Opbud fra de andre
Landsdele; først efter haarde Kampe ved Dysjeaa og
Lommeaa var han atter Herre (1180—82).
Samtidig tyngedes han af Sorg over Valdemars Død;
men den unge Kong Knud var A.’s Fostersøn,
og A. fik større Magt end nogen Sinde. Han lod
Knud undgaa al Lenshylding over for den tyske
Kejser, og med overlegen Dygtighed udnyttede
han Svaghederne i den tyske Rigsstyrelse til at
skabe Danmark en Stormagtsstilling ved
Østersøen. Hertug Bugislav fejdede mod Jarimar,
Danmarks tro Lensfyrste paa Rygen, og trods
Vaabenstilstand forberedte han et Overfald; men
brat kom A. sin vendiske Ven til Hjælp og
overraskede Bugislav i Rygensundet (2. Pinsedag
1184); det blev den største Søsejr, Danskerne
nogen Sinde har vundet. Med vidunderlig Kraft
gjorde A. nu ny Krigstog mod Pommern; til
sidst maatte Bugislav udrede store Summer og
give sig ind under Danmark (22. Vendertog,
1185). Ved snild, men hensynsløs Politik lagde
man samtidig Obotriterfyrsterne under sig, og
saaledes blev Knud »Vendernes Konge«. Snart
brød A. aabenlyst med den tyske Kejser og lod
Venderne forurolige Grænserne, mens Stauferne
var optagne af Korstog og af de italienske
Forviklinger. Og hvad der var vundet, sikrede A.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:47 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0123.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free