- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
108

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Absalon, dansk Statsmand, Biskop og Hærfører (1128-1201) - Absalon Pederssøn (Beyer), norsk Humanist og Teolog (c. 1530-1574)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ved sin Fasthed, den Gang Biskop Valdemar
blev Landsforræder og vilde gøre sig til Konge
under tysk Højhed (1192). A. trodsede
Kirkerettens Bud for at redde sin Livsgerning: han
kastede den indviede Biskop i Fængsel, ænsede
ikke Pavens Bønner og Trusler og fylkede
sejrrig de danske Bisper til Værn om Tronen.

Efter den Tid træder A. mindre frem som
Statsmand. Han modtog gæstfrit Ærkebiskop
Erik af Nidaros og de andre norske Bisper, som
var flygtede for Sverre, men han greb ikke
direkte ind i Norges Forhold. A. fik sin Frænde
Peder Sunesøn gjort til Biskop i Roskilde og
Medhjælper i Ærkestiftet (1191); men helt
opgav han dog ikke Styrelsen af sine kære
Sjællændere. De kirkelige Pligter traadte nu mere
i Forgrunden. Her havde A. ogsaa udført en stor
Gerning. Med sine Sjællændere sluttede han 1171
den Overenskomst, der kaldes »den sjællandske
Kirkeret«, og gennemførte for første Gang
Bispetienden, men tillod Bønderne at vælge deres
Sognepræster og gav ogsaa paa andre Omraader
Afkald paa de kanoniske Krav. Ligeledes havde
han Del i den tilsvarende »skaanske Kirkeret«.
Som Ærkebisp virkede han myndigt og
urokkeligt for Præsternes Cølibat og for mere
ensartet Gudstjeneste, der tillige højnedes ved den
franske Kirkemusik. Hans levende Sans for
det festlige gav sig ogsaa Udtryk i Kirkernes
Udstyr: Lunds Domkirke fik sit statelige
Taarnparti og rig Skulpturudsmykning, men ogsaa
Landsbykirkerne fik knejsende Taarne, stundom
Tvillingtaarne (Merløse, Fjenneslev, flere
skaanske Kirker), og ypperlige Kalkmalerier
(Fjenneslev, Væ); med A. slog ogsaa den ny
sjællandske Teglstenskunst igennem.

Fremfor alt har A. dog et stort Navn i
Danmarks Klosterhistorie. Fra Paris
hentede han sin berømte Ven Vilhelm (s. d.) og
satte ham til at reformere det udartede
Kannikesamlag paa Eskilsø; senere flyttede han Klosteret
til Æbelholt og gjorde det ved rige Gaver til
et af Danmarks største. Derimod fik Asserbo
Kloster, som han grundlagde for franske
Karteusere, kun kort Levetid. Cistercienserne yndede
han særlig. Det sygnende Sorø omdannede han
1161 til et stort Cistercienserbo, og da han
skænkede det største Delen af sine mange Godser, fik
det Førstepladsen blandt de danske Klostre;
han rejste ogsaa ny Klosterbygninger, og Sorø
Kirke staar endnu som et Minde om A.
Ligeledes omdannede han den lille Stiftelse for
Benediktinernonner ved Vor Frue Kirke i
Roskilde til en anseligt Cistercienserkloster, og det
modtog store Offergaver, da A. havde ført sin
myrdede Frænke Hellig Margrethes Ben til
Kirken. Ved Nonner herfra grundlagde han Bergen
Kloster paa Rygen, ved Munke fra Esrom havde
han alt tidligere grundlagt Dargun og Kolbaz
paa det vendiske Fastland, og ved Klosterbrødre
fra Sorø stiftede han Aas i Halland. I Sorø
Kloster tilbragte han sine sidste Levedage. Her
uddelte han sit Løsøre: Sølvskaale, Skindkapper,
Heste o. s. v., og betænkte rigelig de landflygtige
norske Bisper. Jordegodset var alt tidligere
fordelt; Havn med sit store Tilliggende havde han
skænket Roskilde Bispestol. I Sorø drog han sit
sidste Suk, og dér fik han sin Grav.

A.’s Personlighed var ualmindelig rig. Sakse
kan i samme Aandedræt kalde ham »Viking«
og »Fædrelandets Fader«. Saa myndig han end
var, saa var han i Fremtræden saare beskeden;
i Levevis var han jævn; havde han ledige Timer,
fældede han Ved i Skoven, og den store
Folkefører var i den dybe Grund et ydmygt Menneske;
han satte et Krucifiks over sin Trone, for at
Folk ikke skulde knæle for ham, men for Kristus.
I sin Nidkærhed og i sin Foragt for Blødagtighed
kunde han gaa for vidt; hans Hærfærd var
stundom haard, og i sit Testamente tilbagekalder
han en ubillig Dom. Men hans Sjæleliv er baaret
af Højhed og Renhed og mægtig Fædrelandskærlighed.
Ingen i Danmarks Historie har som
A. præget sin Samtid. Han hævede Landet fra
dyb Fornedrelse til enestaaende Magt og
Storhed og Lykke. Han skabte det inderligste
Samvirke mellem de to store Kulturmagter,
Kongedømmet og Kirken, og hele den
Samfundsharmoni, som kendetegner Valdemarstiden. Med
Hærmandsklassen fremkaldte han en Krigsadel,
som øgede Forsvarsevnen og samtidig lettede
Byrden for den øvrige Befolkning, saa fredelig
Dont kunde trives trods de mange Krigstog, ja
tage stort Opsving. For at binde Hærmændene
saa stærkt som muligt til Kongen, skrev han et
lille Skrift om Vederloven. I Aandslivet banede
han Vej ved Pariserstudierne; der gik nu en hel
Strøm af unge Danske til Frankrig, og de
udmærkede sig i de boglige Kunster. Fremfor alt
skabte han et storladent nationalt Værk, idet
han lod Sakse skrive Danesagaen og selv
for en stor Del gav ham Stoffet; den er det
ypperste Mindesmærke for A. (Litt.: Estrup,
»Absalon som Helt, Statsmand og Biskop« [1826];
Axel Larsen, »Absalon« [1899]; H. Olrik,
i »Absalon« I—II [1908—09]).
H. O.

Absalon Pederssøn (Beyer), norsk
Humanist og Teolog, f. i Sogn c. 1530, d. i Bergen 1574.
Han fik sin første Uddannelse paa Bergens
Latinskole, hvorpaa han med Understøttelse af sin
Adoptivfader, Biskop Geble Pederssøn, fortsatte
sine Studier ved Universiteterne i Kbhvn og
Wittenberg. Hjemkommen til Bergen blev han 1552
ansat som lector theologiæ ved Katedralskolen
smst., et Embede han beklædte lige til sin Død.
Fra 1566 var han tillige Slotspræst paa
Bergenhus. Som Lærer for Stiftets vordende Præster
øvede A. P. en betydelig Indflydelse paa Datidens
Kirkeliv. Han var en dygtig Teolog,
gennemtrængt af Reformationstidens evangeliske
Grundtanker, en nidkær Præst og Prædikant. Sine
varigste Fortjenester har han imidlertid indlagt
sig som Forf. Hans Dagbog, Liber Capituli
Bergensis
, der omfatter Tiden 1552—72 (Originalen
i »Den Thott’ske Samling« paa »Det kgl.
Bibliotek« i Kbhvn, Nr. 940 in fol., trykt i »Norske
Magasin« I og særskilt, Kria 1860), er i sin Slags
den betydeligste litterære Produktion i Norden i
16. Aarh. Disse Optegnelser er et hist.
Kildeskrift af første Rang med fortrinlige
Kulturbilleder fra Datidens Bergen, samtidig med, at de
giver et levende Billede af Forf. selv. 1567 skrev
A. P. sit hist.-topografiske Værk »Om Norgis
rige« (trykt i »Norske Magazin« I, og — med
tekstkritisk Apparat — i »Hist.-topografiske Skr.
om Norge og norske Landsdele forfattede i Norge

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:47 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free