Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 120 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Acanthosicyos Welw., Slægt af Græskarfam - Acanthurus - Acánthus, L., Slægt af Acanthaceerne´

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

dækker Plantens Dele, desto stærkere vokser dens
Grene frem, hvorved Naras bliver klitdannende.
Sjakalerne æder Frugterne og skal derved i høj
Grad fremme dens Udbredelse. Narasplantens
Bet. for Topnarerne ligger deri, at Frugterne
og de olieholdige Frø er spiselige; de sidste
eksporteres ogsaa til Kaplandet, hvor de kaldes
»Butterpits«. Indhøstningen foregaar i
Decbr-Marts; i frisk Tilstand fremkalder Frugterne
hos den, som første Gang nyder deraf, en heftig,
brændende Smerte, særlig i Endetarmen; de
indeholder desuden et Stof, som har den Egenskab
ved Opvarmning at udskille Mælkens Kaseïn.
Roden anvendes medicinelt.
A. M.

Acanthurus, stærkt farvede, smaaskællede,
planteædende Pigfinnefisk; paa hver Side af
Halen er de væbnede med en stærk, skarp Pig,
som kan rejses lodret ud fra Kroppen, men
i Hvilen ligger tæt ind til Siden med Spidsen
fremefter. »Kirurgen« (A. chirurgus Bl.) ved
Sydamerika og Afrika; andre Arter i forskellige
Tropehave.
(H. J. P.). Ad. J.

Acanthus, L., Slægt af Acanthaceerne, Urter
eller Buske med mere eller mindre tornet-takkede
eller indskaarne Blade og meget
anselige Blomsterstande med store,
undertiden tornede Støtteblade. Over 20 Arter.
A. mollis L., indtil 1 m høj, med 50 cm lange
Blade og hvide Blomster i Hjørnerne af røde
Dækblade, vokser i Sydeuropa og er fra
Oldtiden blevet dyrket som Prydplante. A. spinosus
L. (østlige Middelhavsomraade) med mindre
Blade og lyserøde Blomster er, ligesom den
foregaaende, Haveplante i Danmark; begge
blomstrer i Aug.
A. M.

Bladplante for Friland er A. mollis med
fjerfligede Blade; den egner sig for Plantning paa
Plæner, formeres ved Deling ell. Frøudsæd og
fordrer varm næringsrig Jord.
L. H.

Acanthusplanternes Blade og Ranker (se Fig.)
spiller en stor Rolle i Ornamentikkens Historie
siden Hellenernes Dage. Kendt er Fortællingen
om, hvorledes A.’s Vækst omkr. en Kurv gav en
græsk Billedhugger Ideen til det korinthiske
Kapitæl. Selv om den kun er et Sagn, er der
ingen Grund til at tvivle om, at A. virkelig har
været efterlignet af Grækerne, særlig Arten A. spinosus
(A. mollis spiller maaske slet ingen Rolle, og
det er en gængs Misforstaaelse at oversætte A. paa
Dansk ved »Bjørneklo«, der hører til
Skærmplanterne). Tidligst forekommer
Ornament-A. paa Erechtaion’s Søjlehalsbaand,
hvor smaa Hylsterblade af A. spinosus er brugte
som Bægerblade for Palmetter og ved deres
riflede Ribber og takkede Rande bidrager til at give

Acanthusblad.

Acanthusblad.

Ornamentikken plastisk Virkning. Snart efter
var A. i alm. Brug, dels som større
Enkeltblade, f. Eks. i det korinthiske Kapitæl, i
Bladstave og paa anden Maade, dels indpodet i den
saakaldte Bølgeranke, en bugtende Linie med
spiralrullede Sideskud, et langt ældre Motiv, som
tidligere havde været brugt i Vasemaleriet.
Ved denne Forening vandt A.-Ornamentikken
en enestaaende Evne til plastisk at fylde
en hvilken som helst Flade; voksende fra en
Kurv af store Fodblade kunde Rankerne bøjes
i alle Retninger og blandes med
Blomster, Fugle og Amoriner. Et
Højdepunkt i saa Henseende er Marmorrelieffer
fra Kejser Augustus’ Ara pacis i Rom. Det
blev den hellenistiske og romerske Tids
kæreste Ornament; men ingen Sinde behandledes det
helt naturalistisk, og efterhaanden som Kunsten
udviklede sig bort fra Naturen, fulgte A.-Værket
med. Romerne gjorde det større, tungere og
blødere, og de lagde Bladene saa tæt sammen,
at de kunde danne Ranker uden Stængler.
Gradvis mistede A. da ganske sit Præg af
naturligt Vækstmotiv og forvandledes til et
Liniespil af tangerende Baandslyng, hvorpaa der
hæftes stive, trefligede Blade, som er typiske
for den byzantinske Kunst. Et Skridt videre
gjorde Araberne, da de heraf dannede Arabesken
(Mauresken). Ogsaa i Occidenten foregik en
tilsvarende Udvikling, der førte til den romanske
Stils Bladværk. Men hermed var Motivets
Historie langtfra endt. Middelalderens
Protorenæssancer vendte atter og atter tilbage til den
romerske Antik; herigennem fik det ogsaa Bet.
for Gotikkens Prydværk, og i Italien opgav man
aldrig A.-Værket helt, indtil den egl.
Renæssance i Løbet af 1400’erne naaede det Maal at
genskabe Antikkens Acanthusværk, idet den dog
særlig yndede Pilasterornamenter (Kandelabre
og Montanter). Sit ny Højdepunkt naaede A.
Motiverne c. 1500. I Norden herskede
Ungrenæssancens A. c. 1550. Ogsaa for visse
Former af Barokstilen har det den største Bet.,
om end Rankerne en Tid bliver tunge og store
(i Danmark c. 1700), medens det senere opløses
i Baand og Klokkeblomster og derefter ender i
Rokokoen. Under Nyklassicismen fik A. en ny,
men langt mindre aandfuld Genfødelse. Intet
viser bedre end denne mere end 2000-aarige
Brug af A. den stadige Tradition gennem alle
Omskiftelser i Ornamentikkens Udvikling. (Litt.:
B. Salin, »Ur Djur- och Växtmotivens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>