Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - accelererende Kraft - Accént
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derved forandrer dets Bevægelse, altsaa
frembringer en Acceleration (s. d.).
Accent betegner i Sprogvidenskaben en
Fremhæven af enkelte Dele af Talen; de paa en ell.
anden Maade fremhævede Ord ell. Orddele
kaldes accentuerede, de andre accentløse. I samme
Bet. taler man endnu ofte om Betoning, om
betonede og tonløse Stavelser, om Hoved- og
Bitone o. s. v. Disse Benævnelser og de mange
andre Sammensætninger med »Tone«, der
navnlig spiller saa stor en Rolle i den ældre
Litteratur om dansk Lydlære, er ikke heldige som
omfattende Betegnelser, da der ved mange af
disse Forhold slet ikke er Tale om nogen
virkelig »Tone« i musikalsk Forstand. Det er først
den nyeste Tids Fonetik, særlig i England, der
skarpt har sondret de forskellige Midler, som
Sprogene anvender for at fremhæve Ord og
Stavelser, og undersøgt deres Rolle i de forskellige
Sprog.
Den første Art A. er Tryk (ekspiratorisk ell.
dynamisk A. [eng. stress]). Den beror paa
hele den Energi, hvormed der tales; dette
giver sig Udslag i den Styrke, hvormed Luften
udaandes fra Lungerne, i Stemmebaandenes
stærke Tilnærmelse ved alle stemte Lyd
(rimeligvis det vigtigste Element), og i alle
Munddelenes kraftige Artikulation. Trykket benyttes
for det første som Sætningstryk (Eftertryk,
Emfasis). Det tjener da til at markere Modsætning
til noget andet, udtalt ell. underforstaaet. Ved
vekslende at lægge Eftertrykket paa ethvert af
Ordene i Sætningen »han gav mig Kniven«
afvises Forestillinger som f. Eks. »hun«, »laante«,
»dig«, »Bogen«. Dernæst optræder Trykket
som Ordtryk, idet ethvert Flerstavelsesord har
en Stavelse, der under normale Forhold har
stærkere Tryk end de andre, der bliver svage,
trykløse, ell. højst faar et Bitryk. Lige stærkt
Tryk, som i eng. »fourteen«, naar Ordet staar
alene, hører til Undtagelserne. Stavelsernes
indbyrdes Styrkeforhold kan angives
tilnærmelsesvis ved Tal, i et Ord som
»Konversationsleksikon« f. Eks. ved 3114212. I mange Sprog
har Trykket samme Plads i alle Ord, i Islandsk
paa første Stavelse, i Polsk paa næstsidste, i
Fransk, om end med visse Tendenser i en
anden Retning, paa sidste, o. s. v. Andre Sprog,
som Russisk, har bevaret den i vor Sprogæt opr.
»frie Accent«. I Dansk og Norsk som i de fleste
germanske Sprog er Hovedprincippet det, at
Stamstavelsen faar stærkest Tryk, om end ofte
et rytmisk Princip krydser det, smlg. arbejde
421 med udarbejde 4131. Ogsaa Sætningstrykket
kan ophæve det alm. Ordtryk: »hellere tale end
betale«.
Helt forsk. fra Tryk er Tone (musikalsk ell.
kromatisk, melodisk A.), selv om i fl. Sprog
Tryk og Tone alm. følges ad. Tonhøjden, der
beror paa Stemmebaandenes Svingningshastighed,
tjener vist i alle Sprog som Sætningstone
til at antyde forsk. Stemninger; smlg. f. Eks.
Ordene »hun kommer« udtalte som en faktisk
Oplysning, som et Spørgsmaal ell. som et
Glædesudbrud o. s. v. Som alm. Regel kan opstilles,
at faldende ell. dyb Tone udtrykker det
afsluttede, bestemte ell. ligegyldige; den bruges, hvor
man i Skrift sætter Punktum. Stigende ell. høj
Tone derimod er Tegn paa det uafsluttede,
ubestemte, interesserede, saaledes ved Slutningen
af Forsætninger og mere udpræget i
Spørgsmaal og Udraab. Svaret »Nej« har alm.
Lavtone, men med høj stigende Tone vil det, f. Eks.
efter Spørgsmaalet: »Ved du, hvem jeg saa?«
kunne betyde: »fortæl mig det endelig!«. Den, der
først tager Afsked, siger sit »Farvel« med
Højtone, den anden sit, der jo er afsluttende, med
Lavtone. I Talens Løb glider Stemmen
uophørlig fra den ene Tone til den anden, men paa
forsk. Maade i hvert Sprog. Hvert Sprog
»synger« paa sin Vis, men i Reglen er Øret sløvet,
saa det kun hører denne Syngen, hvor den er
helt forsk. fra den, man selv anvender. Naar
man siger om en, at han taler med fremmed
»Accent«, mener man tit denne Modulering, men
lige saa tit maaske en Overføren af andre
Udtalevaner, der ikke har det mindste med A. at
gøre, f. Eks. Englændernes Diftongeren af langt
e og o. — Ved Siden af Sætningstone kendes i
mange Sprog Ordtone, der er en lige saa
væsentlig Bestanddel af Ordet, som de Enkeltlyd,
hvoraf de bestaar. Ethvert af de kinesiske
Enstavelsesord har saaledes en af fire skarpt
adskilte Toner. Norsk har to Ordtoner (Tonelag),
det enkelte, der især, men ikke udelukkende,
findes i opr. Enstavelsesord, og som
karakteriseres ved en stærk Stigning, og det
sammensatte, hvor Tonen falder paa første Stavelse, for
saa pludselig at springe højt op paa den anden,
svagere Stavelse. Derved adskilles f. Eks.
Entalsformen Tømmer, der er opr. enstavelses
(oldnord. timbr) fra Flertalsformen Tømmer
(oldnord. taumar). Paa Svensk adskilles de to
A. omtr. paa samme Maade, medens paa Dansk
den melodiske Forskel er afløst af en anden,
idet et saakaldt »Stød« er traadt i Stedet for
Enstavelsestonelaget. Betydningen Ordtone er
den ældste af Ordet A., idet lat. accentus er en
Oversættelse af græ. προσῳδία »Tilsang«.
I Sproghistorien spiller A., især Tryk, en
meget stor Rolle, idet Lydene alm. forandrer sig
anderledes i Accentstavelser end ellers. Smlg.
Ø og U Lyden i fr. veux, voulons. Medens dette
for længst er anerkendt for Vokalernes
Vedkommende, er man først for nylig begyndt at
undersøge A.’s Indvirkning paa Konsonanterne; Stødet
dertil gav Karl Verner’s glimrende Opdagelse
af, at det er gamle Accentforhold, som vi
kender fra Sanskrit, der afspejler sig i germanske
Konsonantforskelle som den mellem d og t i tysk
»Bruder«, »Mutter«. I mange Sprog bestemmer
A. Lydlængde, saa at f. Eks. lang Vokal kun
findes i Trykstavelsen; anderledes f. Eks. i lat.
canō. Naar man har villet dele Sprogene i
accentuerende og kvantiterende, beror dette paa
en Misforstaaelse, idet enhver Stavelse i ethvert
Sprog maa have en vis A. og en vis Kvantitet.
Nogen Bet. har Adskillelsen dog, men kun i
Sprogets Kunstform, i Metrikken; i nogle Sprog
(Græ., Lat.) tages ved Versbygningen kun
Hensyn til Kvantitet, hos os væsentlig til Tryk.
A. bruges ofte i Bet. Accenttegn. De
europæiske Tegn er opfundne af den alexandrinske
Grammatiker Aristofanes fra Byzans (3. Aarh.
f. Kr.); de benævnes alm. med de latinske
Navne: acutus, græsk ὀξεα »den skarpe« (´),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
