Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam, Charles Adolphe, fr. Operakomponist (1803-56) - Adam, Juliette, se Lamber - Adam, Lucien, fr. Sprogforsker, f. 1833 - Adam, Paul, fr. Forfatter, f. 1862 - Adam, Pierre, fr. Kobberstikker, f. 1799 - Adam, Robert, eng. Arkitekt (1728-92) - Adam, Victor Vincent, fr. Maler og Litograf (1801-66) - Adam af Bremen, Krønikeskriver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans sidste Opera er skreven for Offenbach’s
Scene, Bouffes Parisiens. Foruden Operaer har
A. skrevet forsk. Messer, der dog ikke har
stor Værdi, ligesom han har virket som
Musikkritiker. 1844 blev han Medlem af
Musikakademiet. Hans Selvbiografi og mus. Kritikker
er samlede i Souvenirs d’un musicien. A. maa
regnes med bl. Repræsentanterne for den
ejendommelige fr. opéra comique, men han hører
ikke til de mest fremragende af dem. Han
naar saaledes ikke op i Række med Boieldieu
ell. Auber. Hans Operaer har p. Gr. a. deres
lette Tilgængelighed, graciøse Melodiøsitet og
fikse Tilsnit for en Tid skaffet sig Publikums
Yndest og gjort A.’s Navn vel bekendt, men er
nu for største Delen forsvundne fra
Operascenernes Repertoire.
W. B.
Adam [a↱dã], Juliette, se Lamber.
Adam [a↱dã], Lucien, fr. Sprogforsker, f.
1833. er berømt som en af de mest fremragende
Dyrkere af de ural-altaiske og amerikanske
Sprog og har udg. en Mængde Skr. om disse
(De l’harmonie des voyelles dans les langues
ouralo-altaïques [1874], Examen grammatical
comparé de seize langues américaines [1878],
Du parler des hommes et du parler des femmes
dans la langue Caraïbe [1879], La langue
Chiapanique [1887], o. s. v.). Betydelig Fortjeneste
har A. ogsaa erhvervet sig ved at fortsætte
Bibliothèque linguistique américaine.
Adam [a↱dã], Paul, fr. Forfatter, f. i Paris 7.
Decbr 1862, af en flamsk Officersfamilie; hans
Fader traadte i Napoleon III’s Tjeneste som
Postdirektør. Debuterede 1885 med Romanen
Chair molle, der blev anklaget for Usædelighed,
men frikendt. 1886 udgav han sammen med
J. Moréas Novellesamlingen Le thé chez Miranda
og stillede sig derved i Spidsen for den
symbolistiske Retning. Men derefter har han
udfoldet en overordentlig frodig og omfattende
Romanproduktion, der ved sin vældige Fantasi,
sin urkraftige Livsfylde, ved Karaktersans,
Milieu-Fordybelse og især ved den suveræne
Tumlen af Masserne har indbragt ham Navnet
af vor Tids Balzac. Som denne ynder han at
gruppere sine Emner i hele Romanrækker: Les
volontés merveilleuses — L’époque — Le temps
et la vie; histoire d’un idéal à travers des
siècles. A., der i sin Ungdom sluttede sig til
Boulangismen, har senere nærmet sig
Socialismen. Af Romanerne kan fremhæves: Robes
rouges (1891; Satire over Retsverdenen), Le vice
filial (1892), Les mystères (1895; den
boulangistiske Bevægelse i Provinserne), L’année de
Clarisse (1896), La bataille d’Uhde (1897;
krigshistorisk Fantasi), Les tentatives passionées (1898),
La force (1899), Basile et Sophia (1900; fra det
gamle Byzans), L’enfant d’Austerlitz (1901), La
ruse (1902), Le serpent noir (1905), Combats
(1905), Les lions (1906), L’homme heureux (1907),
Irène et les Eunuques (1907), La vie des élites
(3 Bd, 1907—08), L’icône et le croissant (1908)
o. s. v.
S. Ms.
Adam [a↱dã], Pierre, fr. Kobberstikker, f. i
Paris 1799. Han var Elev af P. Guérin, blev
Lærer i Kobberstikkunst ved Døvstummeinstituttet
i Paris og stak og raderede Portrætter og
hist. Arbejder; hans Hovedværk: 80 Portrætter
efter Gérard (offentliggjort under Titelen Oeuvre
du baron F. Gérard). Goethe omtaler hans Kunst
i høje Toner.
A. Hk.
Adam [’ädəm], Robert, eng. Arkitekt (1728—92),
den berømteste af fire Brødre, der
ligesom Faderen William A. dyrkede
Bygningskunsten. Han studerede 1754—62 Levningerne af
de antikke Bygninger i Italien og Dalmatien,
hvor han navnlig anvendte megen Tid paa
Ruinerne af Diocletian’s Palads i Spalato, om
hvilket han senere udgav et illustreret Pragtværk:
The ruins of the palace of emperor Diocletian
(London 1764 med 61 Kobbere). 1762 blev han
udnævnt til kgl. Arkitekt, men da han 1768 blev
Medlem af Parlamentet, fratraadte han denne
Stilling; senere virkede han som Arkitekt
sammen med sin Broder James (d. 1794). I
Forening med denne opførte han en Mængde
private og offentlige Bygninger, saaledes de under
Navnet the Adelphi (Brødrene) bekendte Huse
i London, Universitetet og andre Bygninger i
Edinburgh, Sygehuset i Glasgow og
Keddleston-Hall ved Derby. Tegningerne til alle de af dem
opførte Bygninger udgav han sammen med sin
Broder under Titel: The works in architecture
of R. and I. A. (3 Bd, London 1778—79; Tillæg
1822). Brødrene A. kan betegnes som
Modstandere af Pallidio-Retningen og søgte at arbejde
i mere klassisk Stil med et elegant fr. Præg;
ikke mindst Interesse har de ved deres Syslen
med Værelser og Møbler; for det eng.
Møbelhaandværk har »Adamsstilen« haft blivende Bet.
C. A. J.
Adam [a↱dã], Victor Vincent, fr. Maler
og Litograf (1801—66). Han var Elev af Meynier
og Regnault og malede, understøttet af Louis
Philippe, Slagbilleder en masse; fl. som Slagene
(ved Castiglione, Neuwied og Montebello, kom
til Galeriet i Versailles. Han dyrkede desuden
Genremaleriet (»Postillonen«) og kastede sig
senere især over Litografien (24 Foliobind Blade
af A. i Nationalbiblioteket i Paris).
A. Hk.
Adam af Bremen, Krønikeskriver, blev af
Ærkebiskop Adalbert gjort til Kannik og
Domskolelærer i Bremen. Her skrev han sit
navnkundige Værk »De hamburgske Ærkebispers
Historie«, i 3 Bøger, hvortil en geogr.-hist. Skildring
slutter sig som den 4de. Begejstring for
Ærkesædets nord. Mission drev A. til hans
Opgave. For at kunne magte denne drog han til
Danmark, hvor selve Kong Sven Estridsøn
meddelte ham den danske Overlevering og sine
egne Oplevelser. I Bremen udnyttede han
Arkivet og Bogsamlingen, dertil mundtlig
Overlevering og Ærkebispens Fortælling. A. er en ret
paalidelig Historieskriver; dog er hans
Benyttelse af ældre Kilder stundom overfladisk. Som
Fortæller er han i Reglen tør og knap, kun
sjælden giver han sig hen i Stemningen; jo
mere han nærmer sig sin egen Tid, desto
fyldigere bliver imidlertid hans Fremstilling. A.
er ædruelig og upartisk selv over for Samtiden;
han har evnet at skildre en saa sammensat
Personlighed som Adalberts med dens Storhed
og dens Fejl. For Danmarks og Sveriges ældre
Historie er hans Værk af stor Bet. Dets
endelige Udarbejdelse falder efter Adalbert’s Død
(1072), men før Sven Estridsøn’s (1076), under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
