Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adel. 1) Europas A. i Alm. 2) A. i de enkelte Fastlandsstater. 3) A. i England. 4) A. i de nordiske Riger. 5) A.'s Betydning for Stat og Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
politiske Indflydelse, tog A. i England de
sværeste Statsbyrder paa sig for at faa Lov til at
regere Landet« (Tocqueville).
Paa denne historiske Baggrund forstaas den
eng. A.’s nuv. Karakter. En egl. A. er kun
Peersskabet, hvis Hovedret er en politisk,
den, at alle eng. Peers har Sæde i Overhuset,
altsaa personlig er Kronens og Rigets første
Raadgivere (af de skotske Peers gælder dette
derimod kun om 16, der vælges for hver Parlamentssession,
af de irske for 28, der vælges paa
Livstid). Denne Peersadel (nobility) har som
fælles Titel: Lord; inden for den er der forsk.
Rangklasser, Hertuger, Marquiser, Jarler (Earls),
Viscounts og de simple Baroner. Af Privilegier
har Standen kun faa, og deriblandt er hverken
Skattefrihed ell. Jurisdiktion; en Lord kan ikke
arresteres for Gæld, kan for Kriminalforbrydelser
kun dømmes af sine Ligemænd, er særlig
værnet mod Forhaanelser o. l. Til denne
Peersadel hører imidlertid kun selve Overhovedet
for hver Slægt; en Lords Brødre og
Sønner er ikke Lords, selv om man ofte af
Høflighed giver Lordens ældste Søn denne Titel. Disse
Medlemmer af Peersslægterne udgør derimod
den højeste Klasse af Gentry’en, et for
England ejendommeligt Begreb, der til en vis Grad
svarer til Lavadelen paa Fastlandet. Til denne
hører endvidere Baronetterne, en Værdighed,
der indførtes af Jakob I (1611), Ridderne
(knights), endelig Esquires, en Titel, der
lovmæssig kun tilkommer de Familier, der har
adeligt Vaaben, de højere Officersgrader,
Doctores juris og medicinæ o. fl., men som faktisk
føres af enhver Gentleman. — Saaledes findes
der da i England ingen trykkende Standsprivilegier
og ingen skarp Standsadskillelse;
Gentry’en optager enhver, der formaar at arbejde
sig frem, og jævne Overgange fører fra Folket
helt op til Peersskabet, der ved kgl.
Udnævnelse stedse øges med Landets mest fremragende
Mænd fra alle Livsgrene. Begrebet Mesalliance,
der spiller saa stor Rolle for Fastlandets A., er
derfor ukendt; enhver Lord, ja selv
Medlemmer af Kongehuset, kan ægte, hvem de vil;
Hustruen faar Mandens Rang. Den eng.
Parlamentsregering og den indre Selvstyrelse er
frembragt af og i Aarhundreder blevet baaret oppe
af den rige Peersadel og den velhavende Gentry.
Om dette vil vedblive at være saa, er et andet
Spørgsmaal. Overhusets politiske Indflydelse er
jo i stærk Tilbagegang; den nu saa udstrakte
Valgret vil efterhaanden ændre Underhusets
Karakter, medens det tidligere ved frivillige
Ydelser besørgede selfgovernment mere og mere
gaar over til at blive udført af lønnede
Embedsmænd.
4) A. i de nordiske Riger.
Ligesom de øvrige germanske Folk har ogsaa
Nordboerne vistnok haft en opr. Fødselsadel; i
Danmark har denne rigtignok kun efterladt
faa Spor. Vi ser dog i 11. og 12. Aarh. en
Række ansete Mænd hæve sig over Bønderne;
de er Folkets Talsmænd paa Tinge, og de
beklæder Stillingen som Styresmænd (s. d.), der
nedarves paa Mandslinien. Jævnsides dem,
men mindre ansete, staar Kongens Huskarle,
Medlemmer af hans Hird, der har svoret ham
Troskabsed, gør Tjeneste i hans Gaard, og er
underkastede »Vederloven«, gamle Hirdregler,
som efter Traditionen skal være optegnede i
Knud den Stores Tid. I Begyndelsen af
Valdemarstiden smelter disse to Klasser dog
sammen, samtidig med, at Rammerne stærkt
udvides: enhver kan sværge Kongen Troskabsed,
blive hans »Mand«; han forpligtiges derved til
Krigstjeneste, men han bliver fri for de faste
Skatter, der indførtes paa denne Tid. Samtidig
med, at den alm. Ledingspligt begyndte at falde
Bonden tungere, fik Kongen herved Mænd, der
var rede til at drage ud paa hans Bud, mere
krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel ogsaa
til Hest. Foruden Kongen havde ogsaa Bisperne
og de fyrstelige Lensmænd Ret til at tage
»Mænd«. Disse kaldtes Herremænd, hvad
Tiden selv forstod som Herrernes Mænd
(homines dominorum); mulig er den opr. Form
dog Hærmand, svarende til det latinske Navn
milites; ofte bruger Sakse i Stedet herfor equites,
Ryttere. Herremændene blev Valdemarernes
Hovedstøtte ved deres Erobringer og tillige som
Rigsadel et Baand mellem de Landskaber, hvoraf
Riget var sammensat, et Middel til at forbinde
Rigets Lande, mellem hvilke Provinsmodsætningen
endnu var stor; med dem raadslog
Kongerne om Statens Anliggender, og det gamle
Folketing afløstes af det aristokratiske
Danehof (s. d.).
I Tiden fra 1241 til 1340 gik Folkets
Krigsdygtighed helt til Grunde; Krigene førtes ene
med Ryttere, og rundtom byggedes faste Borge.
Under Paavirkning fra Udlandet fik
Herremændene højere Tanker om deres Stilling;
Kongerne stræbte derimod at opretholde deres
strenge Underordning, især ved af Vederloven
at benytte de Artikler, der handlede om
»Avindskjold«, Anslag mod Herrens Liv, og da Erik
Klipping dræbtes af sine Mænd, varede Striden
om Dommens Retfærdighed en hel Menneskealder.
Stormændene søgte at sætte Skranker for
Kongernes vilkaarlige Myndighed, og de første
Haandfæstninger udstedtes; samtidig laa
Kongerne i Strid med Prælaterne og de fyrstelige
Lensmænd. Under disse Brydninger opløstes
Rigets Sammenhæng. Kristoffer II var landløs,
da han døde, en roi fainéant; Tilstanden ligner
overhovedet de Forhold i Frankerriget, der gik
forud for den fuldstændige Lensopløsning. Men
Krisen blev kort, og den overvandtes især ved,
at det blev Udlændinge, de holstenske Grever
og deres A., der tog Magten fra de danske
Stormænd; derved rejste der sig en national
Modstand, og da Grev Gert drog ind i Jylland »for
at ødelægge den jyske Adel«, dræbtes han af
Niels Ebbesen. Valdemar Atterdag samlede
atter Riget, og under hans og hans Datter
Margrethes stærke Haand vænnedes A. af med at
staa Riget imod. De forræderske Forbindelser
med Landets Fjender hørte efterhaanden op;
Landefreden hævdedes skarpt, mange
Adelsborge sank i Grus, og A. nødtes til at
tilbagegive det Bondegods, den havde tilegnet sig.
Af denne Krisis udgik A. med den Karakter,
som den siden beholdt indtil 1660. A. var nu
Fødselsadel; den, der fødes af A., er Væbner,
»af Vaaben«, og fører Slægtens adelige Skjold;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
