Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adiafora - adiaforistiske Strid, se Adiafora - Adiantum L., Bregneslægt af Polypodiaceerne - adiaterman - a die - Adieu - Adige, Flod i Tyrol og Øvreitalien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den praktiske Moral den Inkonsekvens at skelne
mellem to Arter af A., de, som Mennesket
ønsker, som Sundhed, Liv, og de, som han ikke
ønsker, som Sygdom, Død. Den første Art bliver
dog aldrig noget Gode i absolut Forstand, men
staar blot, som stemmende med Naturens Orden,
over de andre, der betegnes som naturstridige.
W. N.
I den kristelige Moral tænkes der ved A.
ikke som i Oldtiden paa Ting eller Tilstande,
men paa saadanne Handlinger, som hverken
er paabudt ell. forbudt af Gud, og hvis
Udførelse ell. Undladelse derfor ganske maa være
overladt til den menneskelige Frihed som noget
sædeligt ligegyldigt. Spørgsmaalet er, om der
findes et saadant Omraade, hvor man er uden
for Pligtens Kontrol og kan tillade sig, hvad
man vil. Efter at Jesus har faststillet Moralens
principielle Uafhængighed af ydre Lovbud (Matth.
15, 11), har Paulus paa den ene Side hævdet
den kristne Frihed, men paa den anden Side
begrænset den dels ved Hensynet til den
Handlendes egen Overbevisning, dels ved
Kærlighedspligten over for Brødrene (Rom. 14, 14,
1 Kor. 8, 8. 10, 23). I den følgende Tid gør
Lovsynspunktet sig paa ny gældende. Idet man
gaar ud fra Skriften som en Lovbog, slutter man
enten, at hvad der ikke udtrykkelig er tilladt,
er forbudt, ell. omvendt, at hvad der ikke
udtrykkelig er forbudt, er tilladt. I den katolske
Kirke indsnævres Pligtens Omraade ved
Adskillelsen af guddommelige Bud, som gælder alle,
og evangeliske Raad, som kun har Adresse til
særlig Udvalgte, samt ved Hævdelsen af
overflødige gode Gerninger. Herimod gør Luther
atter den Kristnes Frihed over for alle ydre
Bud gældende; kun ved pligtmæssige Hensyn
er han indskrænket. Men dækker virkelig
Pligtbegrebet hele det sædelige Liv, saa at alt, hvad
der foretages, maa falde ind under det sædelig
nødvendiges Synspunkt? En saadan Opfattelse
har Schleiermacher gjort gældende, men
samtidig rigtignok ogsaa henvist til Individualitetens
Betydning for den sædelige Handlen. Med denne
sidste Henvisning er utvivlsomt et
Hovedsynspunkt angivet for Bestemmelsen af A.; ikke rent
abstrakt, men kun i Sammenhæng med hele
Personlighedens kaldsmæssige Virken kan
Afgørelsen af, hvad der er det rette, foretages.
Men det er dog et Spørgsmaal, om der ikke i
mange Tilfælde, f. Eks. ved Valget af
Adspredelse, maa blive et vist Spillerum tilbage for
den Enkeltes Forgodtbefindende. Dette synes
at følge af selve Livets Karakter. Vil man ikke
være rigoristisk, kan man ofte næppe komme
videre end til en vis sædelig Taktfølelse som
sidste Afgørelse. I adskillige Tilfælde nyder man
netop det, at man ganske frit kan vælge det
ene, saavel som det andet.
F. C. K.
Den første adiaforistiske Strid opstod
ved det leipzigske Interim af 1548, hvori
Melanchthon, Bugenhagen o. a. Teologer
fremhævede de Ting, hvori de var enige med
Romerkirken, og erklærede de Kirkeskikke, som ikke
stred mod den hellige Skr., for A. Saaledes
kunde den lat. Messe, den sidste Olie, Fasten,
Billederne o. l. beholdes, og Pavens og
Biskoppernes Magt godkendes, naar den bruges efter
Guds Befaling og til Opbyggelse. Herimod
rejste Matth. Flacius o. a. Teologer en sand
Storm, idet de hævdede, at Konfessionerne
imellem hørte alt adiaforon op, og at A. ikke kunde
paatvinges. Ved Religionsfreden i Augsburg 1555
tabte Striden sin Bet. Konkordieformlens Art.
X afgjorde Sagen væsentlig til Fordel for
Flacius. — Den anden adiaforistiske Strid opstod
mellem Pietisterne og de ortodokse. Pietisterne
hævdede, at der ikke gaves noget A.; der kunde
kun være Tale om, »hvad der stammer fra
Troen«, d. v. s. det kristelige gode, og »hvad
der ikke stammer fra Troen«, d. v. s. Synden.
At lege, danse, gaa i Teatret o. l. var Synd,
thi det kunde ikke ske i Jesu Navn. Denne
Strid er endnu staaende.
L. M.
adiaforistiske Strid, se Adiafora.
Adiantum L., Bregneslægt af Polypodiaceerne,
med Sori paa Nervernes øverste Del, under
de ombøjede Bladlapper; 70 Arter af yderst
elegant Habitus og vanskelige at skelne fra
hverandre; de fleste hører hjemme i tropiske
Lande, særlig i Sydamerika. A. Capillus Veneris
L. (Venushaar) har vandret krybende Rizom
og dobbelt fjerdelte, lysegrønne Blade paa fine,
lange Stilke; den vokser paa fugtige Klipper
og Mure i hele Sydeuropa, Schweiz, Tyrol samt
paa mange St. i de øvrige Verdensdele;
fruktificerer i Maj-September.
A. M.
A. tenuum var. Farleyense Moore (Meksiko),
hvis bløde, lysegrønne Løv gør den til den
smukkeste af alle A.-Arter, anvendes til finere
Blomsterdekorationer. A. Capillus Veneris L.
har ret kønt Løv, som er egnet til Buketter og
Kranse; den kan dyrkes i halvvarmt Hus. Paa
Stenhøj kan dyrkes A. pedatum L.
(Nordamerika) med sorte Stilke og fine Smaablade.
Formeres ved Deling og fordrer Skygge.
L. H.
adiaterman (fys.), der ikke lader
Varmestraaler slippe igennem. Jfr. aterman.
a die (lat.), fra den (en bestemt) Dag; a die
recepti, fra Modtagelsesdagen.
Adieu [a↱djø] af fr. à Dieu: Gud være du
befalet; Farvel.
Adige [↱adidзe, fr. a↱di.з] tysk Etsch, lat.
Athesis, Flod i Tyrol og Øvreitalien,
udspringer paa de rhætiske Alper i Tyrol 1494 m
o. H. lige ved Grænsen af Graubünden,
gennemløber Reschen-Søen (1482 m o. H.), træder ned
paa Malser Haide og løber derefter i østlig
Retning gennem Længdedalen Vintschgau; ved
Meran, hvor den optager den vilde Passer,
vender den sig mod SØ. til Bozen, hvor den
optager sin største Biflod, Eisack. 6 km ndf.
Roveredo begynder Strømsnævringen ved Marco,
der foranlediges ved Ruinerne af et vældigt
Bjergskred. Ved Borghetto træder den
betydelig forstærkede Flod ind i Italien, snor sig
mellem de lodrette Vægge i Snævringen ved
Verona og er nu naaet ned til den lombardiske
Slette, hvor den først tager en sydlig, derpaa
en østlig Retning, idet den omtr. fra Legnago
løber parallel med Po. Dens flade Bredder
bliver nu sumpige, Floden selv langsom og
dyndet. A.’s nedre Løb staar ved forsk. Arme
i Forbindelse med Po, saa at den fortjener
Navn af Pos Tvillingflod. Ved Legnago udgaar
der saaledes en Arm imod Syd til Tartaro,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
