Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Affekt - affektere - Affektion - Affektionsværdi (Affektionsinteresse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det meget variable Forestillingsindhold. Af det
sociale Jeg’s Forandringer fremgaar den
omfattende Gruppe af A., som kaldes Selvfølelserne,
hvis væsentligste Former er Afhængighedsfølelsen,
knyttet til Forestillingerne om, hvad
Samfundet kan fordre af Individet, og Æresfølelsen,
hvis Indhold er den Støtte og Anerkendelse,
Individet kan paaregne hos Samfundet. Disse
saavel som de intellektuelle Følelser, der
forudsætter et aandeligt Jeg, lader sig først spore paa
et forholdsvis sent Trin af Barnets Udvikling.
Til de nævnte, mere elementære A. kommer
endnu en næsten uoverskuelig Række af
Affektkombinationer, der resulterer deraf, at et og
samme Objekt ell. Forhold hos et givet Individ
kan fremkalde fl. A. samtidig.
Til disse sjælelige Forandringer, som A.’s
Aarsag i første Linie maa fremkalde, kommer nu
som sagt en Række legemlige Forandringer. De
Bevægelser af vilkaarlige Muskler, som udløses
i Instinktaflekterne (Flugt- og Angrebsbevægelser,
Omfavnelse etc.), er ligefrem
Instinktytringer; i andre A. er de derimod Følger af de i
de vegetative Funktioner fremkaldte
Forandringer. Der er vel næppe nogen legemlig Funktion,
i hvilken der ikke kan indtræde Forstyrrelse
som Følge af en ell. anden A.; saavel i
Blodcirkulation som Aandedræt, i Fordøjelsen og de
forskellige Sekretioner kan bestemte A. give sig
karakteristiske Udslag. Den amerikanske
Psykolog James og den danske Fysiolog Lange
opstillede derfor — samtidig og uafhængig af
hinanden — den Antagelse, at de legemlige
Forandringer netop var det for A. afgørende: A. er
efter deres Opfattelse ligefrem Fornemmelsen
af de legemlige Forstyrrelser. Denne Teori kan
ikke være rigtig, da den er ude af Stand til at
forklare, hvorfor en ganske ubetydelig ydre
Aarsag, f. Eks. Ordene: »N. N. er død« paa en
Telegramblanket, kan lade det ene Individ
fuldstændig uberørt, medens den fremkalder en
heftig A. hos det andet. Denne Forskel viser
tydelig nok, at den ydre Paavirkning aldeles ikke
direkte kan udløse de legemlige Forandringer,
men først maa indvirke paa Centralorganet og
fremkalde det sjælelige Fænomen, som ovf.
betegnedes som en Forandring af Jeg’et. Kun for
saa vidt den ydre Aarsag overhovedet har
nogen Bet. for det paagældende Individ, kommer
de legemlige Forandringer i Stand.
Forestillingerne om Jeg’ets Forandringer er altsaa det
primære, gaar i Tiden forud for alle A.’s øvrige
Fænomener og bliver afgørende for de
legemlige Forstyrrelsers Art og Styrke. Dette vil m.
a. O. kun sige, at Sindsbevægelsen i
Hovedsagen er givet ved Paavirkningens Forhold til
Jeg’et forud for alle legemlige Forstyrrelser,
men idet disse indtræder, vil de derved
fremkaldte Organfornemmelser bidrage til
Forstærkning og yderligere Komplikation af
Bevidsthedstilstanden. At de legemlige Forandringer
alene ikke kan bestemme A.’s Art, fremgaar
tillige deraf, at der mellem de iagttagne
Forandringer slet ikke findes saa store Forskelle, at
de mangfoldige A. lader sig forklare derved.
Lange har ganske vist for syv af de mest
karakteristiske A. paavist en Række væsentlige
Forskelle i de ledsagende legemlige Fænomener,
men for de fleste A.’s Vedkommende vil man
blive nødsaget til at basere Sindstilstandenes
kvalitative Differencer udelukkende paa
Styrkeforskelle i de legemlige Ytringer, hvorved
aldeles intet er forklaret. De organiske
Forstyrrelser under A. har efter al Sandsynlighed
nøjagtig den samme Bet. som under al anden
sjælelig Virksomhed, nemlig den at tjene til
Vedligeholdelse af de arbejdende Centrers
Arbejdsevne. Under de fleste A. er Kulsyreudskillelsen
betydelig større end ved andre sjælelige
Fænomener, saa at Reguleringen af
Blodforsyningen maa kræve indgribende Forandringer i
Hjerteslaget, Blodkarrenes Vidde og
Aandedrættet. (Litt.: Lange, »Om
Sindsbevægelser« [Kbhvn 1885]; James, Principles of
Psychology [London 1890]; Lehmann, »Die
körperlichen Äusserungen psychischer Zustände«
[Bd 1—3, Leipzig 1899—1905]; Berger, »Über
die körperl. Äusserungen psych. Zustände« [Bd
1—2. Jena 1904—07]; Mc. Dougall,
Introduction to social psychology [London 1909];
Weber, »Der Einfluss psychischer Vorgänge auf
den Körper« [Berlin 1910]; Lehmann,
»Grundzüge der Psychophysiologie« [Leipzig 1912];
Söderhjelm, »Instinkterna och det mänskliga
känslolivet« [Helsingfors 1913]).
Alfr. L.
affektēre (lat. affectare, stræbe ivrig efter
noget), give sig Skin af, lade som, fremkunstle.
Affektation, paataget, kunstlet Væsen;
Stillen Følelser til Skue, som man i Virkeligheden
ikke besidder; affekteret, kunstlet, uægte.
Affektion benyttes i Lægevidenskaben som
Betegnelse for en sygelig Tilstand uden
nærmere Angivelse af dennes Natur.
Affektionsværdi (Affektionsinteresse).
Herved betegnes den Værdi, som noget har for
en Person ifølge hans blot individuelle Følelse
derfor. Begrebet har retlig Betydning for
Læren om Skadeserstatning. Skal man kunne
bestemme Størrelsen af den Erstatning, en Person
kan fordre for et Tab, han har lidt, maa
Værdien af det beskadigede ell. tabte kunne fastslaas
i Penge. Drejer Spørgsmaalet sig alene om
Tabet af en Ting, som har en bestemt Værdi i
Handel og Vandel, er Opgaven let. Men selv
om Værdien er vanskelig at udfinde, giver man
dog ofte Erstatning, naar Værdien blot lader
sig bestemme efter en vis objektiv og
almengyldig Maalestok. Saaledes faar den, hvis Gods
ulovlig er arresteret, Erstatning for Tort og
Kreditspilde, den, hvem en Legemsbeskadigelse
er tilføjet, Godtgørelse for »Lidelse, Ulempe,
Lyde og Vansir«, og den, hvis Ære er blevet
krænket, for den derved bevirkede Ødelæggelse
i hans Stilling og Forhold. Se ogsaa N. L. Nr.
11, 22. Maj 1902, § 19, om, at ved Forbrydelser
udøvede med Forsæt ell. ved grov Uagtsomhed,
kan der ydes, ud over sædvanlig Erstatning,
en efter Billighed afpasset Pengesum som
Oprejsning for den ved Handlingen voldte Tort
og Smerte ell. for anden Skade af ikke
økonomisk Art. Paa samme Maade vil den Person,
som ved Ekspropriation berøves et Stykke af
sin faste Ejendom, ikke blot faa Erstatning for,
hvad Stykket er værd i Handel og Vandel, og
for Forskellen imellem, hvad Ejendommen før
og efter Fraskillelsen kunde sælges for, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
