Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afghanistan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har søgt Land og Bytte i Indien. Over A. er
vel Arierne indvandrede til Indien, gennem
Passerne i A. er senere Alexander den Stores
Hære gaaet, ligesom senere de tyrkiske og
persiske Erobreres Hære. I den sidste Tid er
Landet blevet mindre. Russerne fra N. og
Englænderne fra S. og Ø. har tilrevet sig afghanske
Provinser. At der endnu findes et uafhængigt
A., skyldes kun Russernes og Englændernes
Ønske om at have en Stødpude imellem sig.
Terrainforhold. Mod N. danner
Amu-darja Grænsen mellem Buchara og A. Landet
mellem Amu-darja og Bjergene mod S.,
afghansk Turkestan, er en ørkenagtig Slette. Ved
Bjergenes Fod dannes dog Jordbunden af
frugtbar Löss, og talrige Smaafloder: Sangalak, Nari,
Balch, Chulm o. fl., giver Vand til Overrisling
af Markerne i den Række frugtbare Oaser, som
i Oldtiden sammenfattedes under Navnet
Baktrien. Alle disse Floder forsvinder i
Vandingskanalerne ell. i Ørkenen uden at naa Amu.
Den øvrige Del af A. er et Bjergland, højest
mod NØ., hvorfra et Antal Foldekæder spreder
sig vifteformigt ud mod V., SV. og S. Mellem
Kæderne findes Dale, som især mod S. og SV.
vider sig ud til større, ørkenagtige Sletter. Den
nordligste og højeste Kæde er Hindukoh ell.
Hindukush. Det er en vild og stejl Kæde, som
paa store Strækninger rager op over
Snegrænsen. Som det højeste Punkt anses Tiritsh-mir
(c. 7500 m), men Højdeforholdene er endnu
langt fra at være vel kendte. I denne høje og
uvejsomme Bjergkæde har Passerne stor
kommerciel og strategisk Betydning. Mod Ø. ligger
Khavak-Passet, hvorigennem Alexander den
Store og Timur Lenk førte deres Hære.
Dernæst kommer Khartaza, Dora og Kushan. Det
vigtigste af alle Passerne er dog Bamian-Passet,
der betragtes som Hindukohs Grænse mod V.,
og hvorover en for Vogne farbar Vej fører
fra Turan til Kabul-Dalen og videre til Indien.
Fjeldvæggene ved Passet prydes af tre
kolossale, i Klippen udhuggede Buddhafigurer, af
hvilke den største er 40 m høj. Rundtom
træffes desuden et Antal Klippehuler prydede
med Freskomalerier og Skulpturer, samt
Ruiner af den af Djengis-Kan ødelagte Stad
Ghulghuleh. Ad dette Pas førte Djengis-Kan (1219)
og Nadir Shah (1731) deres Hære mod Indien.
V. f. Bamian-Passet fortsættes Hindukoh i
Koh-i-Baba, som naar en Højde af 5140 m. V. f.
Koh-i-Baba breder en Del lavere Kæder sig
vifteformigt mod V. og SV. Nordligst strækker
sig ved Ørkenranden Bend-i-Turkestan (3500
m). S. for denne Kæde løber Floden Murghab
mod V. i en Længdedal, indtil den gennembryder
Bjergene og flyder ned i Ørkenen, hvor den
vander Oasen Merv. S. f. Murghab følger de
to Kæder Siah-Koh (de sorte Bjerge) og
Sefid-Koh (de hvide Bjerge, 4760 m), som omslutter
den øvre Heri-Ruds Længdedal. Heri-Rud
flyder forbi Herat, gennembryder derpaa
Bjergene og strømmer derefter ud i Turans Ørken.
Dens Dal danner derved en vigtig Passage fra
Turan til det indre af A., hvilket betinger
Herats strategiske Bet. S. f. Sefid-Koh følger
Koh-i-Vala (3866 m), Sangan (3930 m) og
Dshamkala (4140 m), som fra SV. slutter sig til
Hovedkæden. S. f. Hindukoh og Koh-i-Baba følger
fl. Kæder i sydvestlig Retning, og mellem disse
strømmer A.’s Hovedflod Hilmend og dens
Bifloder. Ved den sydlige Grænse af A. breder
Dalene sig ud til store Højsletter, som skraaner
ned mod Hamun-Sumpen. Denne Sump ligger
kun 400 m o. H. ved Grænsen af A., Beludshistan
og Persien. Den har forhen været en større
Sø, men det stærke Forbrug af Vand til kunstig
Vanding fra de Floder, som strømmer ud i
den, har bevirket, at den er skrumpet stærkt
ind. De østligste Kæder sammenfattes under
Navnet Sulejman-Bjergene, som strækker sig
fra N. til S. langs Grænsen mod Indus-Sletten.
Denne Del af A. er dog indlemmet i det
ind. Rige. Over Sulejman-Bjergene fører fl.
vigtige Passer af stor strategisk Bet. Fra Kabul fører
Khaiber-Passet til Indien. Klipperne langs
Passet er rige paa Fæstningsruiner, og ndf. Passet
ligger den indobritiske Fæstning Peshavar.
Sydligere fører Bolan-Passet fra Kandahar gennem
det nordøstlige Hjørne af Beludshistan til
Indien. Egnen om dette Pas er indlemmet i det
indiske Rige.
Klima. A.’s Klima er i sine Enkeltheder kun
lidet kendt, da der i Landet ikke findes nogen
meteorologisk Station. Alt hvad man véd,
skriver sig fra Beretninger og Optegnelser fra
europæiske Rejsende. De bestandige og ofte stærke
Vinde fra Nordvest og Nordøst giver Landet et
tørt Fastlandsklima med bestandig klar Himmel
og ringe Luftfugtighed. Temperatursvingningerne
er meget store. Varmegraden er
naturligvis meget forsk. efter Højden. I Ghasnah,
som ligger 2356 m o. H., er Vinteren streng med
Is og Sne, men om Sommeren skal Temperaturen
kunne stige til op imod 50°. I Herat er
Vinteren vel kold, men Sneen bliver aldrig
liggende længe. Som Middelværdi af forsk.
Temperaturangivelser fra A. har man faaet for 35 1/2°
n. Br., 63 1/2° ø. L., 760 m o. H. en
Middeltemperatur for Aaret af 14,1°, for Jan. 1,1°, for
Juli og Aug. 26,1°. Regnmængden er ringe. Den
største Del af Regnen falder om Foraaret og
Slutn. af Vinteren. Sommeren er meget tør. En
Undtagelse danner Kabul-Dalen o. a. Egne ved
den indiske Grænse, hvor Udløbere af den
indiske Sydvestmonsun lejlighedsvis naar op og
giver nogle Regnbyger ogsaa om Sommeren.
Plantevækst. A. er et Led af den store
Ørken- og Stepperegion, som strækker sig
gennem Sahara, Arabien og Eran. Den mest
udbredte Vegetationstype er Klippesteppen, hvis
stenede Jordbund om Sommeren over store
Strækninger kan være næsten uden Planter;
andre Steder staar Planterne noget mere tæt, men
dog altid med Mellemrum. Sommerfloraen
bestaar mest af bladfattige ell. helt bladløse,
tornede Smaabuske og Halvbuske. Talrigst
optræder de for alle Sydvestasiens Steppeegne saa
karakteristiske tornede Astragalusarter, dernæst
Kameltorn (Alhagi), Krageklo (Ononis spinosa),
Bynke, Nelliker, Plumbaginaceer og Læbeblomstrede.
Paa saltsvangre Sletter bliver Salturterne
talrige. I den forholdsvis regnrige Tid om
Vinteren og Foraaret udfyldes Mellemrummene
mellem Buskene med en Rigdom af etaarige
Planter, Løg- og Knoldplanter. Langs Floderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
