- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
229

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afholdssagen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Summer og saa meget Arbejde paa A. som de
forenede Kongeriger. Antallet af Teetotalers
anslaas nu til omkr. 4 Mill., og Foreningernes
Udgifter er en Maalestok for Virksomhedens
Omfang: National Temperance League udgiver
aarlig over 3300 £, British Temperance League
c. 2000 £, United Kingdom Alliance over 19000
£ til Afholdsøjemed. De støttes ivrig af
Lægestanden; 1876 grundlagdes British Medical
Temperance Association
, som nu omfatter c. 1000
Læger og 500 medicinske Studenter, der er
Totalafholdsmænd. Af filantropiske Foreninger
og senere af Aktieselskaber er i alle større
Byer grundet en stor Mængde offentlige
Kaffehuse (Public Coffee Houses), i hvilke der bydes
en alkoholfri og billig Kost i lyse og tiltalende
Lokaler. Der findes f. T. 76 saadanne Selskaber
med en Kapital paa i alt 426000 £, og denne
Kapitalanbringelse har vist sig saa fordelagtig,
at der har kunnet bydes Deltagerne et Udbytte
af indtil 10 %. Forbruget af spirituøse Drikke
er dog endnu stort, men siden 1899 noget i
Aftagende. Over en Fjerdedel af Statsindtægterne
indvindes ved Beskatning af spirituøse
Drikke. I England drikkes mest Ale, i
Skotland og Irland mest Whisky. — I Holland
begyndte A. i 1830’erne at vinde Fodfæste. Den
virker her især gennem Foreningen »til
Afskaffelse af stærke Drikke«, som udgiver det ansete
Organ »Volksfriend«. Der klages over en slap
Gennemførelse af Loven om Indskrænkning af
Udskænkningsstedernes Antal i Forhold til
Folkemængden. Alkoholforbruget er endnu
betydeligt, og Brændevinsskatten indbringer 1/7 af
Statsindtægterne. Et Drankerasyl er 1891
oprettet i Hoog Hullen i Provinsen Drente. —
Belgien, hvor Drikfældigheden er stor,
overgaar alle andre Lande i Værtshusenes Antal. 1887
fandtes eet Værtshus for hver 8. voksen Mand;
en Skat paa Værtshushold bragte Antallet lidt
ned, men der er endnu een Beværtning for
hver 35 Indbyggere. Det store Antal Værtshusholdere
med Tilhæng har givet Standen politisk
Indflydelse og vanskeliggør A., som er
forholdsvis ny i Landet og virker gennem 3 store
Foreninger. — I Frankrig, som ved 19. Aarh.s
Begyndelse var et Mønster paa Ædruelighed,
klages over Drikfældighedens Tiltagen.
Alkoholforbruget var i 1885 tre Gange saa stort som
55 Aar i Forvejen. I samme Forhold, som
Alkoholforbruget er steget, er Antallet af
Sindssygdomme, fremkaldte ved Alkoholisme, tiltaget, og
det er paavist (af Lunier), at Summen af de ved
Alkohol betingede Tilfælde af Sindssygdom i
Landets enkelte Departementer er desto større,
jo mindre Vin og jo mere Brændevin der
konsumeres. Brændevinsforbruget griber imidlertid
stadig om sig paa Vinforbrugets Bekostning.
Udskænkningsstedernes Antal vokser hurtig, der
er nu eet for 82 Indb. ell., naar Kvinder og
Børn ikke regnes med, eet for hver 30 Personer,
men i de nordlige Departementer endnu flere
(i l’Eure eet for hver 11 Mænd); i Paris er
der nu en Beværtning i hvert 3. Hus.
Forbruget af Brændevin er meget betydeligt; det
angives at være i Tiltagen i 68 Departementer,
i Aftagen i 16, stationært i 3. Antallet af
Ulykkestilfælde p. Gr. a. Drukkenskab har i de
sidste 20 Aar fordoblet sig. Foruden Brændevin
af Korn og Kartofler drikkes Absint, et grønligt
Destillat af Artemis absinth., som indeholder
60—72 % Alkohol og har en ødelæggende
Indflydelse paa Nervesystemet. Statens
Skatteindtægt af berusende Drikke var i 1905 416 1/2
Mill. frc. ell. 1/9 af den samlede Indtægt. Skønt
der vel hæver sig Stemmer for stærke
Repressivforholdsregler gennem Lovgivningen, har
Afholdsbevægelsen hidtil kun fundet ringe
Tilslutning i Frankrig; men siden 1897 gives i
alle franske Skoler Undervisning om Alkoholens
sanitære og moralske Bet., og dette Fag skal
have samme Plads i Læseplanen som Grammatik
ell. Regning. — I Schweiz har
Drikfældighed fra gl. Tid været udbredt og næret ved et
stort Antal smaa Husbrænderier, som næsten
ansaas for nødvendigt Tilbehør til enhver
Bondegaard. Ved Monopolets Indførelse har Staten
taget al Fabrikation og Handel med Brændevin
i sin Haand, saaledes at der sørges for, at kun 1/4
af Landets Forbrug produceres i Indlandet,
medens 3/4 af Landets Forbrug indføres fra det
billigere producerende Udland. M. H. t.
Produktets Renhed er derved sket Fremskridt, men
Forbruget viser ikke nogen blivende Aftagen.
Der findes nogle ældre Drankerasyler, et nyt
er oprettet i Ellikon ved Zürich, og flere vil
sandsynligvis følge efter, da Monopolet anvender
1/10 af sit Nettooverskud (aarlig over 1/2 Mill.
frc.) til Bekæmpelse af Alkoholismen. — I
Tyskland forbruges ifølge Delbrück fra 2,8 til 3,3
Milliarder Rm. om Aaret til alkoholiske Drikke,
ell. dobbelt saa meget som samtlige Udgifter
til Hær og Marine beløber sig til.
Drikfældighedens Udbredelse er ikke i synderlig Grad
hemmet ved Lovgivningen; før 1879 bestod saa
at sige fri Udskænkningsret, men da
Værtshusenes Antal tiltog i foruroligende Grad,
bestemtes i dette Aar, at Koncessionerne skulde
gøres afhængige af en »tilstedeværende Trang«,
en Bestemmelse, som dog for Byer paa over
15000 Indb. kun skulde træde i Kraft, naar
den optoges i de lokale Vedtægter. Denne
elastiske Bestemmelse har ikke haft den
tilsigtede Virkning; medens Befolkningen er
steget med 13 %, er Udskænkningsstedernes
Antal vokset med 38 %. Afholdsforeningerne
spiller ikke nogen stor Rolle i Tyskland; størst
Virksomhed udgik fra Foreningen »mod Misbrug
af spirituøse Drikke«, stiftet 1883, som har (1912)
38500 Medlemmer. I alt findes nu i Tyskland
250000 Medlemmer af Afholdsforeninger, ell.
næsten 0,4 % af Befolkningen. Af Drankerasyler
findes i Tyskland 48, deriblandt Salem i
Holsten i Forbindelse med Arbejderkolonien
Rickling, Lintorf ved Duisborg for de arbejdende
Klasser, og hertil knyttet Siloah for de højere
Stænder. — I Østerrig-Ungarn er der sket
endnu mindre for A. end i Tyskland. I Bukovina
og Galizien bestaar siden 1877 Straffebestemmelser
mod Drukkenskab, og disse søges af
Regeringen udvidet til at gælde for hele Riget. — Fra
Rusland er Oplysningerne kun sparsomme; den
bekendte Grev Tolstoj har oprettet en
Totalafholdsforening i Tula, som tæller c. 1000
Medlemmer. En ret livlig Foreningsvirksomhed findes
i Østersøprovinserne. I Finland har

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0245.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free