Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afladshandel - Afladskræmmer, se Afladshandel - afledende Midler - Afledning (gramm.), se Orddannelse - Afledning (elektrisk) af et Kabel - Afledningsgrøft - Afledningsrender - Aflejring 1) kaldes i Geologien ethvert i Vand ell. paa Land afsat Lag af en ell. anden Bjergart - Aflejring 2) af Stoffer i Planterne, se Affaldsstoffer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
affattede paa Latin, rummende Kundgørelse af
Aflad under nærmere fastsatte Betingelser og
med aaben Plads til Køberens Navn, der med
Blæk blev indført af Afladskræmmerne
(quæstores eleemosynarum), Klerke, som i
Egenskab af pavelige Legater forestod »Handelen«. Et
af de allerældste Afladsbreve, fra 1454. købt af
en Kannik ved Frue Kirke i Kbhvn, bevares
endnu i »Nationalmuseet« i Kbhvn (faksimileret i
Chr. Bruun: »De nyeste Undersøgelser om
Bogtrykkerkunstens Opfindelse« [1889]) og er vistnok
trykt af Gutenberg i Mainz. — I alle kristne
Lande virkede Afladslegater, udrustede med
omfattende Myndighed til at »løse og binde«, mægle
og paabyde Fred, endvidere med Ret til at uddele
Doktorgrader og andre Værdigheder. Rundt
omkr. i Byerne rejste de Kors med Pavens
Vaaben og opstillede store Jernkister, hvori Køberne
lagde deres Penge. Aflad gjaldt mange Slags
Synder, og vel krævede Afladsbrevene Anger og
Bekendelse hos Modtageren, men Virkningen af
dette Krav svækkedes, naar Legaterne dog havde
Takster for al Slags Overtrædelse. Foruden den
egl. Aflad meddelte Brevene ofte smaa
Fritagelser for kirkelige Pligter, særlig Lempelser i
Fasten; saaledes kunde Danske faa Tilladelse til
at spise Smør og Ost i Fastetiden (»Smørbreve«).
Udsendelsen af de pavelige Afladslegater
begrundedes først ved paatænkte Korstog mod
Tyrkerne, til sidst under Julius II og Leo X ved
Peterskirkens Opførelse. Fyrsterne tillod A.
imod selv at faa deres Del af Indsamlingerne.
Legaterne selv var oftere hensynsløse
Spekulanter, deres Hjælpere, Underagenter,
Bogtrykkere (der trykte Brevene) og Tjenere,
ryggesløse Personer. Sligt godkendtes selvfølgelig
aldrig af Pavestolen, og rettænkende Katolikker,
saaledes Povl Helgesen, saa med Sorg disse
Udskejelser. Afladslegater for Norden var: Kardinal
Raimund Perrauld (1501 og flg. Aar), Itzard
Gravius (1510 og flg. Aar) og Johannes Angelus
Arcimboldus (1516—19). Samtidig med, at Leo X
sendte Arcimboldus til Norden, gjorde han
Ærkebiskop Albrecht af Mainz til Overagent for
Tyskland. Denne havde sine Underagenter, blandt
hvilke Dominikaneren Johan Tetzel ved sin Færd
kaldte Luther frem og blev den ydre Anledning
til Reformationen (1517). Ogsaa i Schweiz bidrog
en »Afladskræmmer«, Bernh. Samson, til at føre
Zwingli ind paa hans reformatoriske Bane. Den
kat. Modreformation greb kraftig ind: A. hørte
straks op, og paa Tridentinermødet blev den
forbudt.
H. O.
Afladskræmmer, se Afladshandel.
afledende Midler (Derivantia; Revulsiva)
benævnes i Lægekunsten de Midler, ved hvilke man
søger at fremkalde en forandret Tilstand i en ell.
anden Del af Legemet for derigennem at indvirke
heldig paa en sygelig Tilstand i en anden
Legemsdel (for at nævne et Eksempel: en varm Kop
Hyldete, for at fremkalde Sved som Middel mod
Forkølelse). For de ældre Tiders Lægevidenskab
var Virkningen af saadanne Midler ikke
vanskelig at forstaa. Thi da man (navnlig
Humoralpatologerne) troede, at Sygdom for en stor
Del opstod og vedligeholdtes ved Dannelsen af
visse skadelige, saakaldte »skarpe Stoffer«
(acrimonia), var det naturligt at søge at skaffe disse
Afløb ved Aareladning, spanske Fluer,
sveddrivende, urindrivende, afførende Midler o. s. v., og
a. M. spillede da ogsaa en overordentlig stor
Rolle i Fortidens Lægekunst, langt større end nu.
For den moderne Lægevidenskab falder det
meget vanskeligere at forklare den, i mange
Tilfælde utvivlsomme Gavn, der ses af en
hensigtsmæssig Anvendelse af a. M. Man maa nærmest
tænke sig, at der fremkaldes en forøget
Blodtilstrømning til de af de nævnte Midler paavirkede
Dele, og at herved den paa det syge Sted
forøgede Blodtilstrømning formindskes. Man
benytter nu navnlig Afledning dels til Tarm og Nyrer,
dels til Huden, sjældnere derimod
Blodudtømmelser. Afledning til Tarmen fremkaldes ved
afførende Midler, navnlig de stærkere af disse (eng.
Salt, Kalomel, Kolokvint), til Nyrerne ved
urindrivende Midler. Afledning til Huden er dels
kortvarigere (sveddrivende Midler, Sennepskage,
Surdejg, tørre Blodkopper, spansk Flue), dels
langvarige (spansk Fluesaar, der holdes aabent,
langsomt trækkende Flueplaster [benyttes især
bag Ørerne], flyvende, spanske Fluer [ɔ: den ene
spanske Flue afløsende den anden], Sime,
Fontanelle, Mokse o. s. v.). Virkningen af et varmt
Omslag maa vist ogsaa i mange Tilfælde
betragtes som en mild, vedvarende Afledning til Huden.
Blodudtømmelser anvendes dels som
Aareladning, dels som Blodkopper ell. Igler, men i det
hele langt sjældnere af vor Tids Lægekunst end
tidligere.
Lp. M.
Afledning (gramm.), se Orddannelse.
Afledning (elektrisk) af et Kabel, en
Luftledning ell. en Kondensator, i det hele af en
isoleret Leder, er det Tal, som multipliceret med
Spændingen giver den fra Isolationsfejl
hidrørende Strøm. A. er følgelig det reciproke af
Isolationsmodstand og maales i Mho (Siemens).
Abs. L.
Afledningsgrøft, en aaben Grøft, der tjener
til at bortføre overflødigt Vand fra vaade Jorder.
Vandløbslovgivningen hjemler Ret til under visse
Forudsætninger at føre A. over anden Mands
Ejendom. I Engvandingsteknikken forstaas ved
A. en Grøft, hvortil Afledningsrenderne fører det
benyttede Vand.
K. H-n.
Afledningsrender, ved Engvanding de
Render, der opsamler og bortleder det benyttede
Vand, efter at dette fra Paaledningsrenderne har
overrislet det mellem A. og Paaledningsrenderne
liggende, skraanende Areal.
K. H-n.
Aflejring 1) kaldes i Geologien ethvert i Vand
ell. paa Land afsat Lag af en ell. anden
Bjergart. Efter de Kræfter, der er virksomme ved A.’s
Dannelse, kan man inddele A. i fl. Grupper: a)
Æoliske A., dannede ved Vindens Hjælp (Eks.
Klitter), b) Ferskvands- og marine A.,
dannede i Vand, de første i Floder og Søer, de
sidste i Havet, og af disse igen de littorale
paa forholdsvis lavt Vand i Nærheden af en Kyst,
de abyssiske ell. abyssale derimod paa
dybt Vand, c) Gletscher A., dannede ved
Isens Hjælp, samt d) plutoniske og
vulkanske A., der skylder Fortids- og
Nutidsvulkaner deres Tilblivelse.
J. P. R.
2) af Stoffer i Planterne, se Affaldsstoffer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
