Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Klima - Afrika. Plantevækst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Vintertiden dækkes med Is og alle højere
Toppe Uger igennem ligger hvide af Sne. Men
Klimaet er overordentlig sundt, Svindsot synes
ukendt, og eng. Læger har i lang Tid med godt
Resultat sendt brystsvage Patienter til
Kaplandet.
Hvad i øvrigt det afrikanske Klimas
Sundhedsforhold angaar, har det tidligere nærede
Haab, at det Indre skulde være væsentlig
sundere end Kystegnene, gennemgaaende vist sig
ikke at slaa til, naar der ses bort fra Ørkener
og Ørkenstepper. Ganske vist er Højsletterne
som Regel sundere end de lavere Kystegne, men
Malariaen naar dog temmelig betydelige
Højder, og Febertilfælde, der er erhvervede i
Lavlandet, forløber som Regel ikke mildere paa
Bjergstationerne. Det er ogsaa bekendt, at disse
ved bestemte Vindretninger hjemsøges af
hyppigere Febertilfælde. Som en Følge heraf har
Bjergstationerne i A. en forholdsvis ringe Bet.
for de i Kolonierne virkende Europæere; thi
vilde man gaa saa højt op i Bjergene, at man
var ganske fri for Feberen, vilde Overgangen til
den kolde, raa Luft, som man i Troperne bliver
meget ømfindtlig over for, til Gengæld medføre
andre farlige Ulemper. Ved Kongo er man nu
ogsaa kommet bort fra at anlægge Handelsstationerne
paa de luftige, kølige Højder; man
lægger dem meget hellere paa den varme,
beskyttede Flodbred, samtidig med at man med
større og større Omhu iagttager de
forebyggende Forsigtighedsregler. Europæerne er mere
udsatte for Klimatfeberen end Afrikanerne, og
Nordeuropæerne mere end Sydeuropæerne; men
det beror paa en Fejltagelse, at den indfødte
Afrikaner kun i ringe Grad angribes. I visse
vestafrikanske Landskaber har man til Tider
set Halvdelen af Befolkningen febersyg, men
Anfaldene forløber i Reglen mildere end hos
Europæeren, og de Regler, man kan uddrage
ved Iagttagelse af de Hvides Forhold til
Feberen og Klimaet, synes i mange Tilfælde slet
ikke at gælde for Negrene. Ogsaa de
forskellige Negergrupper udviser forskellige Grader
af Immunitet. Ifølge Robert Koch’s Iagttagelser
sker Sygdommens Overførelse ved Moskitoer,
selv om der er enkelte Arter af Malaria, der
overføres ved andre Smittebærere; hermed
stemmer det ogsaa, at de faa malariafri Egne i A.
ogsaa er de eneste, der er moskitofri.
Plantevækst.
I floristisk Henseende kan man dele A. i 4
plantegeografiske Omraader 1) Nordafrika
(Atlas-Landene, Barka og Ægypten), 2) Sahara, 3)
det tropiske A. til c. 30° s. Br. og 4) Sydafrika
ell. Kaplandet.
Nordafrika udgør ikke et afsluttet Hele,
men danner sammen med de europæiske og
asiatiske Middelhavslande et plantegeografisk
Rige, som en Følge af de nævnte Landes
Overensstemmelse i Klima (varm, regnløs Sommer,
mild Vinterregntid); Plantevæksten har derfor
gennemgaaende et Tørhedspræg, om end ikke
saa fremtrædende som Vegetationen i den egl.
Ørken. Slægtskabet med Sydeuropa og navnlig
med den pyrenæiske Halvø er mange Steder
meget tydeligt, saaledes er der i floristisk
Henseende en paafaldende Lighed mellem
Algier og Andalusien, mellem Atlas og Sierra
Nevada. Karakteristisk for Nordafrika saavel som
for Sydeuropa er Makikrat (Maquis), væsentligst
sammensat af stedsegrønne Buske med stive,
læderagtige, ofte glinsende Blade, f. Eks.
Myrter, Laurbær, Oliven, Ege, Buksbom,
Jordbærtræet, Terebinther, høje Buske af Erica,
Tamarisker, Sumak o. m. a., hvoriblandt
Dværgpalmer, der ogsaa optræder som et besværligt
Ukrud; hertil slutter sig en stor Mængde Urter
og Halvbuske, især af Læbeblomstrede (Lavendel,
Merian, Rosmarin, Salvie). Paa de
gunstigste Steder gaar Maki’en over i Skove, navnlig
af Korkeg, der dog paa Steder nu er forsvundne,
især p. Gr. a. hyppige Skovbrande; ogsaa
Naaleskove, f. Eks. af Aleppofyr og Pinie findes.
Foruden Maki’erne, der væsentligst optræder paa
de lavere Bjergskraaninger, finder man
imellem de to Atlas-Kæder en udpræget
Stepperegion, dels Saltstepper, der karakteriseres ved
deres Rigdom paa Saltplanter og Kurvblomster,
dels Lerstepper, hvis Karakterplante er
Artemisia herba alba, dels endelig Sandstepper, som
især er bevoksede med høje, stive og tørre
Græsser, blandt hvilke man særlig kan
fremhæve Esparto- ell. Halfagræsset (Stipa
tenacissima), der p. Gr. a. sin Sejhed benyttes til
forskellige Fletningsarbejder og desuden anvendes
i Papirfabrikker, hvorfor den ogsaa dyrkes i stor
Mængde og udføres fra Algier. — En tredie
Region i Nordafrikas Flora dannes af
Bjergskovene i de højere Dele af Atlas; de begynder
i en Højde af 12—1400 m og bestaar dels af
Naaletræer (Gran og Ceder), dels af
sommergrønne Løvtræer, som Ask, Æl og Eg, der
minder om Nord- og Mellemeuropas Skove; i en
Højde af 24—2700 m gaar disse Skove over i et
Krat af forkrøblede Ege, der atter afløses af
Buske af Ribes, Rosa og Berberis, afvekslende
med Eng, Blomstermark og Fjeldmark med en
Vegetation, der vel tydelig bærer Præg af at
høre til Middelhavsfloraen, men som dog tillige
minder meget om Alperne og Nordeuropa. — Af
dyrkede Planter i Nordafrika kan først nævnes
en Del Frugttræer, f. Eks. Daddelpalmen, der er
plantet baade i Kystegnene og i Dalene i det
Indre, endvidere Oliven, Oranger, Fersken,
Mandel, Figen og i stor Udstrækning tillige
Vinstokken; i Ægypten desuden Sykomoren og
tropiske Frugttræer. De vigtigste Kornsorter er
Hvede og Byg, der trives uden synderlig Pleje;
desuden dyrkes Majs og Durrah samt i Ægypten
lidt Ris. I stor Udstrækning dyrkes Bælgplanter
(Linser, Ærter, Bønner) og Løg. Af Farveplanter
benyttes »Henna« (Lawsonia inermis) af de
Indfødte, Saflor, Krap og Safran (Tripolis)
udføres, ligesom der dyrkes en Del Indigo.
Ægypten er Jordens tredievigtigste Bomuldsland,
og der dyrkes tillige Opiatvalmuen og
Olieplanten Sesam. — Beslægtet med
Middelhavslandenes Flora, men dog med et
iøjnefaldende Særpræg er Plantevæksten paa de
atlantiske Øer; Azorerne, Madeira og Canarerne.
Øernes ringe Størrelse i Forbindelse med deres
ret betydelig Højde (Pico de Teyde paa
Teneriffa naar 3720 m) bevirker, at der findes en
Række ret skarpt adskilte Regioner fra den
subtropiske Kystregion til en subalpin Region. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
