Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Plantevækst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
subtropisk Saftplanteregion er kun udviklet paa
Canarerne, hvor den omfatter de tørre Kystegne
til en Højde af 500—800 m, og karakteriseres
navnlig ved en stor Mængde Saftplanter,
især Crassulaceer (hvoraf over 20 Arter er
endemiske) og en kaktuslignende Vortemælk
(Euphorbia canariensis); her findes desuden en
Daddelpalme, som er meget nær beslægtet med og
maaske ikke en Gang artsforskellig fra Saharas
Daddelpalmer; endvidere Tamarisk, Statice o. a.
Saftplanteregionen afløses af de stedsegrønne
Løvtræers Region, hvis mest karakteristiske
Bestanddel er Lauraceer, Kristtorn og den mest
ejendommelige af dem alle, Drageblodstræet
(Dracaena Draco). Opefter afløses
Laurbærskovene af Kratskove og Makikrat, sammensat
navnlig af Ericaceer, Hedelyng, Pors, Ilex,
Rubus, Cistus o. a., hvortil der paa Canarerne
endnu kommer tætte Bevoksninger af den, ved
sine særdeles lange Naale karakteristiske,
canariske Fyr. Oven for Trægrænsen findes der
endelig paa Teneriffa en tør, subalpin
Vegetation, væsentligst sammensat af en næsten
bladløs, med vor Gyvel og Visse nær beslægtet
Bælgplante, Spartocytisus nubigenus.
Sahara som plantegeografisk Rige strækker
sig fra V. til Ø. gennem Fastlandet i hele dets
Bredde (ja fortsættes endog et godt Stykke ind
i Asien), fra Atbara og Aïr i S. til Atlas-Landene
i N. og naar endog mellem Tunis og Barka samt
paa Siderne af Nil-Deltaet helt ud til
Middelhavet. Da Saharas Klima er det mest
karakteristiske Ørkenklima, er det naturligt, at man
ingen Steder finder Ørkenfloraen med dens
Tørhedspræg mere karakteristisk udviklet end her.
Paa fl. forskellige Maader er Ørkenplanterne
udrustede til at kunne opretholde Livet under de
ugunstige Forhold; særdeles lange, dybtgaaende
Rødder, der gennem de øvre, vandløse Sandlag
kan naa ned til mere ell. mindre fugtige
Partier, og smaa, stive, ofte tæthaarede Blade findes
hos de fleste Ørkenplanter; Bladene er hos
nogle forsynede med Vandvæv, hos andre
udstyrede med ejendommelige, saltudskillende
Kirtler, hvormed de formaar at optage og
udnytte den mange Steder rigelige Dug; de
fleraarige Planter har ofte forveddede Stængler,
de enaarige tilendebringer Udviklingen i de faa
Maaneder, i hvilke de kan forvente at faa en,
omend sparsom Regn. Jerikorosen (Anastatica
hierochontica), en lille, etaarig Plante af de
Korsblomstredes Familie, bøjer efter
Afblomstringen alle sine Grene med Frugterne
sammen til et Nøgle, der løsrives og omtumles af
Vinden, indtil det kommer til fugtigere Steder;
Planten indsuger da med Begærlighed Vand,
Grenene spærres atter ud, Frugterne aabner
sig, og Frøene spirer. Mannalav (Parmelia
esculenta), der vokser paa Stene og Klipper i
Ørkenen, løsrives ligeledes og føres af Stormene
vidt omkring, førend den atter falder ned som
»Mannaregn«; er der da Fugtighed til Stede,
kan den igen leve op og vokse videre. —
Planterigdommen er naturligvis overordentlig ringe.
Store Strækninger, navnlig Klitomraaderne og
Sandfladerne er helt ell. saa godt som helt golde,
men de fleste Steder ser man dog Repræsentanter
for en fattig Ørkenflora. Hist og her ser
man nogle Mimoser, Akasier og Tamarisk, og
de højere Egne af Ahaggar skal endogsaa
være bevoksede med Naaletræer og Pistacier.
Paa saltfri Jordbund finder man lave, tornede
ell. laadne, ofte bladløse Buske (Zizyphus,
Retama, Ephedra o. a.), enkelte Græsser, Bynke
o. a., og paa saltholdige Steder en Del
Chenopodiaceer, ofte med bladløse, saftrige Stængler.
Hvor der i en ikke alt for stor Dybde findes
lidt Fugtighed, træffer man tillige en ganske
kraftig Vegetation af Græsser, der tjener til
Føde for Karavanernes Kameler. Rigere endnu
er Plantevæksten i »Vadi’erne«, som i forskellig
Retning gennemskærer Ørkenen, men allerrigest
udfolder Plantevæksten sig, hvor Grundvandet
nærmer sig Overfladen ell. endog træder frem
som Kilder, og der opstaar Oaser. Den typiske
Oaseplante er Daddelpalmen, der paa mange
Steder danner Betingelsen for Menneskelivet;
foruden denne findes ogsaa andre Palmer mod
S., saaledes Dumpalmen i Aïr; af andre
Kulturplanter i Oaserne kan nævnes Hvede, Byg og de
aliri. Sydfrugter. Om Vinteren kan der endog
dyrkes visse mellemeuropæiske Grønsager.
Det tropiske Afrika. Man har sagt, at
ligesom Djunglen er karakteristisk for
Sydasien, det tornede Krat for Australien og
Urskoven for Sydamerika, saaledes er Savannen
karakteristisk for A. S. f. Sahara begynder
Savannen i det sydlige Nubien, i Bornu samt i
Senegambien. Den fremhersker i Sudan, samt
alle Vegne i Kongo-Landet og gaar til det
sydlige Angola og til Limpopo. Alle mulige
Overgange fra den rene Græsflade til den med Træer
og Skovpartier tæt besatte Savanne forekommer,
og efter som Savannen er mere ell.
mindre stærkt forsynet med Træer og Buske, har
man givet den forskellige Navne som
Græssavanne, Busksavanne, Træsavanne, Skovsavanne
o. s. v. Skovene er ofte løvfældende i Tørtiden og
betydelig mere lyse og aabne end de tropiske
Regnskove og bestaar især af Mimoser og
Akacier; karakteristisk blandt de fritstaaende Træer
er Baobab’en ell. Abebrødtræet (Adansonia
digitata). Græsset er i Reglen meget højt, paa
sine Steder indtil 6—7 m ell. endnu højere, saa
at endog baade Kamelrytteren og Giraffen kan
skjule sig deri, og det danner paa mange Steder
saa tætte Bevoksninger, at større Dyr ikke let
kan trænge derind i; der findes p. Gr. a.
Græssets Tæthed ogsaa kun faa urteagtige Planter i
Savannen; kun paa de goldere Steder, hvor
Græsset bliver lavere, kommer der en større
Mængde urteagtige Planter til, og i enkelte Egne
med saltholdig Jordbund gaar Savannerne over
i Saltstepper med Saltplanter. Høje, stive
Græsser omkranser ofte Søerne tæt som en Mur, og
i Søerne selv pranger pragtfulde Aakander og
andre Vandplanter. En Svøbe for Savannerne
er de hyppige Brande i Tørtiden, dels forsætlige,
dels opstaaede ved Uagtsomhed; de er dog
ikke saa ødelæggende som tidligere antaget,
idet de som Regel kun rykker langsomt frem
og alm. ikke rummer større Fare for Dyr og
Mennesker ell. de Indfødtes Landsbyer; tætte
og sluttede Skovbevoksninger synes som Regel
at sætte en Skranke for Brandenes Udbredelse.
Den afbrændte Savanne har et yderst sørgeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
