Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Befolkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Ukerewe til Biafra-Bugten. Renest finder man
Negertypen mellem Senegal og Niger. I det
yderste Vesten ved Senegal findes de meget
mørke Djoloffer (Joloffer, Woloffer). Ved
Guinea-Kysten mærkes Kru-Negrene, bekendte som de
bedste Søfolk mellem Negrene, og Indbyggerne
i Ashanti og Dahomey. Ved Nigers Delta lever
Ibo. Mellem Senegal og Niger bor Mandingo,
der før Fellataernes Indtrængen var det
mægtigste Folk og dannede det store Rige Melli.
NØ. f. disse findes Sonrhai, der i det vestlige
Mellemafrika spillede samme Rolle som
Mandingoerne i Vestafrika. S. f. Sonrhai findes
Haussa-Folket, hvis Sprog forstaas og benyttes i
Handelssamkvemmet af de fleste Stammer ved Niger
og Binuë, saasom Koto-Stammen ved Niger.
Forlader man Niger og gaar mod Ø. hen imod
Tsad-Søen, møder man i Bornu Kanorierne, der
allerede i 12. Aarh. dannede en Stat ved
Tsad-Søen. Beslægtede med dem er Tibuerne ell.
Tedaerne, de Gamles Garamanter, i det
mellemste Saharas Oaser, særlig Tibesti. Ø. f.
Tsad-Søen ligger Negerriget Baghirmi (Sprog:
Bagrimma), Ø. derfor igen Wadai, hvor
Maba-Sproget er det herskende, og endelig Dar Fur.
Langs med Nilen bor de mørke Dinka-, Schilluk-
og Bari-Folk, medens ved Bahr-el-Ghasal
Bongo-Folket udmærker sig ved sin rødlige Farve.
Hvorhen man skal regne Monbuttuerne ved
Uëlle, er ikke sikkert; Schweinfurth taler om
en Farve som malet Kaffe, men den samme
Rejsende gør ogsaa opmærksom paa den
hyppige Forekomst af lyshaarede Individer; efter
hans Angivelse maa mindst 5 % af Befolkningen
være »blonde«; dog maa de vist nærmest
regnes til Negrene. De er ivrige Kannibaler
ligesom de N. f. dem boende Niam-Niam, som er
af en mørkebrun, i det rødbrune spillende
Farve. Som de yderste sydøstlige Repræsentanter
for de egl. Negre maa endelig nævnes
Schuli-Folket NØ. f. Mvutan Nzige; det ernærer
sig i Modsætning til de fleste andre Negerfolk
af Jagt.
Bantu-Folkene deles i Kaffer og Kongo-Folkene,
men, skønt de bebor hele Sydafrika med
Undtagelse af Kaplandet og en Del af Vestsiden
N. derfor, ligner deres Sprog dog hverandre
saa meget, at f. Eks. en Suahelier fra Østkysten
til Dels forstaar en Mpongwe fra Vestkysten,
hvilket tyder paa et nært Slægtskab imellem
dem. Udtrykket Kaffer stammer fra det arab.
Ord »Kafir« (Vantro), som blev adopteret af
Portugiserne; det betegner nu alle Stammerne
i det sydøstlige A. Af disse er især Amazuluerne
blevne bekendte ved deres Erobringer og Kampe
med Europæerne under krigerske Høvdinger
som Chaka (»A.’s Napoleon«), Umzilikatse og
senest Cetewayo. V. f. de egl. Kaffer i Midten
af Kontinentet bor Betschuanerne fra omtr.
28°—16° s. Br. De deles i en Mængde Stammer,
hvoraf Basutoerne og Makololoerne er de
bekendteste. V. f. Betschuanerne bor Damas
(Damaras), hvoraf en Gren Ova-herero ved
Ngami-Søen. Paa Østsiden fra Kap Delgado indtil
Somaliernes Land træffes Suahelierne, der, baade
hvad deres Legemsbygning og Sprog viser, er
stærkt blandede med arab. Blod. Ved de store
Søer maa nævnes Monyamwesi og Waganda,
de sidste NV. f. Victoria Njansa i det vigtige
Negerrige Uganda. Ved Sambesis midterste
Løb findes Marutse og Mambunda, som de to
vigtigste af 18, tidligere til et stort Rige
forenede, Stammer hed. Makololoerne trængte frem
mod N. og beherskede en Tid dette Rige, men
blev senere ved en Opstand næsten fuldstændig
udryddede; deres Sprog holdt sig dog og er
nu det alm. Samkvemssprog ved Sambesi. Paa
Vestkysten bor Kongo-Folkene, til hvilke Beboerne
i Benguella, Angola, Kongo og Loango samt
Stammerne ved Kongo-Floden hører. Endvidere
mod N. ved Gabun Mpongwe og Fan (Pongwe),
ved Kamerun Dualla indtil 8° n. Br.
I den sydligste Del af A. langs det Atlantiske
Ocean bor den tredie Gren af de afrikanske
Negerfolk; den falder i to Afdelinger:
Hottentotter og Buskmænd. Tidligere var de
Indehavere af hele Sydafrika indtil Cunene og
Sambesi, men er af de fra NØ. indtrængende
Bantu-Folk tvunget længere og længere ud mod
Vestsiden, som de nu bebor fra Sydspidsen til 19°
s. Br. Da Europæerne besatte Kap, fandtes der
en Mængde Stammer af Hottentotter, men en
hensynsløs Forfølgelse, saa grusom som maaske
intet andet Sted fra de Hvides Side, først
Hollænderne, senere Englænderne, har formindsket
deres Antal, saa at der nu kun findes to
Stammer af de egl. Hottentotter tilbage, Namaqua
og Koraqua. Griquaerne er kun Blandinger af
Hottentotter og Hvide og taler Hollandsk. I
Kaplandet er de fleste Hottentotter nu
Tjenestefolk hos de Hvide, medens de N. f. Oranje-Floden
boende ernærer sig af Kvægavl. Buskmændene,
der spredte i mange Horder bebor de sandede
og bjergrige Dele af det Indre, ernærer sig
derimod ved Jagt. Hottentotterne kalder sig
selv Koi-Koin, Buskmændene Sân; de nu alm.
brugte Navne stammer begge fra Hollænderne.
— Nærmest til Buskmændene slutter sig maaske
Dværgfolket Akka ved Uëlle-Floden, Herodots og
Aristoteles’ Pygmæer. Schweinfurth, der under
sit Ophold i Monbuttuernes Land var den første,
som kom i personlig Berøring med dem, angiver
deres Gennemsnitshøjde til kun 1450 mm. Disse,
sammen med enkelte andre Dværgfolk ved
Ogowe, i Loango og Abessinien synes at være
en Rest af et Urfolk af ringe Dimensioner, som
af de kraftigere og mere til politiske Enheder
grupperede Negerfolk er sprængt fra hinanden
og fortrængt til skjulte, skovrige ell. ørkenagtige
Egne af det afrikanske Fastland. — Negrene er
i det hele stærkt og muskuløst byggede, i
Arbejdsydelse staar de ogsaa Europæerne
nærmest; Lemmerne er derimod ikke kraftige,
særlig karakteristiske er i saa Henseende de tynde
Lægge. Hovedet er ejendommelig smalt og
sammentrykt, Panden skraat tilbagevigende,
hvorimod Kæbepartiet er stort og fremtrædende,
Fortænderne skraatstillede, Næsen, særlig
Næseroden, flad og bred, Læberne tykke og
svulmende, Haaret mørkt, kruset og uldagtigt.
Farven er mørk, fra det dybeste ibenholtsorte til
det smudsig gulbrune; visse mellemafrikanske
Folks Farve er saa sort, at den endog spiller
i det blaalige. Den mørke Farve skyldes et
Pigment i Overhudens underste Lag, Slimlaget.
Huden er blød, atlaskagtig, men har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
