Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afstemning, Votering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navneopraab, der anvendes i dansk og
norsk Rigsdag og bestaar i, at hvert Medlem
opraabes ved Navn og mundtlig afgiver sin
Stemme; det indvendes i øvrigt mod denne
Metode, at den er for langsom, at Begæring om den
kan misbruges til at trække Tiden ud, og at den
mere end andre Metoder har Tendens til at
indjage de voterende Frygt og betage dem deres
Uafhængighed. — Ogsaa mekaniske
Afstemningsapparater, der muliggør
sikker og hurtig Aflevering af et stort Antal
Stemmer, er foreslaaede og til Dels anvendte, det
sidste dog ikke i Norden. De konstrueres
hyppigst til Brug ved hemmelig A. Herhen hører de
elektriske Afstemningstelegrafer
til Brug i Parlamenter; hver Deputeret trykker
paa en Knap Ja ell. Nej, og Resultatet aflæses
omtr. samtidig paa Formandspladsen. — I
Parlamenter og ved Valg foregaar A. først, efter at
Medlemmerne under en Diskussion har haft
Lejlighed til at motivere deres Stemmegivning,
hvorpaa Stemmen afgives uden Begrundelse,
medens i Domstole Stemmerne i Reglen afgives
ledsagede af Begrundelse, skriftlig ell. mundtlig,
og successivt i en vis Orden (i Danmark er
Reglen, at den yngste Assessor voterer først; efter
norsk Højesteretslov af 1818 og L. 1. Juli 1887 §
163 afgøres Ordenen ved Lodtrækning, dog
voterer Højesterets Formand altid sidst). Dog har
man hist. Eksempler paa, at parlamentarisk A.
er foretaget paa den Maade, at under Diskussionen
hvert Medlem slutter sin Tale med at
afgive sin Stemme (saaledes bar man sig ad i
Frankrig før Revolutionen og endnu i
Stænderforsamlingen 1789, men det uheldige derved
erkendtes under den senere Udvikling, der gik i
eng. Spor), ligesom man omvendt i nyere Tid i
Domstole, navnlig ved Juryen, er kommet ind paa
at æske Dommernes Stemmer ved Spørgsmaalsstilling
paa parlamentarisk Vis. — En simpel
Form for Stemmeaflevering bruges i det eng.
Parlament under Navn af pair off: To
Modstandere træffer Aftale om, at de begge vil være
fraværende under A., og meddeler det til
Sekretærerne. De bliver da som »Pairs« ført med op
blandt de stemmende. Metoden er ikke godt
anvendelig, hvor der fordres kvalificeret Flertal.
II. Ved Stemmernes Sammenregning
er det første Spørgsmaal, hvor stort et
Flertal af Stemmer en Mening behøver til at
erkendes for Forsamlingens Mening. Man sondrer
mellem Enstemmighed ɔ: at Meningen
faar alle Stemmer, absolut Flertal ɔ: at
den faar over de halve Stemmer, og relativt
Flertal ɔ: at den faar flere Stemmer end
nogen anden Mening (f. Eks. 4—3—2). Inden for
det absolutte Flertal sondrer man atter mellem
det simple og det kvalificerede, absolutte Flertal,
hvilket sidste kræver mere end over Halvdelen
af Stemmerne (f. Eks. 2/3 af dem). Det blotte
Udtryk »simpelt Flertal« bruges oftest som
betegnende det simple, absolutte Flertal, men
anvendes dog undertiden i Bet. relativt Flertal. — Det
forudsættes under denne Fremstilling, at
Forsamlingens Mening skal udfindes efter
Stemmeflerhedens Princip. Hvor det drejer sig om Valg
af flere Kandidater, er et andet Princip indført,
der aabner selv de mindste Mindretal en Adgang
til Indflydelse paa Resultatet,
Forholdstalsvalg (se herom Valg).
Man er i Alm. enig om, at Enstemmighed ell.
kvalificeret Flertal ikke kan kræves til
Udfindelse af en Forsamlings Mening, men at
simpelt, absolut Flertal maa være
tilstrækkeligt. Ved enkelte Lejligheder kræves dog
kvalificeret Flertal, saaledes ofte i
Parlamenter og paa Generalforsamlinger til særlig
betydningsfulde Vedtagelser (f. Eks. norsk Grl.
§ 76 om det samlede Stortings A. over
Lovbeslutninger, hvorom Odelsting og Lagting ikke er
blevne enige, samt over Grundlovsforandringer;
sv. Regeringsform § 110 om Rigsdagsmænds Sætten
under Tiltale; i de fleste Selskabers Statutter
om vigtige Beslutninger o. s. v.) og i Juryen paa
Kontinentet til et for sigtede ugunstigt Votum (i
Reglen 8 ell. 9 af 12 Nævninger; i Norge 7 af 10,
L. 1. Juli 1887 § 351), ja, i den eng. og amer. Jury
kræves hertil endog Enstemmighed,
hvilken man trods megen Kritik ikke er til Sinds at
opgive. At man ved slige Lejligheder kræver
mere end simpelt, absolut Flertal, er dog i
Virkeligheden altid begrundet i, at man ikke blot
ønsker at udfinde Forsamlingens Mening, men at
man, for at tillægge en vis Mening Gyldighed,
yderligere kræver, at den skal være særlig
stærkt villet ell. erkendt. M. a. O., den
modsatte Mening tillægges en vis Forudværdi i sig
selv.
I alm. Tilfælde, hvor simpelt, absolut Flertal
er nok, plejer man at opløse Ligestemmighed
ɔ: naar Forsamlingen deler sig i to lige
store Partier, efter alskens forsk. Hensyn, snart
saglige, idet man f. Eks. lægger
Hovedvægten paa 1) det bestaaende (som alm. i
Parlamenter) ell. som i mange Domstole paa 2) den for
Tiltalte mildeste Mening, jfr. dansk Rigsretslov
3. Marts 1852 § 81, norsk Straffeproceslov 1. Juli
1887 § 164, snart ikke saglige, idet man
f. Eks. henter Afgørelsen fra 3) Formandens
Stemme (jfr. norsk Stortings Forretningsorden
§ 34; denne Afgørelsesmaade, der ligeledes er
den sædvanlige ved de nordiske Domstole, jfr.
D. L. 1—5—26. kaldes calculus Minervae, fordi
Minerva efter Sagnet paa denne Maade ved sin
Stemme bevirkede Orest’s Frifindelse for den
mod ham af Furierne ved den areopagitiske
Domstol rejste Modermordsanklage), ell. fra 4)
de voterendes Alder, 5) Lodtrækning, jfr. sv.
Rigsdagsordning § 60 samt ved alle nordiske
Rigsdagsvalg, 6) Opmands Tilkaldelse (som i de
norske Amtsformandskaber) o. s. v.
Deler Forsamlingen sig i flere end to Partier,
spørges, om et relativt Flertal er
tilstrækkeligt til Udtryk for Forsamlingens Mening.
I Alm. antages dette ikke. Den nærliggende
Betragtning er den, at det relative Flertal har et
absolut imod sig. Ved Valg anses dog ikke
sjælden et relativt Flertal for afgørende (saaledes
ved Folketingsvalg i Danmark og England, ikke
derimod i Tyskland, Frankrig, Norge o. s. v.).
Ved A. i Domstole og Parlamenter fordres
næsten altid absolut Flertal. Opnaas et saadant
ikke, opstaar Problemet om det relative
Flertals Opløsning til et absolut, det
vanskeligste af de under Afstemningslæren
henhørende Spørgsmaal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
