- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
286

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aftensværmere - Afterkrystal, se Pseudomorfoser - Aftingning - Aftinningsindustri

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Udvækst paa næstsidste Bagkropsled. Puppen i
Jorden. I Danmark findes 7 Slægter med ialt
18 Arter. Den største af vore Arter er
Dødningehovedet (Acherontia atropos) (Fig.
1), hvis Vinger, der bliver indtil 5,5 cm lange, er
tegnede med sort, brunt og gult. Paa Brystets
Overside en gul Tegning, der kan minde om et
Dødningehoved. Larven, der er grønlig ell.
brunlig med blaalige Skraastriber paa Siderne, bliver
indtil 15 cm lang og lever paa Kartoffel,
Natskygge, Liguster, Jasmin o. m. a. Planter. Det
voksne Dyr kan under Flugten ved Hjælp af
Snablen give en Lyd fra sig, omtr. som en
Piskesvirpen. Sjælden de fleste Steder, dog
høres den hvert Efteraar om Aftenen
almindelig i kbhvnske Gader nær Kirkegaarde og
Parker. — Ligustersværmeren (Sphinx
ligustri
) (se Tavlen »Sommerfugle«, Fig. 17-18)
er lidt mindre, Vingelængden kun indtil 5 cm,
Farven rødbrun med sortebrune og gullige
Tegninger. Larven lysegrøn med halvt violette,
halvt hvide Skraastriber paa Siderne, lever paa
Liguster, Syren, Viburnum, Spiræa o. a. Alm.

illustration placeholder
Fig. 2. Aften-Paafugleøje (Smerinthus ocellata).

4/5 nat. St.


Aften-Paafugleøjet (Smerinthus
ocellata
) (Fig. 2) er karakteriseret ved sine
skarpkantede violetgraa Forvinger og rødlige
Bagvinger med en blaalig Øjeplet. Vingelængde 3,8
cm. Larven blaaliggrøn med hvide ophøjede
Korn, med hvide Skraastriber paa Siderne og
ofte med en Række blodrøde Pletter paa hver
Side af Ryggen. Især paa Pil og Æbletræer. Ret
almindelig. — Nogle Sphingider, Slægten
Hemaris (se Tavlen »Sommerfugle«, Fig. 21), har
Vingerne delvis glasklare, idet Skællene falder
af ved Dyrets første Bevægelser efter Forvandlingen.
— Glasklare Vinger træffer man i øvrigt
typisk hos Familien Sesiidæ, Glassværmerne,
der dels ved denne Karakter, dels ved
Arternes Bagkropstegning: sort og gult ell. sort
og rødt, kommer til at minde om Bier,
Gravehvepse, Myg o. a., alle vore 10 Arters Navne
(apiformis, spheciformis etc.) viser ogsaa hen
dertil. Smaa til middelstore Former, hvoraf de
fleste flyver om Dagen, og hvis Larver lever i
Stammer og Grene af træagtige Planter ell. i
Rødder saavel af træagtige som urteagtige, inden
i hvilke de forpupper sig i et Spind af gnavede
Plantedele. Især Sesia spheciformis gør en hel
Del Skade paa Skovtræer (Æl og Birk). —
Køllesværmerne (Zygænidæ) (se Tavlen
»Sommerfugle«, Fig. 19-20) er smaa metalglinsende
Dyr, oftest med røde Vingepletter; de
flyver om Dagen — med ret tung Flugt — og
som oftest ses de siddende paa Blomster og lave
Planter paa solaabne Steder med tagstillede
Vinger. Larverne er korte og tykke og lever paa
forskellige lave Planter, især Bælgplanter.
Puppespindet spoleformet, pergamentagtigt,
fæstet til et Græsstraa ell. lign. 8 Arter i
Danmark.
K. L. H.

Afterkrystal, se Pseudomorfoser.

Aftingning kaldte man i ældre Tid det
Forhold, at en Forbryder, enten uden foregaaende
Dom ell. efter at en saadan var faldet, enedes
med vedk. Øvrighed om til Soning af Straffeskylden
at erlægge en Sum Penge ell. en anden
Ydelse af økonomisk Natur. Paa en Tid, hvor
Straffuldbyrdelsen paa de private Godser i
Reglen var lagt i Hænderne paa Jorddrotten, og
hvor ogsaa Kongen i høj Grad følte sig som
Jordegodsejer, maatte Interessen i ikke at
ruinere ell. endog helt miste en Fæster ofte
indeholde en Opfordring til at lempe den forskyldte
Straf, og dette skete da ved A., der altsaa
regelmæssig virkede som en Strafformildelse. Ved
Siden heraf fandt den dog ogsaa Anvendelse i
Tilfælde, hvor Lovens Straf i sig selv var
ubestemt, idet den f. Eks. blot lød paa, at vedk.
skulde straffes paa sin Formue. Indtil omkr. Aar
1600 var det ikke ualmindeligt, at endog
Livsstraffe omsattes til Pengeydelser, men i den flg.
Tid var det i det væsentlige kun Bøder og
ubestemte Formuestraffe, der aftingedes. 1743 blev
endelig ogsaa dette forbudt, idet Strafformildelse
selv i Bødesager fremtidig forbeholdtes Kongen.
Kun i Lejermaalssager anvendtes A. lige til 1812.
P. J. J.

Aftinningsindustri gaar ud paa at
nyttiggøre de meget betydelige Mængder Affald af
Hvidblik — fortinnet Jernplade, i dgl. Tale i
Reglen kaldet »Blik« — som paa forsk. Maade
fremkommer, dels som Affald under Fremstilling af
Blikgenstande, hvor ved Udskæring af Daasebunde
o. l. en ikke ringe Del af Pladen gaar til
Spilde, dels fra Lossepladserne, hvor enorme
Masser af gamle Konservesdaaser og Blikspande
hober sig op. A. gaar dels ud paa at udvinde det
paa Blikket siddende Tin — i Reglen c. 2—3 %
af dettes Vægt — der p. Gr. a. Tinnets høje Pris
har en betydelig Værdi, dels paa at overføre
Jernet i en for Staalværkerne brugelig Form,
hvortil udkræves, at saa godt som alt Tinnet er
bortskaffet, kun c. 0,1—0,2 % maa blive tilbage.
Oprindelig skete Aftinningen udelukkende
elektrolytisk; den mest anvendte Metode var en
»alkalisk«, d. v. s. Hvidblikaffaldet, der var
nedpakket i en Jernkurv, blev anbragt som
Anode i et opvarmet Bad af Natronopløsning
med Jernplader som Katoder; under Strømmens
Gennemgang gennem Badet gik Tinnet i Opløsning
som tinsurt Natron, og det udskiltes igen
i fri Tilstand som en Slam ved Katoden; efter
at være udvasket, kunde det nedsmeltes til
Bloktin. Ved denne var der dog mange Ulemper,
navnlig den, at det alkaliske Bad tiltrak
Kulsyre fra Luften, hvorved det hurtigt blev
uvirksomt. Man anstrengte sig derfor for at faa den
erstattet med en »sur« Metode, hvor man vilde
blive fri derfor; en elegant Løsning af Opgaven
blev angivet af den danske Ingeniør P. Bergsø,
der først opløste Tinnet — uden Hjælp af
Elektrolyse — i en svag saltsur Opløsning af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0312.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free