Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afviser - Afviserværker - Afvisning - Afvisningsdom, se Afvisning - Afvæbning, se Fredssagen og Haag-Konferencer - Afvænnen ell. Afvænning - Afværgelsespligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afviser, en paa Veje og Gadehjørner, ved
Fortove ell. i Porte o. s. v. anbragt, opretstaaende
Sten e. l. til Beskyttelse mod Paakørsel af
Vogne. Med samme Navn betegnes de Stivere
af Lægter ell. Bræder, der i skraa Stilling ned
mod Fortovet anbringes foran Huse, der er
under Reparation, for at spærre Passagen forbi
disse.
Afviserværker, Bygningsværker, der i Havne
o. a. St., hvor Skibene færdes, tjener til, dels at
afmærke Kanten af en Brink i Havbunden, hvor
der foregaar en pludselig Forandring fra en større
til en mindre Dybde, saaledes at Skibene
hindres i at sejle ind paa Grunden, dels til at
beskytte Skibene mod Beskadigelser som Følge
af Kollisioner med Havnemolers Stenskraaninger,
hvor disse gaar ned under Vandets Overflade.
A. bør derfor være af en Konstruktion og af et
Materiale, der frembyder en vis Sejhed og
Styrke uden dog at yde større Modstand, end
Skibene i Alm. kan taale i Tilfælde af Kollision.
De bestaar saaledes undertiden af en Række
Duc d’Alber (s. d.), anbragte i en Afstand af
noget mindre end en Skibslængde, ell. de kan
— som det oftest er Tilfældet — bygges som en
Række Træpæle, rammede i kort indbyrdes
Afstand, forsynede med Hammer foroven og
Tvinger (Lister) paa Siderne. Stabiliteten opnaas
ved Skraapæle paa Bagsiden af Pælene ell. ved
Stivere, der fra Pælerækken føres ind i
Stenskraaningen.
Lignende Bygningsværker, ogsaa kaldet
»Ledeværker«, anvendes ofte ved Broaabninger,
Havnesluser o. l. Hensigten er dog her nærmest
at beskytte de finere Dele i det faste Bygningsværk
mod Fartøjerne. Et helt fjedrende Anslag
for Skibe finder Anvendelse paa Siderne af et
Færgeleje, idet Pælene her gennem
Jernbanebuffer overfører Trykket fra Færgerne til de
faste Indfatningsvægge.
J. M.-P.
Afvisning. En Dommers A. af en Sag er en
Dom, hvorved han udtaler, at han ikke kan
indlade sig paa at afgøre det materielle Forhold
imellem Parterne. At Dommeren saaledes
afviser Sagen, kan bero paa forskellige
Omstændigheder, paa at Domstolen ikke er
berettiget til at paakende den Art Sager, fordi de
f. Eks. hører under Øvrighedens Afgørelse ell.
under en anden Art Domstole, eller, at
Parterne har vedtaget, at Sagen skal afgøres
udenretlig, f. Eks. ved Voldgift, eller, at de
mødende Personer ikke er kompetente til at møde
i denne Sag ell. overhovedet for Retten, eller
endelig — hvad der er det hyppigste — at
Sagsanlægget lider af en ell. anden Fejl i den
formelle Fremgangsmaade. Det Spørgsmaal
rejses ofte, om Afvisningsdomme har Retskraft
d. v. s., om den Afgørelse, hvorefter A.
finder Sted, er bindende for en sideordnet Dommer,
for hvilken Sagen atter bringes frem i
samme Skikkelse. Hvad der end herom antages,
er det gældende Ret i al moderne Civilproces,
at det, at en Sag een Gang er bragt
frem i en urigtig Skikkelse, aldrig hindrer en
Part i, efter at have rettet den formelle Mangel,
at bringe Sagen frem paa ny og opnaa
Realitetsdom. Anderledes var Reglen opr. i
romersk Ret, her hed det: ne bis in eadem re sit
actio, d. v. s. Klageren kunde kun een Gang
bringe en Sag for Domstolene; afvistes den da
p. Gr. a. Formalitetsmangler, havde han tillige
tabt i Realiteten. Om A. i folkeretlig Forstand, se
Udvisning.
V. B.
Afvisningsdom, se Afvisning.
Afvæbning, se Fredssagen og
Haag-Konferencer.
Afvænnen ell. Afvænning benævnes den
Forandring, man lader indtræde i det spæde
Barns Kost, naar man ophører at lade det faa
Die. A. kan ske rettidig, d. v. s. paa den Tid,
hvor Barnet erfaringsmæssig trænger til anden
Kost, hvilket Tidspunkt som Regel kan sættes
til 10.—12. Maaned; men den kan ogsaa
foretages tidligere, altsaa utidig, naar Diegivningen
af en ell. anden Grund er umulig ell.
uheldig. A. maa helst foretages gradvis, saa at
Barnet lidt efter lidt vænnes til anden Kost,
da den pludselige Forandring kan fremkalde
Fordøjelsesforstyrrelser hos Barnet. Derfor
undgaar man ogsaa helst at foretage A. i den
varmeste Sommertid. — Om de Ulemper, A. kan
medføre for den diegivende, se Diegivning.
Overgangen fra »Flaske« til andre
Ernæringsmaader benævnes undertiden A.
Lp. M.
Afværgelsespligt i strafferetlig Forstand
betegner den Pligt, der kan paahvile en
Person til at afværge truende Retsbrud ell.
Forbrydelser. Saaledes foreskriver de fleste
Politivedtægter, at Forseelser, begaaede af Børn
under 15 Aar, vil medføre Straf for Forældre ell.
andre, der træder Barnet i Forældres Sted,
naar Forseelsen maa tilskrives Mangel paa
behørigt Tilsyn. Under samme Betingelser vil
ogsaa Ansvaret for egl. Forbrydelser, begaaede
af Børn, Sindssyge o. l., kunne paalægges den
Tilsynspligtige — et Ansvar, der dog som Regel
kun kan føre til Straf for Uagtsomhed, og
derfor faktisk kun vil indtræde i Tilfælde af
meget store Forbrydelser, begaaede af de
vedkommende, endda kun under Forudsætning af,
at der har været nogen Opfordring for den
Tilsynspligtige til at forudse Farer netop i
Retning af saadanne Forbrydelser. Videregaaende
er den A., som i d. Strfl. § 109 paalægges
enhver, der har faaet sikker Kundskab om, at
visse høj- ell. statsforræderske Forbrydelser
mod Kongen, Fædrelandet ell. Statsforfatningen
forberedes, til derom at underrette Øvrigheden,
dog kun for saa vidt det kan ske uden Fare for
hans eget ell. hans nærmestes Liv ell. Velfærd.
Straffen, der er Fængsel, Statsfængsel ell.
Forbedringshusarbejde, indtræder dog kun, for saa
vidt den tilsigtede Forbrydelse virkelig kommer
til Udførelse. Under samme Betingelser paahviler
det endvidere enhver, der har faaet sikker
Kundskab om noget paatænkt Mord, Røveri ell.
anden Forbrydelse, hvorved Menneskers Liv
udsættes for Fare, at foretage, hvad der staar
i hans Magt for at forebygge Forbrydelsen ved
at advare den Person, der er udsat for Fare,
ell. paa anden, efter Omstændighederne
hensigtsmæssig Maade, om fornødent ved
Anmeldelse til Øvrigheden. Nogen egl. Angivelsespligt
paalægges ikke i noget af de nævnte Tilfælde,
men kun en Anmeldelsespligt, der endda, for
saa vidt det ikke drejer sig om de store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
