Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Agathodaimon (gr.: den gode Guddom), Velsignelsens og Frugtbarhedens Gud hos Grækerne - Agathokles, Tyran i Syrakus, f. 361 f. Kr. - Agathon, athenisk Tragediedigter i den sidste Halvdel af 5. Aarh. f. Kr. - Agathosma Willd., Slægt af Rutaceerne - Agathyrserne, et Folk, der i Oldtiden boede i Dele af Siebenbürgen og Rumænien - Agatobiotik - Agatologi - Agau (Agover), de opr. Beboere i visse Egne af Abessinien - Agaue, efter det gr. Sagn Datter af Kadmos og Harmonia - Agave L., Slægt af Narcisfam.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Agathe Tyche (lat. Bona Fortuna,
den gode Lykke), stundom som underordnet
Guddom i andre Guders (Asklepios’, Trofonios’)
Helligdomme.
C. B.
Agathokles, Tyran i Syrakus, f. 361 f. Kr. i
det sicilianske Thermæ som Søn af en under
Timoleon indvandret Pottemager; fra først af
drev han sin Faders Haandværk, men gik
derpaa i Krigstjeneste og steg ved den fornemme
Syrakusaner Damas’ Protektion til højere
Poster. Efter Damas’ Død ægtede han dennes
Enke og kom derved i Besiddelse af en
betydelig Formue, som kom ham til Nytte i hans
Stræben efter Magt. Efter at flere Forsøg paa
at styrte det herskende Oligarchi kun havde
ført til, at han maatte gaa i Landflygtighed,
lykkedes det ham 317 ved Folkets Tillid at
blive udnævnt til Feltherre, og i denne Stilling
hvervede han Soldater bl. Folk, der intet havde
at tabe, men alt at vinde, og skabte sig en
Hær, der var ham blindt hengiven. Støttet paa
denne foretog han et Statskup, der var ledsaget
af Myrderier og Landsforvisninger med
paafølgende Fordeling af Grundejendommene, og
udnævntes derpaa til uindskrænket Feltherre
i Syrakus. Som Enehersker gav A. gode Love,
ordnede Statens Finanser og skabte en talrig,
godt indekserceret Hær og en stærk Flaade;
men da han udbredte sit Herredømme over det
øvrige Sicilien, rettede Karthagerne i
Forening med de af A. betvungne sicilianske
Stæder under Hamilkar’s Anførsel et Angreb paa
ham, saa at han efter et Nederlag ved Floden
Himera 310 blev indesluttet i sin Hovedstad.
Det lykkedes ham imidlertid at bryde Blokaden,
og med 60 Skibe landede han i Afrika, brændte
sine Skibe og erobrede efterhaanden de fleste
karthagiske Byer, dog ikke Karthago selv; men
Agrigentinernes Sejre over Syrakus nødte ham
307 til at vende tilbage til Sicilien, hvor han
snart igen fik Overmagten. Hans Fraværelse
forspildte de i Afrika vundne Resultater; da
han kom tilbage dertil, saa han ingen anden
Frelse end at vove et Hovedslag, og efter et
Nederlag lod han sine Sønner og Hæren i
Stikken og undveg hemmelig til Sicilien (306).
Dette Forræderi kostede hans Sønner Livet, og
Hæren overgav sig til Karthagerne. De
Grusomheder, som han derpaa for at hævne
Sønnernes Mord gjorde sig skyldig i, skaffede det
af Deinokrates ledede Modparti mange
Tilhængere, og han ansaa det derfor for klogest at
slutte Fred med Karthagerne og vende sig mod
Deinokrates, der maatte slutte en Overenskomst
med A. og falde til Føje. Herefter antog hans
Herredømme en fredeligere og mildere
Karakter; men Eventyreren levede endnu i ham, og
han gjorde stadig Strejftog til de omliggende
Øer og Kyster; han erobrede saaledes Kerkyra
og gav sin Svigersøn, Kong Pyrrhos af Epiros,
Øen som Medgift, og senere (295) fik Kroton i
Syditalien samme Skæbne. 289 fandt han Døden
ved sin Sønnesøn Archagathos, der fik hans
Yndlingsslave til i en Tandstikker at give ham
en langsomt virkende Gift; for at blive befriet
for de derved foraarsagede, frygtelige Smerter
skal han have ladet sig brænde levende. Hans
Levned er skildret af hans egen Broder,
Antandros, og af de samtidige Historieskrivere
Timaios og Kallias; desuden har Diodorus Siculus
behandlet hans Historie.
K. H.
Agathon [↱a-], athenisk Tragediedigter i den
sidste Halvdel af 5. Aarh. f. Kr., karakteriseret
af Aristofanes i Thesmoforiazusai og af Platon
i Dialogen Symposion; han var ogsaa Ven med
Euripides, i hvis Selskab han opholdt sig ved
den makedoniske Konge Archelaos’ Hof. A. var
en blød og forfinet Natur og forfaldt som Digter
til karakterløs Sødlighed; Korsangene i hans
Tragedier sank ned til musikalske Mellemspil;
hans Stil var paavirket af Sofisten Gorgias. I
sin Tragedie Anthos (Blomsten) vovede han
at forlade det traditionelle Mytestof og selv
skabe Handling og Personer. Fragmenterne
findes i Nauck’s Trag. Graec. fragm. (Leipzig
1889); smlg. Ritschl, Opuscula, I (Leipzig
1866).
K. H.
Agathosma Willd., Slægt af Rutaceerne,
stedsegrønrie Buske, som oftest med spredte
Blade, flade ell. næsten trekantede, naaleformede;
de hvide ell. røde Blomster sidder i
Skærm ell. Hoved i Spidsen af Grenene. 100
Arter fra Sydafrika; nogle dyrkes som
Prydplanter, andre tjener til Fremstilling af
afførende og stimulerende Midler.
A. M.
Agathyrserne, et Folk, der i Oldtiden boede
i Dele af Siebenbürgen og Rumænien. Som
ejendommelige Skikke hos A. omtaler de antikke
Forfattere Kvindefællesskab og Tatovering.
Aristoteles nævner, at deres Love og Regler var
affattede i Form af Sange, som lærtes udenad.
C. B.
Agatobiotik (af gr. ἀγαθός, god og βίος, Liv),
Kunsten at leve Livet paa den rette Maade.
Agatologi (gr.), Læren om det højeste Gode.
Agau (Agover), de opr. Beboere i visse
Egne af Abessinien, der senere erobredes af
Semitterne; de findes nu kun samlede paa enkelte
Steder, saaledes i Lasta ved Atbaras Kilder.
Agau-Sproget hører til de hamitiske Sprog og
tales endnu f. Eks. i Tigre og Amhara af de
lavere Lag i Befolkningen, medens de højere
taler Semitisk. A. ernærer sig væsentlig af
Kvægavl.
Agaue, efter det gr. Sagn Datter af Kadmos
og Harmonia. Da hun ved Bagvadskelse havde
krænket sin Søster Semele’s Ære, straffede
Dionysos, Semele’s Søn, hende frygtelig, idet han
fik hende til i Vildelse at sønderrive hendes
egen Søn, Pentheus.
C. B.
Agave L., Slægt af Narcisfam., Planter med
kort, træagtig Rodstok, korte Stængelstykker og
store, rosetstillede, lancet- ell. liniedannede og
stive Blade, der hos nogle er stærkt kødede og
tornet-takkede i Randen, hos andre tyndere og
helrandede; de er hyppig blaaduggede og hos
enkelte optrævlede i Randen af fri Basttrævler.
Stænglens Længdevækst er for en enkelt Arts
Vedkommende bestemt til 4 cm aarlig, hvilket
stemmer med, at A. ligesom visse andre
Liljeflorer har Tykkelsesvækst. De fleste A.
frembringer kun faa Blade aarlig, de tykbladede
Former 2—8, de tyndbladede 20—25. De
vegetative Deles langsomme Vækst staar i en skarp
Modsætning til den forbausende Hurtighed,
hvormed Blomsterstanden udvikles; i Løbet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
