Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 306 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Agerhøns (Perdix)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

uden Sporer, er fjerklædte paa hele Hovedet,
der mangler nøgne Pletter, Hudkamme e. l.
Prydelser; Han og Hun er væsentlig ens.

Agerhøne (Perdix cinerea).

Agerhøne, norsk Raphøne (P. cinerea
Lath.), har, trods sit i Afstand jævnt graalige
Udseende i Virkeligheden særdeles fine og
smukke Farver, er paa en Del af Hovedet
gulbrun, paa Hals, Forkrop og Underside blaagraa
med fine mørke Bølgetegninger; Oversiden og
Vingerne er graalige, med mørkere Tværstriber
og lyse Længdestriber langs Dækfjerenes
Skafter. Svingfjerene er brunrøde med mørkere
Pletter, Styrerne rustrøde, hvad der let skiller
den fra alle andre Hønsefugle; paa
Kroppens Sider findes brunrøde Tværbaand, paa
Bugen har de gamle Fugle og de unge Hanner
et kastaniebrunt »Skjold«, en langagtig, bagtil
kileformig indskaaret Plet, omgivet af lysere
Farve; Ungerne har en langt mere graalig
ensfarvet Dragt end de gamle Fugle.

A. er udbredt i største Delen af Europa og
Asien, findes fra den skandinaviske Halvøs
sydlige Egne til Neapel, sparsomt i Frankrigs og
Spaniens vestlige Egne, er Østpaa alm. i det
meste af Rusland og Asien, afløses i Østasien
af nærstaaende Arter. Paa de britiske Øer er
A. overordentlig talrig, men forekommer ikke
paa Færøerne og Island. I Norge sker der af
og til Indvandringer af A. Østfra, saa den kan
træffes helt op til Trondhjems-Fjord, men efter
nogle Aars Forløb gaar de indvandrede
Stammer til Grunde igen. I Danmark findes A. saa
at sige overalt, men i meget forskellig Mængde.
Dens Forsvarsløshed gør den i mange Egne til
et værgeløst Bytte, medens dens Tal paa andre
Steder drives betydeligt i Vejret ved passende
Beskydning (Bortskydning af overtallige
Hanner), Fodring, Forfølgelse af Rovdyr og
Indførsel af fremmede A. Vestjyllands Klitegne har
altid huset en stor Bestand af A.

Medens Jordens Dyrkning og rationelle
Behandling er til Skade for mange Fuglearter,
trives A. fortrinligt paa veldyrket Jord. Hvor
frugtbare Sædmarker findes sammen med Græs-
og Roemarker, isprængt med smaa Engstrækninger
og lidt Krat ell. tætte Hække, har A.
alt, hvad den behøver til Føde, Læ og
Forplantning, Sommer og Vinter. Til Skovenes
Udkanter søger den jævnlig, derimod ikke ind i
større Skove, ligesom den ej heller træffes paa
store Engstrækninger. Tidlig paa Foraaret —
allerede i Febr—Marts — skilles Flokkene ad
i Par, og hyppigt høres da i Skumringen A.’s
Skrig »Girrik«, et af de første Foraarstegn.
Foraaret igennem træffes Fuglene parvis, og
et Pars Samliv menes at vare hele Livet. I
Maj lægges Æggene, hos os oftest i Kløvermarker
ell. mellem Sæden. Reden er en lille
Fordybning i Jorden, kun lidt udforet,
indeholder 12—16. undertiden op til 20 ovale Æg,
der er blegt gulgraa, 33—37 mm lange, 25—28
mm brede. Hønen ruger alene, medens
Hannen holder sig i Nærheden; den ruger saa
fast, at Leen ell. Mejemaskinen ofte hugger
dens Hoved af. Kyllingerne forlader straks
Reden, er henved 2 Maaneder om at blive
udvoksne; Hunnen leder Flokken, medens
Hannen altid er i Nærheden, advarer mod Farer
ell. sørger for at holde Flokken sammen.
Føden er i mindre Grad Insekter og Larver af
alle Arter, hovedsagelig Frø af en
overordentlig Mængde Planter, for en Del den dyrkede
Sæd, for en Del »Ukrudsplanter«; er Ungerne
udvoksne, vedbliver Flokken at holde sammen
under Ledelse af de Gamle. De færdes om
Efteraaret paa Stubmarker og Græsgange, gaar
langsomt omkr. for at søge Føden; i Fare
strækkes Halsen i Vejret, og Fuglen løber af
Sted, overordentlig hurtigt, ell. »trykker sig«,
d. v. s. lægger sig fladt og urørligt paa Jorden,
hvorfra den ikke flyver op, før Fjenden er i
dens umiddelbare Nærhed. Paa denne Egenskab
beror al A.-Jagt med Hund. Flokken flyver
gerne op samlet, ofte med et Skrig og med
larmende Vingeslag. Flugten gaar lavt over
Jorden, lige ud, men er ret hurtig; sjældent
flyves mere end faa Hundrede m ad Gangen;
spredes Flokken, varer det ikke længe, før
Hannen atter har kaldet den sammen.
Efteraar og Vinter igennem holder nu Flokken
sammen, og Fuglene bliver altid meget nær ved
det Sted, hvor de er udrugede. Føde er der
overalt nok af; selv i Snevejr kan A. finde
tilstrækkelig Næring; kun langvarig Frost og Sne,
der er dækket med Isskorpe, kan hindre den
i at søge sin Føde, og under saadanne Forhold
gaar mange til Grunde.

A. har altid været regnet for noget af det
mest velsmagende Vildt, og mangfoldige
Maader findes til dens Fangst og Jagt. Fangsten
med Garn, hvoraf der findes et Utal af Maader,
er nu i en Del af de europæiske Lande gaaet af
Brug. Jagten med søgende Hund, der ved Hjælp
af Lugtesansen finder A. og »staar« for den
trykkende Flok, er her til Lands omtr. den
eneste brugte Jagt, medens den f. Eks. i
England, hvor A. yngler i Mængder, der er ukendte
hos os, er afløst af Drivjagten, ved hvilken
A. af en Klapperkæde jages ned imod de
posterede Skytter. — A. kan vel tæmmes, men
stiller temmelig store Fordringer til Plads
og Føde, saa den holdes sjældent i Fangenskab.

I en Del af Østasien lever nogle andre Arter,
hvoraf en lidt mindre end A.: P. daurica, der
paa Strube og Forbryst er rustgul og har sort
Brystskjold, i de senere Aar som dræbt er
indført i stor Mængde til Vildthandlere i Europa,
ogsaa i Danmark.
O. H.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>