Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Agermaane (Agrimonia L.), Slægt af Rosenfamilien - Agermon - Agern - Agernæs, det nordligste Punkt paa Fyn - ager publicus - Agerren - Agerrende, se Vandfurer - Agerrikse ell. Aakerriksa - Agerryg, se Ager. - Agersborg, i Reglen skrevet Aggersborg, en Landsby i Vendssysel - Agerskifte, se Agerfald - Agerslæber, se Harver - Agersnap, Hans Mortensen, dansk Landskabsmaler, f. 19. Novbr 1857 - Agersnegl (Agriolimax agrestis L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Smaafrugter (1—2 Nødder). Alm. A. (A. Eupatoria
L.), 30—80 cm høj, har vellugtende Blade og
Blomster og gule Kronblade; den vokser alm.
i hele Europa, Nordasien og Nordamerika paa
solaabne Steder, f. Eks. ved Veje, og var
tidligere officinel. Vellugtende A. (A.
odorata Mill.) er mindre alm. i Danmark og meget
sjælden i Norge, større end den foreg. og med
Kirtelhaar paa Bladenes Underside.
A. M.
Agermon, gammeldansk, d. s. s. Agerjord.
Agern, Frugten af Egetræet; om Anvendelsen
deraf se Eg.
Agernæs, det nordligste Punkt paa Fyn, 55°
37′ 20″ n. Br., som skyder ud i Kattegat mellem
Gabet, der fører ind til Odense Fjord, mod Ø.
og Bugten Næraa-Strand mod V.
ager publicus (lat.: »offentlig Mark«) kaldtes
i Rom alt Jordegods, der var Statsejendom.
Saadant Domæneland fandtes selvfølgelig fra de
ældste Tider; men, større økonomisk Bet. fik det
først, da den ældre Republiks Erobringer skabte
store Masser af a. p. i Italien; de undertvungne
Folk maatte nemlig regelmæssig afgive en Del
af deres Land (indtil 2/3) til Romerstaten. Ved
de senere Erobringer uden for Italien fremkom
der ogsaa a. p. i Provinserne. Kendemærket for
a. p. i Modsætning til den rom. Privatejendom
i Italien var, at den ikke var opmaalt og
inddelt efter den ejendommelige rom. Metode
(limitatio; se Agrimensor), men bestemt efter
naturlige Grænser. — Reglerne for
Behandlingen af a. p. i Italien var i store Træk flg.
Skov og Græsgang forblev i hele den ældre Tid
Statens Ejendom og bortforpagtedes distriktsvis
til Græsning. Agerlandet blev til Dels
behandlet paa lign. Maade; saaledes var den
frugtbare ager Campanus bortforpagtet til
Cæsar’s Tid. Dette var dog Undtagelse; det meste
blev, for saa vidt det allerede var opdyrket
ell. let dyrkeligt, afhændet, enten ved Salg ell.
ved gratis Uddeling (assignatio) til fattige
Borgere, dels enkeltvis, dels i Form af Kolonianlæg.
Hvad der ikke var let dyrkeligt, ell. var udsat
for Angreb af Fjender, blev ikke solgt ell.
assigneret, men det tillodes Private at indtage
(occupare) Stykker deraf til Dyrkning mod at
afgive en vis Del af Udbyttet til Staten. Det
saaledes indtagne Land indgik derved i en
Art Arvefæste (possessio) og kunde afhændes
ved Salg; men Staten bevarede sin
Ejendomsret dertil; Udtrykket herfor er, at a. p. er
afgiftspligtig (vectigalis), medens Grundskat paa
rom. Privatejendom i Italien ikke kendes. Da
occupatio i Reglen kun kunde foretages af
velhavende Folk, der havde Raad til at sætte
nogen Kapital i Jorden og kunde bære nogle
Aars Tab af Udbytte, opstod der i Tidens Løb
et Misforhold, som man søgte at hæve ved
Lovforslag, de saakaldte leges agrariae (se
Agerlove). Som en Følge af disse var
henimod Republikkens Slutn. saa godt som al a. p.
i Italien forsvunden. — a. p. i Provinserne var
ikke Genstand for occupatio, men bortforpagtedes
i den ældre Tid, for saa vidt den ikke ved
Salg gik over til Privatejendom. Fra Cæsar’s Tid
og gennem en stor Del af Kejsertiden fandt den
en vigtig Anvendelse til Forsørgelse af udtjente
Soldater, der bosattes paa den i Kolonier; paa
denne Maade gik efterhaanden ogsaa a. p. i
Provinserne over til Privatejendom. (Litt.: M.
Weber, »Römische Agrargeschichte« [Stuttg.
1891]).
A. B. D.
Agerren betegner i forsk. Egne af Landet
enten den Fure, der adskiller to Agre, og
bliver da ensbetydende med Agerfure, ell. en
smal, upløjet Jordstrimmel, der gør Skel
mellem to Mænds Marker.
K. H-n.
Agerrende, se Vandfurer.
Agerrikse ell. Aakerriksa (rikse =
knirke, larme) er det norske Navn for
Vagtelkonge (Crex pratensis).
O. H.
Agerryg, se Ager.
Agersborg, i Reglen skrevet Aggersborg,
en Landsby i Vendssysel, yderst i Øster
Hanherred, hvor Limfjorden indsnævrer sig til det
smalle Aggersund. I Nærheden af dens gamle
Granitkirke findes et omfangsrigt Voldsted; det
er de svage Levninger af Borgen A., der har
spillet en vis Rolle i Danmarks Historie. A.
var i Middelalderen en befæstet Kongsgaard.
Da Knud den Hellige i Sommeren 1086 havde
forladt Børglum p. Gr. a. Vendelboernes
Rejsning og ved Efterretningen om deres Fremrykning
var flygtet over Limfjorden, overrumplede
de oprørske Bønder A., hvor Knuds Mænd dog
satte sig kraftig til Modværge for at værne
Kongens Ejendom og dække hans Flugt; den
voldsomme Kamp endte med Kongsmændenes
Nederlag, og A. blev hærget. Under den jyske
Adels Rejsning mod Valdemar Atterdag blev
A. afbrændt; men 1373 maatte Ridder Niels
Eriksøn forpligte sig til at genopføre den med
»Forborg«, Ladegaard og alt tilhørende. Ved
Bondeoprøret mod Kristoffer af Bayern (1441)
blev A. paa ny lagt i Grus og er næppe senere
blevet opbygget. Senere blev A. solgt fra
Kronen; en Hovedgaard, Aggersborggaard, blev
oprettet og bygget paa den gamle Forborgs
Grund. Den har været i fl. danske Adelsslægters
Eje.
H. O.
Agerskifte, se Agerfald.
Agerslæber, se Harver.
Agersnap, Hans Mortensen, dansk
Landskabsmaler, f. i Ansager ved Varde 19. Novbr
1857, var opr. Landmand og fik først, da han
allerede var gift, nogen egl. kunstnerisk
Uddannelse som Elev af Krøyer’s Malerskole. Fra
1889 har han udstillet, mest jyske Hedebilleder,
delvis med fremtrædende Staffagefigurer, og
vundet Navn som en dygtig og selvstændig
Kunstner med udpræget nationalt Præg, sund
Følelse og megen Sans for Motivvalg og
Linieføring.
S. M.
Agersnegl (Agriolimax agrestis L.) kaldes en
lille gulgraa, ofte sortspættet, nøgen Landsnegl
af Limacidernes Familie (se Lungesnegle).
Det er den mest alm. af vore temmelig faa
nøgne Lungesnegle; i fugtigt, mildt Vejr
optræder den navnlig om Efteraaret i store Skarer
og bliver trods sin Lidenhed (c. 4 cm) et ret
skadeligt Dyr paa Mark og i Have, idet den
med en overordentlig Graadighed fortærer
saftige og kødfulde Plantedele, som Kartofler og
Agurker, og særlig efterstræber de unge Spirer
af Bælgplanter og Kornsorterne. Om Dagen
holder den sig som sine Slægtninge skjult i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
