Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aggressin - Aggression - Aghani, Kitabu-l-aghani (»Sangenes Bog«) - Aghlabiderne, et arab. Dynasti, der herskede 800-909 i Nordafrika - Aghmat, Urîka, By i Marokko - Aghrim, Slot og Landsby i det irske Grevskab Galway - Aghuri, se Arguri - Agiader, se Agis - Agias, se Cykliske Digtere - agil - agilita - Agilolfingerne, se Bayern (Historie) - Agincourt, se Azincourt - Agincourt, Jean Baptiste d', fr. Kunsthistoriker (1730-1814) - Agio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lammer særlig de hvide Blodlegemers Forsvarskraft.
A. kan navnlig paavises i sygelige
Vædskeansamlinger (Exsudater, Ødemer) hos frisk
inficerede Dyr. Ikke alle Bakterier danner A.,
men væsentlig saadanne, der fremkalder
septikæmiske Processer. A. kan ikke identificeres
med Toksin, thi det er i og for sig ugiftigt selv
i store Doser og uden Bet., naar det alene
indsprøjtes paa Dyr. Sin ødelæggende Virkning
viser det først, naar den med A. behandlede
Organisme samtidig inficeres med den til
vedkommende A. passende Bakterie. Man kan ved
Indsprøjtning af A. fremkalde Antiaggressin,
der neutraliserer A. Et antiaggressinholdigt
Serum formaar altsaa at beskytte,
respektivt helbrede mod et Bakterieangreb ved at
neutralisere det af Bakterierne dannede A.,
saaledes at Organismens egne Forsvarsmidler nu
uhindret kan rettes mod Bakterierne. Det
teoretiske Grundlag for Aggressinlæren er fra
forskellig Side blevet noget angrebet.
O. T.
Aggression (af lat. àggredi, anfalde), Anfald,
Angreb; aggressiv, angribende, anfaldende.
Aghani [a↱кra.ni], Kitabu-l-aghani (»Sangenes
Bog«) er Titelen paa en arab. Samling af Digte,
mest fra den ældre Tid med vedføjede
Oplysninger om Forfatterne. Den skyldes Abul-Faradj
Ali al-Isfahani (d. 967). Om Udgaver, se
Brockelmann, »Gesch. der arab. Litteratur«,
I, 21.
J. Ø.
Aghlabiderne, et arab. Dynasti, der herskede
800—909 i Nordafrika. Dynastiets Stifter,
Ibrahim Ibn Aghlab (800—812) var Kalifen Harun
ar-Rashid’s Lensmand i Nordafrika og tiltvang
sig en Uafhængighed, som Kalifen nødtes til
at anerkende. Hans anden Søn, Sijadet-Allah I
(817—38) gav det ny Herskerhus den
største Magt og Anseelse. Af særlig
kulturhistorisk Bet. blev hans og hans Efterfølgeres
Felttog til Sicilien og Syditalien, hvorved disse
Egne fuldstændig kom under den arabiske
Kulturs Indflydelse, og Virkningerne af denne holdt
sig ogsaa senere efter Normannernes Erobring
af disse Egne. De sidste Fyrster af A.’s
Herskerhus opsled deres Kræfter i blodige indre
Stridigheder, og til sidst blev deres Rige et Bytte
for Fatimiderne fra Ægypten. (Litt.:
A. Müller, »Der Islam« I [Berlin 1885; i Oncken’s
»Allg. Weltg.«]; Amari, Storia dei Musulmani
di Sicilia, I—II [1873]).
J. Ø.
Aghmat, Urîka, By i Marokko, 5000 Indb.,
ligger ved et af Hovedpasserne mellem Marokko
og Tafilet.
Aghrim [↱å.grim ell. ↱å.кrim], Slot og Landsby
i det irske Grevskab Galway, c. 45 km SØ. f.
Galway. Vilhelm III’s Hær under Ginkell slog
her Jakob II’s franske og irske Tropper 12. Juli
1691.
Aghuri, se Arguri.
Agiader, se Agis.
Agias [↱a´-], se Cykliske Digtere.
agil (lat. àgilis af àgere, bevæge), bevægelig,
behændig, smidig, flink, rørig; Agilitet,
Bevægelighed, Behændighed, Rørighed.
agilita [adзili↱ta] (ital.), Bevægelighed,
Lethed; con agilita, musikalsk
Foredragsbetegnelse: livlig, let.
Agilolfingerne, se Bayern (Historie).
Agincourt [eng. ↱ädзinkå.ət], se Azincourt.
Agincourt [d-aзæ↱ku.r], Jean Baptiste d’,
fr. Kunsthistoriker (1730—1814). Hans
Hovedværk er Histoire de l’art par les monuments
depuis sa décadence au IV siècle jusqu’à son
renouvellement au XVI [1812—23, 6 Bd med
325 Kobbere]; i dette Arbejde forlader han den
rent arkæologiske Behandlingsmaade og drager
ogsaa æstetiske og kulturhistoriske Synspunkter
frem.
Agio [fr. a’зio] (ital. aggio [’ad.зo]), Opgæld,
Kursgevinst; den Fortjeneste, som indvindes ved
Salget af en Pengesort ell. et Værdipapir.
Ordet bruges særlig om det procentvise Tillæg, der
betales for en Mønt, en Veksel ell. et
Værdipapir ud over den paalydende Værdi, pari. I
Modsætning hertil kaldes den Del af Beløbet,
hvormed Prisen er lavere end den paalydende
Værdi, for Disagio. Det, der betales over ell.
under Parikurs, er altsaa henholdsvis A. ell.
Disagio. Disse Betegnelser er ret alm. brugte
i Danmark og Tyskland. Derimod benytter man
i England og Frankrig i Reglen i St. f. A.
Betegnelserne premium (eng.) og prime (fr.), og
i St. f. Disagio Betegnelserne discount (eng.) og
perte (fr.). I Henseende til Værdipapirer kan
særlig mærkes de Tilfælde, hvor Stiftere af
Aktieselskaber udbyder Aktierne til en højere
Pris end Parikursen, idet Aktierne da siges at
emitteres med A. Ved Mønter og ædle Metaller
kan A. fremkomme af fl. Grunde. Naar Statsmagten,
saaledes som det tidligere var alm.,
benyttede sin Møntret til at slaa Mønt af
ringere Værdi end den opr. fastsatte, fik de ældre
Mønter A. i Forhold til de nyere, undervægtige.
En Mængde Møntforordninger i 16. og 17. Aarh.
gaar ud paa at forhindre dette og holde de
ny Mønter lige i Værdi med de gamle, hvilket
p. Gr. a. Forholdets Natur ikke kunde lykkes.
Lignende Forhold fremkommer, hvor slidte
Mønter forekommer i Cirkulation sammen med
fuldvægtige. I indenlandske Betalinger kan man
lige saa vel benytte den ene som den anden Art,
men naar der bliver Tale om at gøre Betalinger
til Udlandet, hvor Mønterne kun modtages
efter deres virkelige Metalindhold, opnaar man
mere ved at sende de fuldvægtige end de slidte,
og de første faar derfor A. i Forhold til de
sidste. Ved de i 17. Aarh. i forskellige store
Handelsbyer (Hamburg, Nürnberg, Amsterdam)
oprettede Girobanker indsatte Købmændene
Penge, som krediteredes dem i Bankernes
Bøger, ikke efter den paalydende Værdi, men
efter det virkelige Indhold af fint Sølv. Ved at
hæve de Anvisninger, som Købmændene udstedte
paa deres Banktilgodehavende, var man
altsaa vis paa at faa netop saa meget Sølv,
som Anvisningen lød paa, medens de
cirkulerende Mønter p. Gr. a. Slid, Beklipning og
Forfalskning indeholdt mindre ædelt Metal, end
de lød paa. Af denne Grund betaltes Anvisningerne,
de saakaldte Bankpenge, med en A. i
Forhold til Mønterne. Naar et Land har
Dobbeltmøntfod (s. d.), saa at Sølv og Guld
begge er lovligt Betalingsmiddel og udmøntes
i et vist Forhold, f. Eks. 1 : 15 1/2, saaledes som
Forholdet har været i Frankrig og de dermed
i det latinske Møntforbund forenede Lande, kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
