Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Agrip (egl. Agrip [Udtog] af Noregs konunga sogum) - Agrippa, gr. Filosof fra 2. Aarh. e. Kr. - Agrippa, rom. Navn. Navnkundige er - 1) Menenius A., se Menenius - 2) Marcus Vipsanius A., Kejser Augustus' Feltherre og Svigersøn - Agrippa, se Herodes - Agrippa, Henrik Cornelius, tysk Filosof, f. 1486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ágrip [↱a.-] (egl. Ágrip [Udtog] af Noregs
konunga sögum). Saaledes kaldes en kortfattet
Norgeshistorie paa Islandsk, der rimeligvis
er forfattet af en Islænder omkr. 1190. Dette
lille Sagaværk haves nu kun i eet Haandskrift
(Arn. Magn. Sam.), hvor baade Beg. og Slutn.
mangler. Det begynder nu i Halfdan Svarte’s
Saga og ender i Sagaen om Sigurd, Eystein og
Inge; det har rimeligvis naaet til Aar 1177.
Forf. har benyttet ældre Skrifter og
Traditioner og er selv blevet benyttet af Snorre.
Haandskriftet, der stammer fra Tiden kort efter
1200, er diplomatarisk udg. af V. Dahlerup 1880
(jfr. Udg. i Fornmannasögur X); det er i
ortografisk og sproglig Henseende meget vigtigt.
F. J.
Agrippa, gr. Filosof fra 2. Aarh. e. Kr.,
tilhørte Ainesidemos’ skeptiske Skole i
Alexandria. Ainesidemos havde fremsat den
Grundsætning, at ingen objektiv Erkendelse er mulig,
da Erfaringen viser, at al Viden er en blot
subjektiv Mening, forsk. for de forsk.
Individer, og havde støttet denne Paastand ved ti
Grunde, de saakaldte Troper. A. udviklede
denne Lære, idet han til sin Forgængers Tesis
føjede fire andre Faktorer, nemlig at enhver
Bevisgrund selv kræver Bevis, hvorved man
kommer til at fortsætte i det uendelige, at alle
Forestillinger er relative, fordi Genstandene
opfattes forskelligt efter Omstændighederne, at
de almengyldige Sætninger, der alm. benyttes,
er ubeviste Postulater, og endelig, at al
Bevisførelse bevæger sig i en Cirkel, idet navnlig
Fornemmelsernes Realitet kun kan bevises ved
Tænkningen, og dennes Sandhed maa støttes
paa Fornemmelserne. Ved Opstillingen af disse
Grundsætninger vilde A. bevise ikke blot, at
der hidtil ikke var givet nogen gyldig Løsning
af Erkendelsesproblemet, men at en saadan var
umulig, og han bliver ved denne Paastand mere
dogmatisk i sin Skepticisme, end hans nærmeste
Forgængere havde været.
W. N.
Agrippa, rom. Navn. Navnkundige er 1)
Menenius A., se Menenius.
2) Marcus Vipsanius A., Kejser
Augustus’ Feltherre og Svigersøn. Født 63 f. Kr.
kom han, skønt af ringe Slægt, tidlig i et
fortroligt Forhold til den senere Kejser og hjalp
denne til at vinde Magten, især ved sin store
Feltherredygtighed, der viste sig baade ved
Naulochos over for Sextus Pompejus (36) og
ved Actium over for Antonius (31). Augustus
overdrog ham nu de højeste Æresposter og
lod ham ægte sin Datter Julia, da hun blev
Enke efter Marcellus. A. virkede endnu oftere
som Feltherre, bl. a. i Gallien, som han
forsvarede mod Germanernes Indfald, og i Syrien.
Men nok saa stor Bet. havde hans Virksomhed
som Bypræfekt i Rom, hvor han ledede
Bygningen af Bade, Vandledninger m. m.; ogsaa
Pantheon er opført af ham. Han døde 12 f. Kr.
Hans Datter af første Ægteskab, Vipsania
Agrippina, ægtede den senere Kejser Tiberius, som
imidlertid efter A.’s Død af Augustus blev
tvunget til at skille sig fra hende for at ægte
A.’s Enke Julia. Af A.’s Sønner med Julia var
de to, Gajus og Lucius Cæsar, blevne adopterede
af Augustus, men døde begge i en ung Alder.
H. H. R.
Agrippa, se Herodes.
Agrippa, Henrik Cornelius, tysk
Filosof, f. i Köln 1486 af Slægten von Nettesheim,
d. i Grenoble 1535, studerede Filosofi, Teologi
og Naturvidenskab og deltog som Sekretær hos
Kejser Maximilian i fl. diplomatiske Sendelser.
Ved Univ. i Dole i Burgund holdt han filosofiske
Forelæsninger og blev Doktor i Teologien
kun 23 Aar gl., samtidig med, at han ægtede
en smuk og klog Kvinde af god Familie, Louise
Tyssie. Hans Studier var stærkt paavirkede af
Beuchlin, der i Tilslutning til Marsilio Ficino
og Pico della Mirandola forenede Studiet af
den nyplatoniske Filosofi med den jødiske
Kabala, en Forening, der faldt saa meget lettere,
som Kabala i sin Oprindelse var stærkt
paavirket af Nyplatonismen. Gennem en
mystisk-allegorisk Fortolkning af saavel Bibelen som
de hedenske Filosoffers Skr. mente man at naa
ind til Forstaaelse af Verdens Orden og Guds
Væsen. A. fulgte Reuchlin i grundigt Studium
af det hebraiske Sprog og af Jødernes gamle
Litt. og delte ogsaa hans, mystiske Tro.
Reuchlin’s Værker var Grundlaget for de
Forelæsninger, A. holdt i Dôle, og som udkom under
Titelen De occulta philosophia. Gud har skabt
Verden af intet og gennemtrænger den med sine
Straaler, der af de Gamle opfattedes som
særlige Guder; Verdenssjælen, som bor i og
gennemtrænger alle Ting, baade Elementernes,
Stjernernes og Englenes Verden, er den
forenende Kraft, som betinger, at Mennesket kan
erkende alt og tage ogsaa de højere Magter i
sin Tjeneste. A. havde ventet at blive knyttet
til Dôles Univ., og han havde ikke sparet paa
Lovord over Burgunds Herskerinde Margarete,
Kejser Maximilians Datter, selv om det Værk,
han samtidig skrev om Kvinden som
Skabningens Krone og tilegnede Margarete, ogsaa
bestemtes af de Følelser, der førte til hans
Ægteskab. Men græske og hebraiske Studier var for
Gejstligheden ensbetydende med Kætteri, og
de voldsomme Angreb, der rettedes mod
Reuchlin, kom ogsaa til at ramme A.; han maatte
vende tilbage til den kejserlige Sekretærtjeneste,
der førte ham først med et Gesandtskab til
London og siden med Maximilian’s Hære til
Italien. Ved Univ. i Pavia holdt han
Forelæsninger og vandt Doktorværdigheden baade i
Jura og Medicin, og her haabede han nu, da
Krigen syntes at have Ende, at finde blivende
Sted, et Haab, som Frants I’s Tronbestigelse i
Frankrig gjorde til intet.
Et Par Aar var A. Stadsadvokat i Metz, men
kom i Strid med Inkvisitionen om Kætter- og
Hekseprocesser og maatte søge Tilflugt i
Schweiz. Hustruens samtidige Død ramte ham
haardt, og han rejste hende et smukt Monument
i sit Skr. om Ægteskabet, der viser en
paafaldende idealistisk Opfattelse. I Schweiz
virkede A. som Læge og, kaldtes af Louise af
Savoyen til Lyon som Livlæge, men heller ikke
dette blev af Varighed; han faldt i Unaade,
levede nogle Aar i Antwerpen og Bryssel under
saa kummerlige Forhold, at han endog engang
blev kastet i Gældsfængsel. Modgangen stemte
hans Sind stadig mørkere, og denne Stemning
behersker hans Manddoms store Værk De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
