Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ain, en 190 km lang Biflod til Rhône - Aïn Beida, tidligere Aïn-Beida-el-Kebira, By i Algier - Aineias, se Æneas - Aineias (Æneas), kaldet Taktikeren, gr. Forf., levede i Midten af 4. Aarh. f. Kr. - Ainemolo, V., se Vincenzo da Pavia - Ainesidemos (Ænesidemus) fra Knosos paa Kreta, gr. Filosof - Ainhum, en i den nyere Tid beskrevet, hos i Negre i Afrika og Brasilien iagttaget Sygdom - Aïn Madi, Oase i Algier - Ainmiller, Max Emanuel, tysk Maler fra München (1807-70) - Aïn Musa (Mosekilderne) - Aino, Jéso
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ain [æ], en 190 km lang Biflod til Rhône.
Den udspringer i Jura-Bjergene ved Nozeroy,
løber med stærkt Fald, saa at den ofte danner
ikke ubetydelige Vandfald, og for det meste
stejle Bredder gennem Departementerne Jura
og Ain og munder ud i Rhône ved Anthon
noget oven for Lyon. Dens Kildeomraade er
overordentlig regnfuldt, og mange Steder har
den skaaret sit Løb dybt ned i Juras Oolit-Kalk.
Den anvendes til Tømmer-Flødning (Eg og Fyr
fra Jura-Bjergene), og dens Vand driver mange
Fabrikker.
Det efter Floden opkaldte Dept., der udgør en
Del af det gamle Hertugdømme Burgund og lidt
af Franche Comté, grænser mod Ø. til Schweiz,
mod N. til Dept. Jura, mod V., hvor Saône er
Grænsefloden, til Dept. Rhône og Saône-et-Loire
og mod S., hvor Rhône er Grænsefloden, til
Dept. Haute-Savoie, Savoie og Isère. Dets Areal
er 5800 km2, dets Indbyggerantal (1911) 342482.
Det deles i 5 Arrondissementer (Bourg, Belley,
Gex, Nantua og Trévoux) og har til Hovedstad
Bourg. Dept.’s Jernbanelinier har deres
Knudepunkt i Bourg. Floden A. deler det i to
temmelig lige store Dele, hvoraf den vestlige mellem
A. og Saône (de gamle Landskaber Bresse og
Dombes) er et bølgeformigt Plateau med en
Jordbund af Ler og Grus og opfyldt af en stor
Mængde Sumpe, især i Pays de Dombes (s. d.),
som dog nu for en stor Del er tørlagte. Den
østlige Del mellem A., Rhône og Schweiz
gennemstryges fra N. til S. af de sydlige
Jura-Bjerges parallelle Kæder, dels skovbevoksede,
dels nøgne (1500—1700 m); imellem dem findes
frugtbare Dale med rivende Vandløb. Klimaet
er forholdsvis barskt og fugtigt. Beboernes
Hovedbeskæftigelse er Agerbrug; navnlig dyrkes
Korn og Vin; Kvægavlen (Ost) og Svineavlen
har stor Bet. Af Jorden faas Brunkul, gode
Stenarter (Sandsten og Granit) til
Bygningsmateriale, Asfalt og udmærkede litografiske
Sten (det vigtigste Stenbrud er Villebois).
Af Industrigrenene maa særlig fremhæves
Silkevæveriet; desuden beskæftiger mange sig med
at fremstille Tobaksdaaser og Kamme af Horn.
G. Ht.
Aïn Beida [↱a´ain], tidligere
Aïn-Beida-el-Kebira, By i Algier, Prov. Constantine,
ligger 112 km SØ. f. Constantine 800 m o. H.
(1901) 4155 Indb., der paa nogle Hundrede
Franskmænd nær er arabisktalende. A., hvilket
Navn bet. »den hvide Kilde«, er anlagt 1850
som Militærstation, men blev snart af
Vigtighed som Markedsplads for den omgivende
Højslettes Produkter af Korn, Læder, Uld og Faar.
Nu er den Endepunkt for en Jernbane fra
Constantine. S. f. A. ligger den store Saltsø Tarf
samt det mægtige Bjergmassiv Djebel Aurès.
C. A.
Aineias, se Æneas.
Aineias [a^i↱næ^ias] (Æneas), kaldet Taktikeren,
gr. Forf., levede i Midten af 4. Aarh. f. Kr. og
er maaske identisk med den A. fra Stymfalos,
som kommanderede Arkaderne i Slaget ved
Mantinea (362). Vi har af ham et Skr. om
Belejringskunsten, vistnok et Afsnit af et større
Værk, rigt paa historiske Eksempler. Det er
udg. af Hercher (Berlin 1870) og Hug (Leipzig
1874).
H. H. R.
Ainemolo, V., se Vincenzo da Pavia.
Ainesidemos (Ænesidemus) fra Knosos
paa Kreta, gr. Filosof, lærte i Alexandria i 1.
Aarh. f. Kr. Han var Skeptiker og genoptog
Pyrrhon’s Lære. I sine Skr., der er tabte paa
enkelte Brudstykker nær, søgte han nærmere
at begrunde Pyrrhon’s Skepticisme, idet han
opstillede 10 forsk. Argumenter for Umuligheden
af en virkelig Erkendelse af den objektive
Tilværelse.
H. H. R.
Ainhum, en i den nyere Tid beskrevet, hos
Negre i Afrika og Brasilien iagttaget Sygdom.
Den angriber kun den femte (lille) Taa paa den
ene ell. paa begge Fødder, undertiden dog ogsaa
fjerde Taa, begynder som en Fure paa
Taaens Underside, forløber meget langsomt og
ender med en spontan Amputation ell. Afsnøring
af hele Taaen, idet Furen lidt efter lidt
er blevet dybere og til sidst har strakt sig over
hele Taaens Omkreds. Affektionen forekommer
kun hos Voksne og, som det synes, kun hos
Negre, er ikke ledsaget af Smerter. Dens
Aarsag er ubekendt.
A. F.
Aïn Madi [↱a´ain], Oase i Algier ved den sydlige
Fod af Djebel Amur, er et vigtigt Handelsdistrikt
med en af tykke Mure omgivet By af samme
Navn; denne er Sædet for en Marabut og har
2000 Indb.
Ainmiller [↱a^in-], Max Emanuel, tysk
Maler fra München (1807—70). Efter at han
havde studeret Arkitektur og Ornamentik under
Gärtner paa Akademiet i München og senere
paa den derværende Porcelænsfabrik deltaget i
Forsøg med Glasmaleri, blev han 1844 Direktør
for den nyoprettede kgl. Glasmaleri-Anstalt. Ved
sin kunstneriske Virksomhed paa dette
Omraade og ved de tekniske Fremskridt, han
berigede denne Kunstart med (»Overfangs«glas,
farvet paa farvet), bragte han nyt Liv til Veje;
selv gav han gerne Tegningen til den
ornamentale Del i Glasmalerierne, den figurlige
besørgede andre. Hans bekendteste Arbejder er
Glasmalerierne til Domkirken i Regensburg,
Aukirken i München samt til Domkirkerne i
Köln og Speier, St Paul og Universitetskirken i
Cambridge. A. var ogsaa en dygtig
Arkitekturmaler.
A. Hk.
Aïn Musa [↱a´a.in] (Mosekilderne), de
Kilder, som Moses efter Sagnet slog frem af
Klippen, ligger 18 km SSØ. f. Sues ved Beg. af
Sinai-Halvøen. De kommer fra nogle smaa Høje og
udbreder sig derpaa i Omegnen, hvor de
fremkalder en rig Vegetation af Palmer og Buske i
det ellers ørkenagtige Landskab.
M. V.
Aïno, Jéso, det sydlige Sachalin (indtil 49°
n. Br.) samt den kuriliske Ørække huser i
vore Dage Resterne af et Folk, A., der i tidligere
Tider har haft en videre Udbredelse i Østasien
og foranliggende Øer, idet det ikke alene har
efterladt sig Spor paa Fastlandet, men ogsaa
med Grund antages at have udgjort en
væsentlig Bestanddel af den opr. Befolkning paa
de jap. Øer før Japanesernes Indvandring. Først
efter haarde Kampe med disse er de gradvis
fortrængte mod N. Antropologisk viser
Aïnotypen væsentlige Afvigelser fra den i disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
