Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 347 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aischines, 2) Taleren, fødtes i Athen 385 f. Kr. - Aischylos, den ældste af Grækernes tre store Tragediedigtere, fødtes 525 f. Kr.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Aischines, Marmorstatue fra Herculaneum (i Nationalmuseet i Neapel).

ikke en Femtedel af Stemmerne for sig og
mistede saaledes sin borgerlige Ære. Han
udvandrede da til Rhodos og stiftede der en
Talerskole; 314 døde han paa Samos. Af
hans Taler er kun de tre ovf. nævnte (mod
Timarchos, om Brudet paa Gesandtpligten og
mod Ktesifon) bevarede; de staar, som
Kunstværker betragtede, meget højt (udg. i
Samlingerne af de attiske Talere og særskilt af
Bremi, Zürich 1823, Franke, Leipzig 1860,
Schultz, Leipzig 1865, Weidner, Berlin
1872, Blass, Leipzig 1908. Specialudgave af
Talen mod Ktesifon ved Weidner, Berlin 1878).
Under A.’s Navn er tillige overleveret 12
uægte Breve (udg. af Hercher i Epistolographi
Graeci [Paris 1873]). (Litt.: Blass, »Attische
Beredsamkeit«, III [Leipzig 1880]; Marchand,
»Charakteristik des Redners A.« [Kassel 1872];
Castets, Eschine, étude historique et
littéraire [Paris 1875]).
K. H.

Aischylos [↱a^isκylås], den ældste af Grækernes
tre store Tragediedigtere, fødtes 525 f. Kr. i
Eleusis. A. tilhører den ældre Generation i
Athens Glansperiode, »Heltene fra Marathon«;
han deltog ogsaa i Slagene ved Salamis og
Platææ. Ca. 500 optraadte han første Gang som
Digter, men vandt først Sejren 485, og Sofokles
besejrede ham straks ved sin første Optræden
(468). Han gjorde to Rejser til Sicilien;
paa den første var han Kong Hieron’s Gæst i
Syrakus; paa den anden døde han i Gela 456.
Ogsaa efter hans Død blev hans Stykker opførte
i Bearbejdelse af hans Slægtninge og vandt ofte
Prisen.

A. gjorde først Tragedien til en virkelig
Kunstform, idet han forøgede Skuespillernes
Antal fra een til to og indskrænkede Korets
Partier, saa at Dialogen blev Dramaets Kerne;
i Sammenligning hermed er de senere
Forandringer uvæsentlige, f. Eks. Anvendelsen af
tre Skuespillere, som A. i sine senere Stykker
optog fra Sofokles. Ligeledes gav han det ydre
dramatiske Apparat dets senere alm. Form;
Illusionen forøgedes ved Indførelse af Dekorationer
og Maskineri, og Anvendelsen af Masker
og prægtige Kostumer tillægges ham. Hans
Trilogier (ɔ: Forbindelser af tre Stykker)
dannede en organisk Enhed ved deres mytiske
Emner ell. en fælles Grundtanke; dertil
sluttede sig ved Stoffets Lighed Satyrdramaerne.
A.’s hele Digtning er præget af stærk Religiøsitet;
den alm. gr. Forestilling om Ulykken, der
nødvendigvis følger paa Lykken (»Nemesis«),
brydes og forædles ved Tanken om den
guddommelige Retfærdighed. Til dette Tankeindhold
svarer en Form og Stil, der i Patos og
Højhed staar over al anden Poesi, og ved Siden
deraf viser A. et ualmindeligt lyrisk Talent.
Stykkernes Plan er i Reglen meget simpel uden
den kunstmæssige Sammenslyngning og
paafølgende Opløsning af den tragiske Knude, som
karakteriserer Efterfølgerne. Karaktererne er
tegnede i store Omrids og hævede op over alm.
menneskelige Forhold.

Antallet af A.’s Dramaer skal have været 90;
al disse er bevaret 7, der efter al Sandsynlighed
er fremkomne i flg. Orden. 1) »De bønfaldende
Kvinder« (ἱκετίδες) har Navn efter Koret, som
bestaar af Danaos’ Døtre, der i Argos søger
Beskyttelse mod Aigyptos’ Sønner (udg. af
Schwerdt, Berlin 1858, og Oberdick, smst. 1869);
2) »Perserne«, opført 472, en hist. Tragedie, der
behandler Grækernes Sejr ved Salamis, idet
Xerxes’ Hjemkomst som slagen Flygtning til
sin Hovedstad skildres (udg. af Blomfield,
Leipzig 1823. Merkel, smst. 1869, Schiller, Berlin
1869, Teuffel-Wecklein, Leipzig 1901); 3) »De syv
mod Theben«, opført 467, dannede med Laios og
Oidipus en Trilogi, hvortil Satyrdramet Sfinx
sluttede sig (udg. af Blomfield, Leipzig 1823, Ritschl
[2. Opl.], smst. 1875); 4) »Den lænkede
Prometheus«, sandsynligvis det første Led i en
Trilogi, der behandlede Prometheus’ Skæbne,
vistnok det ypperste i hele A.’s Produktion (udg.
af Blomfield, Leipzig 1822, Schömann, Greifswalde
1844 [med Overs.], Wecklein, Leipzig
1872, og L. Schmidt, Berlin 1870); 5—7) Agamemnon,
de ofrende Kvinder (Choeforoi) og Eumeniderne,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>