Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aithra, efter det græske Sagn en Datter af Kong Pittheus i Troizen - Aitiopya, se Abessinien - Aitken, Robert Grant, amer. Astronom, f. 31. Decbr 1864 - Aitolia (Ætolien) - Aitolos (gr.), Aitolernes mytiske Stamfader - Aiton, William, skotsk Botaniker, (1731-59) - Aitzema, Lieuwe van, nederlandsk Historiegransker (1600-69)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moder; men medens han med sin Ven, Peirithoos
var i Underverdenen, befriede Dioskurerne
Helene og førte tillige A. bort med sig
som hendes Slavinde. A. kom derefter med
Helene til Troja; efter den troiske Krigs Ende
blev hun frigiven paa sine Sønnesønners Forbøn.
C. B.
Aitiopya, se Abessinien.
Aitken [’ätkən], Robert Grant, amer.
Astronom, f. 31. Decbr 1864 i Jackson Cal.,
ansattes 1895 ved Lick Observatory, hvor han
hovedsagelig har været beskæftiget med at
maale Dobbeltstjerner; herunder har han fundet
2500 ny Dobbeltstjerner, meddelte i Lick
Observatory Bulletin. 1906 fik A. Lalande’s
Medaille fra det fr. Videnskabsselskab for sine
Opdagelser af Dobbeltstjerner.
J. Fr. S.
Aitolia (Ætolien) er det antikke, men
ogsaa i Nutiden anvendte Navn paa et
Landskab i Grækenland, N. f. den ydre Del af den
korinthiske Bugt, begrænset mod V. af
Akarnanien, mod N. af Epeiros og mod Ø. af fl.
mindre Landskaber, deriblandt de ozoliske
Lokrers Land. Mod S. findes der fl. frugtbare
Sletter og nogle Sumpe langs med Kysten;
ellers er Landet for største Delen opfyldt af
Bjerge. I den sydlige Del er det største Bjerg
Zygos, Oldtidens Arakynthos, N. f. hvilket den
store Agrinion-Sø, Oldtidens Trichonis, findes.
Mod N. og NØ. hæver Bjergene sig til betydelige
Højder, saaledes Vardusi (Korax) og Veluchi
(Tymfrestos). Den største Flod er Aspropotamos
(Oldtidens Acheloos), som paa en stor Del af
sit Løb danner Grænsen mod Akarnanien, og
Fidaris (Euenos). I Oldtiden skelnede man
imellem det egentlige, oprindelige A. mod SV.
og det seriere erhvervede, for største Delen
klippefulde Land i det indre. Det sydlige A.
omtales allerede i de homeriske Digte som
Sædet for ansete Byer, af hvilke der nævnes
fem: Fleuron, Olenos, Pylene, Chalkis og
Kalydon, som det ogsaa i nyere Tid er lykkedes at
identificere, og hvor der er gjort en Del
Oldtidsfund. Senere, da det Land, som gik under
Navn af A., tiltog i Omfang mod N., sondrede
man mellem forsk. aitoliske Folkestammer,
saaledes Apodoterne, Ofioneerne og Bomieerne mod
Ø. og Eurytanerne og Aperanterne mod N.
Disse Folk stod i Kulturudvikling langt tilbage
for de fleste andre Grækere, og Aitolerne gik
overhovedet for at være nogle raa og vilde
Folk med halvbarbariske Egenskaber, men var
frygtede for deres Tapperhed. I Grækenlands
alm. Historie kom Aitolerne først til at spille
en Rolle fra Makedonerherredømmets Tid.
Medens Alexander den Store var i Asien, trængte
de ind i Akarnanien og erobrede Oiniadai, og
efter Alexander’s Død deltog de i den lamiske
Krig, efter hvis for Grækerne uheldige Udfald
Antipatros trængte ind i A., men ikke
formaaede at komme Aitolerne til Livs. Under de
følgende Kampe i Grækenland hjalp Aitolerne
en Tid Antigonos mod Kassandros, men søgte
væsentlig at udvide deres egen Magt. Det
lykkedes dem ogsaa i Løbet af 3. Aarh. f. Kr. stadig
at udvide deres Landomraade, saa at omtr.
hele det nordvestlige Grækenland, Akarnanien,
Lokris og Fokis, en Tid lang ogsaa Boiotien og
det sydlige Thessalien, kom til at høre ind
under det aitoliske Forbund, medens fl. fjernere
Stater traadte i et noget løsere Forhold
dertil. Dette Forbund styredes af en Strateg
og et Raad, men den suveræne Afgørelse af
dets Anliggender blev truffet af den store
Forbundsforsamling, som hvert Efteraar samledes i
Hovedstaden Thermon. Men Aitolernes mægtige
Stilling i Grækenland blev ikke af lang
Varighed. I Forbundskrigen (220—217) trængte
Filip III af Makedonien, som sammen med det
achaiske Forbund bekrigede Aitolerne, ind i
A. og ødelagde Thermon. Bagefter sluttede
Aitolerne derfor Forbund med Romerne, men
Venskabet blev dog altid ret køligt. I Slaget ved
Kynoskefalai (197) bidrog det aitoliske Rytteri
stærkt til Romernes Sejr over Makedonerne;
men da Romerne ikke tilstrækkelig paaskønnede
Aitolernes Fortjenester, indkaldte de snart
efter Kong Antiochos III af Syrien, og efter
dennes Nederlag blev de nødt til at anerkende
Roms Overhøjhed (189) og opnaaede ikke
senere nogen selvstændig Bet. — I det moderne
Grækenland udgør A. sammen med Akarnanien
en egen Nomos. De vigtigste Byer er Mesolongion
og Agrinion, af hvilke den sidstnævnte
allerede var af Bet. i Oldtiden. De er forbundne
ved en Jernbane, som har sit Udgangspunkt ved
Havnen Kryoneri ved den korinthiske Bugt.
(Litt.: Woodhouse, Aetolia, its Geography,
Topography and Antiquities [Oxford 1897]).
H. H. R.
Aitolos (gr.), Aitolernes mytiske Stamfader,
var en Søn af Endymion, der herskede i Landskabet
Elis. Om Arvefølgen lod Endymion sine
Sønner, A., Paion og Epeios, holde Kapløb i
Olympia; Sejren tilfaldt den sidste. Da Epeios
døde barnløs, blev A. Konge i Landet, men
da han i Væddekørsel uforvarende havde dræbt
Arkaderen Apis, maatte han flygte bort fra
Peloponnes og drog over Havet til Egnen ved
Acheloos, hvor han stiftede et Rige, hvis
Befolkning (Aitolerne) fik Navn efter ham. A.’s
Flugt fra Peloponnes er et mytisk Udtryk for
den Forestilling, at Aitolerne i gamle Dage
skulde være indvandrede derfra.
C. B.
Aiton [↱eitn], William, skotsk Botaniker,
(1731—59), d. som Forstander for de allerede
paa hans Tid berømte kgl. Haver i Kew, hvilke
han med en rastløs Iver, støttet af kgl.
Gavmildhed, hævede til de rigeste i Verden. Hans
Hortus Kewensis [1789, 3 Bd med Afbildninger,
ny Udg. ved hans Søn, 5 Bd 1810—13],
indeholder Beskr. af 6000 Planter, hvoriblandt 14
ny Familier og henved 500 ny Arter.
Kortfattethed, Nøjagtighed og Sikkerhed i
Karakteristikken gør dette Arbejde til et
Mønsterværk.
V. A. P.
Aitzema [a^itsema], Lieuwe van,
nederlandsk Historiegransker (1600—69), i 30 Aar
Hansestædernes Resident i Haag. Han er Forf.
af det vigtigste Kildeværk over Nederlandenes
Historie i deres mest glimrende Periode 1621—1668.
(Saken van staat en oorlogh, in ende
omtrent de vereenigde Nederlanden [1655—71],
15 Bd), en stor Samling Aktstykker, oplyste
ved en fortællende Fremstilling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
