Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Akvarelmaleri - Akvarium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunstgren er blevet dyrket med særlig
Forkærlighed.
I England, ligesom i andre Lande, er »A.« opr.
ikke saa meget Maleri som Tegning; denne
er Hovedsagen, Farven et Accessorium, der
ledsager og markerer Tegningens Linier; i Beg.
var disse Arbejder monokrome i sort ell. graat;
efterhaanden kommer der, meget beskedent og
antydningsvis, Lokalfarver paa den mørkt
præparerede Grund, hvor Tusch og Sepia spiller
en fremtrædende Rolle, og alt som Farven tager
Overhaand, faar disse water-colour drawings
(stained drawings) mere og mere Karakteren
af Malerier. I Slutn. af 18. Aarh. begynder
man derhos saa smaat at emancipere sig fra
den obligate Undermalingsgrund, skønt det
varer en rum Tid endnu, inden den ganske
slipper Fodfæstet. P. Sandby, »Akvarelkunstens
Fader« (d. 1809) hører hovedsagelig den gamle
Tid til, benytter Tusch og Pen. Forbedringer
af Materialet faar stor Bet. for den eng. A.’s
Udvikling. Tidligere maatte Kunstnerne selv
tilberede deres Farver; 1780 gaar denne
Virksomhed over paa en enkelt Forretning (Reeves),
som nu skaffer langt renere og bedre Farver
(i Stykkeform) til Veje. Samtidig bliver
Papiret bedre (Whatman’s vellum paper) og
betinger derved ny Malemaader, som det tidligere
skrøbelige Materiale forbød. John Smith
(»Warwick Smith«) er en af de første, der
bryder med den gængse Malevis. De to
betydelige Kunstnere Thomas Girtin (1773—1802)
og Turner (1775—1851) følger efter; den graa
Tone til Undermalning forsvinder, ved
Udvaskning frembringer Turner en hidtil uopnaaet
Lysvirkning i sine fantastiske Billeders
Luftperspektiv. Med Dannelsen af Society of
painters in water-colours, et Selskab, der blev
stiftet 1804 og havde sin første Udstilling i det
flg. Aar, faar A. en fast Position, og snart
stiftes der andre Foreninger. — I den første
Fjerdedel af 19. Aarh. florerede det »rene« A.,
uden mørknende Undermalning og ogsaa uden
Anvendelse af den hvide, dækkende Farve;
Turner ivrede saaledes stærkt imod den. Den
faar dog efterhaanden Indpas, benyttes til
Fremstilling af høje Lys og blandes ogsaa i
ringe Mængde ind i de andre Farver. Denne
»blandede« Metode blev først med Bravur
anvendt af Malere som G. Cattermole, Lewis og
Tayler og er nu meget gængs. — Det engelske
A. er alsidigt, omfatter Historie- og Genrebilledet
lige saa vel som Portræt-, Stillleben- og
Landskabsmaleriet og er ogsaa ofte, rent
kvantitativt set, meget imponerende.
Paa Fastlandet har A. ikke spillet en saa
fremtrædende Rolle som i England; den er der
mindre en Specialitet, som helt og holdent
lægger Beslag paa sine Dyrkeres Arbejdskraft, end
en Ytringsform, der lejlighedsvis benyttes af
Kunstnerne, og har derfor heller ikke
gennemgaaet en saa rig og fyldig Udvikling, som
Tilfældet har været paa den anden Side Kanalen.
Den Række Akvareller, Englænderne mødte op
med paa Verdensudstillingen i Paris 1855, gav
Stødet til, at Interessen for denne Kunstgren
blev levende, og Fastlandets Kunstnere
kappedes nu — ikke uden Held — om at rivalisere
med de eng. Akvarelmalere i Virtuositet og
blændende Teknik. I Paris, Bryssel o. a. St.
dannedes Selskaber for A. i Smag med de eng.
M. H. t. Kunstnernavne maa henvises til
Omtale under Afsnittet »Kunst« i Artiklerne om de
enkelte Lande samt til selve Kunstnerartiklerne.
(Litt.: Jännicke, »Handbuch der A.«
[Stuttgart, 6. Opl. 1902]; Soya-Jensen,
»Akvarelteknik« [Kbhvn 1889]; H. Nyblom, »Handbok
i akvarellmålning [Stockholm 1910]; Ch. Holme,
The Royal Inst. of painters in water-colours
[1906]; M. B. Huisch, British water-colour art
[London 1904]; E. Rondahl, »Vejledning i
A.« [1914]).
A. Hk.
Akvarium (hertil en farvetrykt Tavle »Akvariefisk«),
Beholder med Vand, i hvilken kan holdes
levende Dyr og Vandplanter, dels til Fornøjelse,
dels til Brug ved Studiet af de paagældende Dyr
og Planter. Den simpleste og ældste Form er
Kinesernes Guldfiskekumme, der har været kendt
i Europa i henved et Par Hundrede Aar, og som
desværre endnu den Dag i Dag er meget udbredt
saavel i det fjerne Østen som i den øvrige
Verden. Dens runde Form, der tvinger Fiskene
til stadig at svømme rundt, hvortil yderligere
kommer, at den altid ell. saa godt som altid
savner Sand i Bunden og Planter, der er en
absolut Betingelse for, at Fiskene skal kunne
leve i længere Tid, gør det berettiget at
betegne det som et rent og skært Dyrplageri at
holde levende Fisk i en saadan Beholder. 1856
gav Zoologen Rossmässler i Leipzig i »Gartenlaube«
den første Anvisning paa, hvorledes et
A. burde indrettes for at give et tilnærmelsesvis
rigtigt Billede af de virkelige Forhold, under
hvilke Fiskene lever, og paa Grundlag heraf
fremstod de nu kendte sammensatte, sindrige A.,
der oftest tjener til Fornøjelse i private Hjem,
men dog ogsaa har faaet Bet. for Folkeoplysningen
og endog for Videnskaben, hvilken de har
ydet store Tjenester.
De alm. benyttede Stueakvarier er enten
Glasakvarier ell. Stelakvarier. Glasakvarierne
er firkantede, støbte Glas, de saakaldte
»Elementglas«; de mindre Størrelser af disse
er absolut gode og kan tage sig godt ud, naar
de er smukt beplantede; men de store Glas
kan ikke anbefales, idet Vandets stærke Tryk
undertiden bevirker, at Glasset springer,
hvorved Vandet løber ud, saa Fiskene dør, og
Akvariet ødelægges. Stelakvarierne bestaar
af et Stel af Jern ell. Zink, i hvis Sider er indsat
Glas af passende Tykkelse alt efter Størrelsen;
Bunden er af Zink ell. Skifer. Inden Akvariet
tages i Brug, maa man selvfølgelig forvisse sig
om, at det er fuldstændig tæt. Bunden dækkes
med et Lag Sand ell. endnu bedre Grus, da
dette ikke saa let hvirvles op. Det skylles
forinden Brugen, saa det er fuldstændig rent,
og anbringes saa i et Lag af nogle cm’s Højde
i Akvariet. Derefter anbringes Planterne. Disse
kan godt trives i rent Sand ell. Grus alene,
men smukkest og kraftigst udvikler de sig dog,
naar de er plantede i Jord. Hertil kan bedst
benyttes den Jord, man under Navn af Sphagnum
benytter i Gartnerierne. Den skoldes ud,
trykkes godt af og lægges saa i et Lag paa
3—4 cm’s Tykkelse paa Bunden af Akvariet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
