Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albaner-Bjergene - Albaner-Sø, se Albaner-Bjergene - Albaneserne - Albanesisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Triumftog, højtideligt drog op til Templet.
Den vulkanske Virksomhed er forlængst
ophørt i Albaner-Bjergene, og de gamle
Lavastrømme, der kan følges til Cecilia Metella’s
Gravmæle i Roms Nærhed, er gennemfurede
af de til alle Sider udstraalende Bække.
Forskellige Fund viser dog, at den vulkanske
Virksomhed først er ophørt, efter at Egnen var
blevet beboet af Mennesker. Langs A.’s
vestlige Fod gik Via Appia. A. har stedse været
godt befolket. Villarester fra Romertiden, Slotte
fra Pavetiden og moderne ital. Smaabyer findes
spredt i det frugtbare Landskab, der kun i de
højere Dele er skovklædt. Sine Steder i A.
brydes den berømte Albanosten (Peperino),
en vulkansk Tuf af grønliggraa Farve,
der danner et godt Byggemateriale. I vore Dage
er A. et besøgt Turiststed, og særlig gælder
dette Monte Cavo med den prægtige Udsigt og
Egnen ved Albaner- og Nemi-Søerne, der
regnes for de skønneste af alle Italiens
Vulkansøer. — Albaner-Søen (lat. albanus lacus;
ital. Lago di Albano ell. di Castello), der er 3,7
km lang og 2 km bred, ligger 293 m o. H. og
har en Dybde af 170 m, medens den stejle
Kraterrand hæver sig 160 m over Søens Spejl og
er dækket af Kastanieskove og Vinplantninger.
Søens Vandspejl reguleres af en gl. Afløbskanal
(emissarium), som den romerske
Feltherre Camillus under Belejringen af Veji 396
f. Kr. lod hugge gennem Klipperne, og som
endnu den Dag i Dag opfylder sin Bestemmelse;
den er 1200 m lang, 1 m bred og 2—3 m høj.
— SV. f. Albaner-Søen ligger den 30 m højere
Nemi-Sø (Oldtidens Lacus Nemarensis), der er
1,5 km stor og 100 m dyb.
H. P. S.
Albaner-Sø, se Albaner-Bjergene.
Albaneserne, albanesisk Schkipetarer
ɔ: Bjergboere ell. Klippeboere, serb. Arnabas,
tysk Arnauter, hvilket Ord er en Forvanskning
af det græske albanites ell. arnabites, et
isoleret indoeuropæisk Folk, hvis Hovedsæde og
Hjemland er Albanien (s. d.), og som derfra
har bredt sig til Dele af Gammel Serbien,
Makedonien og Grækenland, foruden at de i mindre
Mængder findes i Montenegro, Dalmatien,
Slavonien, Bulgarien, Lilleasien samt Syditalien og
Sicilien. A.’s samlede Antal er ret ukendt, men
anslaas til c. 2 Mill. Deraf bor c. 1115000 i
Albanien, af hvilke c. 780000 er Muhammedanere,
245000 Græsk-katolske og 83000 Romersk-katolske.
Til Grækenland udvandrede A. i 14. og 15.
Aarh.; paa Peloponnes nævnes de 1349. Mange
Steder er de gaaede op i den græske Befolkning,
men endnu udgør de Majoriteten af Befolkningen
paa Salamis, Hydra og Spezia og et
betydeligt Element i Elis-Achaja, Lakonien og
Messenien. Disse græske A. anvender
albanesisk Sprog i daglig Tale, men føler sig i
øvrigt ganske som Grækere; de er Græsk-katolske
og kan næppe skelnes fra Grækere i
kulturelle Henseender. I den græske
Frihedskrig spillede de græske A. en stor Rolle. Til
Syditalien er der udvandret A. saavel i 15.—16.
Aarh. som i 18. Aarh.; de træffes nu i et
Antal af c. 100000 spredt i Landsbyer i
Kalabrien, Bosilicata og Capitanata samt især paa
Sicilien. Til Dalmatien og Slavonien udvandrede
en Del A. 18. Aarh., men de er nu, for en
stor Del slaviserede.
A., der antages at nedstamme fra de gamle
Illyrer, falder sprogligt i to Stammer: Gegerne
mod N. og Toskerne mod S., til hvilke
sidste ogsaa A. i Grækenland og Italien hører. De
nordlige A. er stærkt blandede med Slaver.
Renest træffes de i Midtalbanien og Distriktet
mellem Floderne Shkumb og Mati. I antropologisk
Henseende skal der være en lgn. Modsætning
mellem Nord-A., der er mere brachycefale, og
Syd-A., hvor Dolikocefali skal være
fremherskende. Den albanesiske Dragt minder noget om
Højskotternes og veksler en Del efter
Stammerne; den mest kendte Form bestaar af et
hvidt, folderigt Skørt, der naar til Knæet, en
Vest med fl. Rader Kobberknapper, der dækker
Brystet som et Harnisk, en broderet Trøje med
vide Ærmer og en vid Silkeplaid, der kastes
over Skulderen. Om Livet bæres et Bælte af
Uld ell. Silke, hvori stikkes Sabel, Pistol og
Dolk; paa Hovedet bæres den lange, røde, uldne
Fez. Benene omsluttes af broderede, uldne
Gamacher med Sølvspænder; Fodtøjet er
Sandaler ell. Snabelsko. Fra A. er denne Dragt
gaaet over til Grækerne, der nu betragter den
som en Slags Nationaldragt.
A. er tapre og dristige Krigere, men
grusomme, selvsikre og upaalidelige af Karakter.
De nærer Afsky for regelmæssigt Arbejde, og
Røverhaandværket staar i høj Gunst hos dem.
Saa længe de har været underkastet Tyrkiet
og Muhammedanismen, har de været de
værdifuldeste blandt de tyrkiske Tropper, og de er
fortrinsvis blevne anvendte til Underkuelse af
Oprør rundt om i Tyrkiet. I Albanien var den
tyrkiske Autoritet kun ringe. Hver Stamme
danner i Virkeligheden en lille uafhængig
aristokratisk Republik, i Spidsen for hvilken staar en
Bairaktar, der i Tilfælde af Krig er Stammens
Fører. Vigtige Spørgsmaal afgøres af et Raad
af Ældste (Pljekjena), der vælges ved Lodtrækning
og indestaar for Ro og Orden i Stammen.
Beslutninger om Krig og Fred og lgn. særlig
vigtige Anliggender tages af en Folkeforsamling
(Cuvent). Forbrydelser straffes med
Pengebøde og Kvægkonfiskationer, men Mord,
Bortførelser, Ægteskabsbrud og Skænden af
Kvinder afgøres ved Blodhævn, der endnu
blomstrer frodig og kræver sine Ofre blandt A. I
Familien er Manden Herre; Kvindens Stilling
er ikke videre anset, og hun maa gøre det
groveste Arbejde. Skikkene ved Forlovelse og
Bryllup aabenbarer mange Spor af gamle,
barbariske Sædvaner; saaledes forekommer stadig
Bruderov og Brudekøb. I de religiøse
Forestillinger er bevaret mange Rester af gammelt
Hedenskab.
H. P. S.
Albanesisk Sprog og Litteratur. De
albanesiske Dialekter falder i to Hovedgrupper:
Gegisk (N. f. Floden Shkumb) og Toskisk
(S. f. Shkumb; hertil maa ogsaa de albanesiske
Dialekter i Grækenland og Italien henregnes).
Hovedkendetegnet for de to Grupper er den
forsk. Behandling af -n- mellem to Vokaler:
gegisk vena (Vinen), toskisk vera. Hidtil har
begge Dialekter været benyttede som
Skriftsprog, Gegisk tilmed i sin mest udprægede, fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
