Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albanesisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toskisk .mest forskellige Form (Nordgegisk,
Dialekten i Skutari); og dette Forhold vil indtil
videre næppe lade sig ændre; Henvisningen til
Dialekten i Elbasan (Sydgegisk) som den, der
bedst vilde kunne samle alle Albanesere, har
foreløbig i det væsentlige kun en teoretisk
Karakter. Det ortografiske Spørgsmaal har
frembudt store Vanskeligheder, fordi Albanesisk
indeholder mange Lyd, som ikke er repræsenterede
i det sædvanlige latinske (endsige i
det græske) Alfabet. Men 1879 blev der af et
albanesisk Selskab i Konstantinopel under
Forsæde af Digteren Sami Bej Frásheri skabt et
sindrigt og smukt albanesisk Alfabet paa 36
Tegn. Grundlaget var det latinske Alfabet, der
var udvidet med en Række ny Tegn, som dog
alle var holdt i det lat. Alfabets Stil og var
fri for diakritiske Tilføjelser over Bogstaverne.
En lang Række albanesiske Bøger blev
efterhaanden trykt med dette Alfabet, men det
naaede p. Gr. a. forskellige Anstød ikke alm.
Anerkendelse. Et albanesisk Retskrivningsmøde
i Monastir 1908 foretog derfor et Par ubetydelige
Forandringer ved Alfabetet, hvorefter det blev
fastslaaet som Nationalalfabet, idet man dog
samtidig vedtog en bestemt Maade at transkribere
de særlige Tegn paa, naar man kun havde
Adgang til det rene lat. Alfabets Typer. For
denne Afgørelse har alle de stridende Parter
hidtil bøjet sig.
Albanesisk er efter al Sandsynlighed en
Fortsættelse af det Sprog, som i Oldtiden taltes i
de samme Egne (Illyrisk). Det er et indoeurop.
Sprog, men danner en særlig Sprogklasse og er
saaledes ikke nær beslægtet med noget af
Nabosprogene. Efter Behandlingen af de indoeurop.
k-Lyd maa Albanesisk regnes til den østlige
Halvdel af vor Sprogæt sammen med
Baltisk-Slavisk, Armenisk og Iranisk-Indisk (de
saakaldte Satem-Sprog). Albanesisk har optaget
en stor Mængde Laaneord fra andre Sprog.
Ældst og talrigst er de lat. Laaneord; mange
af Sprogets almindeligste Ord er latinske. I
senere Tid er der optaget en Del Ord fra
Italiensk (bl. a. under Venedigs Vælde),
Nygræsk og Slavisk. Yngst og mest overfladisk
er den tyrkiske Indflydelse; vel er de
tyrkiske Laaneord ret talrige, men mange af
dem har ikke fæstet dybere Rod i Sproget,
end at de let vil kunne fejes bort af en
puristisk Bevægelse. I Syntaks, Betydningsudvikling
og Fraseologi stemmer Albanesisk ofte
paafaldende overens med andre Balkansprog, uden
at det altid er let at afgøre, hvor Udgangspunktet
for den fælles Udvikling er at søge. Ligesom
Rumænsk og Bulgarisk har Albanesisk en
efterhængt Artikel (gur [Sten], gur-i [Stenen]); der
kan føres sprogligt Bevis for, at denne
Ejendommelighed er overordentlig gl. i Albanesisk.
Den første og grundlæggende sprogvidenskabelige
Behandling af Albanesisk skyldes Gustav
Meyer (bl. a. »Albanesische Studien« III, Wien
1892); af senere Arbejder kan nævnes: Holger
Pedersen, »Die Gutturale im Albanesischen«,
»Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung«,
36. S. 277 ff.; Kr. Sandfeld Jensen, »Der Schwund
des Infinitivs im Rumänischen und de Balkansprachen«
i »IX. Jahresbericht des Instituts für
rumänische Sprache in Leipzig«, [Leipzig 1902];
Wilhelm Meyer-Lübke, »Die lateinischen
Elemente im Albanesischen« i Gröber’s »Grundriss
der romanischen Philologie«, I, 1038 ff.
[Strassburg 1906]; Norbert Jokl, »Studien zur
albanesischen Etymologie und Wortbildung« [Wien
1911]. Grammatikker: Gustav Meyer,
»Kurzgefasste albanesische Grammatik mit
Lesestücken und Glossar« [Leipzig 1908]; Julius
Pisko, »Kurzgefasstes Handbuch der
nordalbanesischen Sprache« [Wien 1896]; Pekmezi,
»Grammatik der albanesischen Sprache« [Wien
1908]; Gustav Weigand, »Albanesische
Grammatik im südgegischen Dialekt« [Leipzig 1913];
Max Lambertz und Georg Pekmezi, »Lehr- und
Lesebuch des Albanischen« [Wien 1913].
Ordbøger: Gustav Meyer, »Etymologisches
Wörterbuch der albanesischen Sprache« [Strassburg,
1891]; Giacomo Jungg, »Fialuur i voghel«
[Skutari 1895]; Kristoforidis (Χριστοφορίδης), „Λεξικὸν
τής Ἀλβανικής γλώσσης“ [Athen 1904]; »Fialuer
i rii i Shcypés« [Skutari 1908 (uden
Forfatternavn; udg. af Selskabet Bashkim); Busetti,
»Vocabolario Italiano-Albanese« [Skutari 1911].
Den albanesiske Litteratur er endnu i
sin Barndom. Det ældste Sprogmindesmærke,
vi overhovedet har, er en lille Samling
albanesiske Ord, som Ridderen Arnold v. Harff
fra Köln optegnede paa en Pilgrimsrejse 1496—1499
(A. v. Harff, »Pilgerfahrt«. Herausgegeben
von E. v. Groote [Köln 1860, S. 65]). Den
første albanesiske Bog skal være trykt 1555, men
nærmere Oplysninger mangler. Fra 1592
stammer en albanesisk Katekismus af Luca
Matranga fra Piana dei Greci paa Sicilien
(aftrykt i Tidsskr. Roma e l’Oriente II
[Grottaferrata 1912]). En poetisk Litt. fremkommer først
hos de italienske Albanesere. En betydelig
religiøs Digter er Variboba, hvis Digte udkom
i Rom 1762 (ny Udgave: Librandi, Grammatica
albanese con le poesie rare di Variboba
[Milano 1897]); fra den nyere Tid kan nævnes to
Digtere: Girolamo de Rada (1814—1903)
og Giuseppe Schirò. Et andet tidligt
Midtpunkt for albanesisk litterær Virksomhed
er Skutari, men den litterære Virksomhed er
her udgaaet fra Congregatio de propaganda
fide i Rom og er ikke naaet ud over religiøse
Skrifter og grammatiske og leksikografiske
Hjælpemidler; som et tidligt Ordbogsarbejde
kan man nævne Blanchus, Dictionarium
Latino-Epiroticam, Rom 1635. For det sydlige
Albanien har den religiøse Litt. spillet en langt
ringere Rolle. En Oversættelse af det ny
Testamente udkom i Korfu 1827; senere har
Kristoforidis fra Elbasan (1827—95) udgivet
Oversættelser af det ny Testamente og nogle
gammeltestamentlige Skrifter paa Toskisk (og
paa Gegisk). En virkelig Litt. havde det egl.
Albanien endnu henimod Slutn. af 19. Aarh. ikke
frembragt. Det er yderst betegnende, at den
højt fortjente albanesiske Patriot Sami Bej
Frasheri (1850—1904) har skrevet sine
Digterværker paa Tyrkisk, saaledes bl. a. Dramaet
Besa (1875), der senere er blevet oversat paa
Albanesisk (Sofia 1901) og nu ogsaa foreligger
paa Dansk (Sami Bey, »Æresordet«, oversat af
J. Østrup [Kbhvn 1912]). Sami Bej’s Broder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
