Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albanesisk Sprog og Litteratur - Albani, fornem rom. Familie - Albani, Emma, dramatisk Sopransangerinde, f. 1850 - Albani, Francesco, ital. Maler (1578-1660)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naim Bej, udgav 1886 i Bukarest et langt Digt
paa Græsk „Ὁ ἀληθής πόθος τὡν Σκυπετάρων“,
der først 1904 blev oversat paa Albanesisk.
Samlinger af Folkelitteratur er fra Tid til
anden fremkomne, i Reglen optegnede af
Udlændinge og forsynede med Oversættelser, Glossar
og Grammatik; af Arbejder i denne Retning
kan nævnes: J. G. v. Hahn, »Albanesische
Studien« [Jena 1854], som blev Udgangspunktet
for det sprogvidenskabelige Studium af
Albanesisk; Dozon, Manuel de la langue chkipe
ou albanaise [Paris 1879]; Contes albanais
recueillis et traduits [Paris 1881]; Holger
Pedersen, »Albanesische Texte mit Glossar«
[Leipzig 1895], »Zur albanesischen Volkskunde«
[Kbhvn 1898]; en indfødt Samler E. Mitkos
(fra Kortsha) har udg. „Ἀλβανική μέλισσα“,
[Alexandria 1878]. Mod Slutningen af 19. Aarh.
begynder imidlertid den nationale Vækkelse at
tage Fart; der fremkommer en stadig voksende
Litt. af Aviser, Almanakker, Skolebøger,
Folkelæsning og Skønlitteratur. For største Delen
maatte disse Bøger og Blade udkomme uden for
Albanien (i Ægypten, Rumænien, Bulgarien,
Vesteuropa, Amerika) og smugles ind i
Hjemlandet. Saaledes udkom Tidsskriftet Albania,
udg. af Faik Bej Konitsa, fra 1896—1909
dels i Bryssel, dels i London; Udgiveren
forlagde derefter sin Virksomhed til Amerika,
hvor han en Tid lang var Redaktør af en
albanesisk Avis. Fra 1901—1908 udkom i Sofia en
Avis Drita (d. v. s. »Lyset«), trykt med
Frasheri’s Alfabet. Efter Indførelsen af en
Konstitution i Tyrkiet flyttedes Trykkeriet fra Sofia
til Saloniki, og Avisen antog Navnet Lirija (d.
v. s. »Friheden«). En ganske kort Tid saa det
ud til, at det litterære Liv skulde faa Lov til at
trives i selve Hjemlandet; men forskellige
Voldshandlinger fra tyrkisk Side gjorde snart Ende
paa denne Illusion, og Lirija flyttede igen
tilbage til Sofia med den betegnende
Navneforandring »Liri e Shqipεrisε« (d. v. s.
»Albaniens Frihed«). Blandt den nyeste Tids
Digtere kan nævnes: Naim Bej Frasheri
(1846—1900, Broder til Sami Bej), Geg
Postrippa, Asdren o. fl. — En albanesisk
Bibliografi findes i G. Meyer’s ovf. nævnte
»Etymologisches Wörterbuch der albanesischen
Sprache«. Smlg. fremdeles: Manek,
Pekmezi, Stotz, »Albanesische Bibliographie«
[Wien 1909]; Émile Legrand, Bibliographie
albanaise [Paris 1912). Endelig bringer
Tidsskriftet »Romanischer Jahresbericht«,
Erlangen, en aarlig albanesisk Bibliografi.
Hlg. P.
Albani (ital. Slægt); fornem rom. Familie,
der i 15. Aarh. skal være udvandret fra
Albanien og uddøde 1852. Til Slægten hørte Pave
Clemens XI (1700—21) og adskillige Kardinaler,
saaledes: 1) Annibale A. (1682—1751), der
tilvejebragte en stor Samling af Bøger, Mønter
og Kunstsager, som nu findes i Vatikanet. 2)
Alessandro A. (1692—1779), som i »Villa
Albani« uden for Porta Salaria i Rom samlede
et stort og værdifuldt Museum af Kunstsager og
var Winckelmann’s Ven og Beskytter. En stor
Del af Samlingen førtes af Napoleon til Paris
og solgtes 1815 til München; Villaen med
Resten af Museet, der endnu er meget værdifuldt,
blev 1866 solgt til Familien Torlonia og er nu
saa godt som utilgængelig. 3) Giuseppe A.
(1750—1834) hørte til Østerrigs Tilhængere ved
Pavehoffet og blev dettes Gesandt i Wien 1796.
Da Franskmændene 1799 besatte Rom, blev hans
Palads plyndret og hans Godser konfiskerede.
Efter 1814 var han atter i Rom og fik
forskellige Embeder under Pius VIII og Gregor XVI.
Saaledes undertrykte han i sine sidste Leveaar
med stor Strenghed Opstanden i Bologna og
Romagna.
J. L.
Albani [↱ä£bəni ell. ↱å.£bəni], Emma,
dramatisk Sopransangerinde, f. 1850 i Chambly, nær
ved Montreal i Canada. Faderen, hvis Navn var
La Jeunesse, var fr. af Fødsel, Moderen
skotsk. Da Faderen, af hvem hun havde faaet
den første Undervisning i Klaver, Orgel og
Sang, blev ansat som Director of Music ved et
Kloster i Montreal, blev Datterens Uddannelse
ogsaa ledet ind i et mere systematisk Spor.
Senere flyttede Familien til Albany, efter
hvilken By den vordende Kunstnerinde tog Navn.
1870 besøgte hun Paris og kort efter London,
hvor hun blev gift med Impresario’en Ernest Gye,
og efter den Tid voksede hun i den Grad
sammen med Musiklivet i London og England, at hun
stadig senere har været en af de faste Støtter ved
alle de store Koncerter og Musikfester i England,
og Englænderne betragter hende da ogsaa
nærmest som deres egen. 1888 foretog hun en
skandinavisk Tourné og optraadte ved Koncerter i
Kbhvn, Kria og Sthlm.
S. L.
Albani, Francesco, ital. Maler, f. 1578 i
Bologna, d. 1660 smst. Han blev uddannet af
Caracci’erne i sin Fødeby (særlig under
Agostino C.) og fortsatte i samme Skole i Annibale
Caracci’s Værksted i Rom. Han blev Annibale’s
Medarbejder i talrige Kirkearbejder, ofte den
førende (Diego-Kapellet i San Carlo d. Spanuoli,
hvis store Vægfresker, til Dels af A., er
komne til Museet i Barcelona). Helt paa egen
Haand udsmykkede han bl. m. a. et Loft i Pal.
Verospi (»Apollo«) og Kor-Kapellet i S. Mariæ d.
Pace (»Maria’s Himmelfart« m. v., et af hans
skønneste Værker), malede Staffelibilleder som
Apollo og Dafnis i Louvre og det G. Resni
tilskrevne berømte Portræt af Beatrice Cenci. I
disse Arbejder er han udpræget Caraccisk,
dygtig skolet, omhyggelig med sit Haandværk i
Form og Farve; det personlige viser sig især i
Sansen for det indsmigrende og yndefulde. Først
da han efter mange Aars Forløb vender tilbage
til Bologna (1616), rig, æstetisk sysselsat og
æstetisk nydende, kommer der rigtig Gang i den
overvældende Produktion af smaa mytologiske
Billeder, arkadiske Idyller, der har gjort ham
saa populær; Venus, Amoriner og Nymfer
færdes kælent og yndefuldt i det bløde Græs under
Træernes tunge Løv. Særlig de 4 Rundbilleder
i Gall.-Borghese (med Venus) gjorde ham
berømt; en lgn. Suite (de 4 Elementer) ses i
Museet i Turin; de fleste større Galerier ejer
Prøver paa denne Kunst. I samme beskedne
Maalestok malede han nu ogsaa en Del
indtagende religiøse Billeder; men ved Siden heraf
ogsaa større Alterværker i Masse (»Forkyndelsen«
i S. Bartolomeo med den skønne Engel,
særlig yndet). Den store Produktion, der udgik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
