Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albertsen, Peder, d. 1517 - Albertus Magnus, se Albert den Store - Albertville - Albertypi, se Lystryk - Alberuni, Abu-Raihan Muhammad Ibn Ahmad (973-c.1050) - Albi - Albien (fr.), se Kridtformation - Albigensere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Albertsen, Peder, d. 1517. Studerede i
Udlandet og blev Magister artium og Licentiat
i Medicin i Köln. 1478 udsendte Christian I ham
for at skaffe Lærere til Kbhvn’s Univ., ved hvis
Indvielse (1479) A. blev dets Vicekansler; kort
efter blev han Dr. jur. Han skænkede Universitetet
dets første Bogsamling og fremmede
Bogtrykkerkunstens Indførelse i Danmark; han var,
uden at være præsteviet, Kannik og Kirkeværge
ved Frue Kirke og Raadmand i Kbhvn. Kongen
brugte ham i en Sendefærd til Tyskland,
England og Skotland (1492—93) og forlenede ham
med Skt Jørgens Gaard uden for Kbhvn.
L. M.
Albertus Magnus, se Albert den Store.
Albertville [albær↱vil.], befæstet By i det fr.
Dept. Savoie, ligger ved Arly, nær dennes Udløb
i Isère, hvor 5 Dale mødes, og ved en Gren
af Mont Cenis-Banen. Den har (1901) 5078
Indb., som bl. a. driver Pottemageri og Garveri;
i Nærheden er et Skiferbrud. A. bestaar af to
Smaabyer: l’Hôpital og Conflans,
forenede admin. 1845 af Kong Karl Albert. L’Hôpital,
i 345 m’s Højde paa Arlys højre Bred, er
næsten helt moderne, med et Raadhus og et
stort Fængsel. Conflans, i 454 m’s Højde paa
Arlys venstre Bred, stammer fra Romertiden
og har Rester af Ringmure og et gammelt Slot.
G. Ht.
Albertypi, se Lystryk.
Alberuni (nu i Persien kaldt Albiruni),
Abu-Raiḥan Muhammad Ibn Ahmad (973—c. 1050),
berømt Videnskabsmand, navnlig i de mat.-fys.
Videnskaber som Geografi, Kronologi, Astronomi
(hans største Værk er Al-Ķānūn Al Masūdi ell.
Canon Masudicus, ikke udg.). Han er f. i
Omegnen af Khwarizmi (Chorasmia) ved det
kaspiske Havs Sydkyst (hvorfor han ogsaa kaldes
Al-Khwārizmī) og var den der regerende Fyrstes
Raadgiver. Da Sultan Mahmud af Ghazna
erobrede Khwarizm (1017), kom A. til Ghazna. Om
han har beklædt nogen offentlig Stilling under
Maḥmud, er uvist. Han skrev paa Arabisk og
var en frugtbar Forf. Han foretog Rejser i
Kabul-Dalen og Pandjab og samlede Oplysninger
om Indien baade af Samtaler og af Bøger.
Frugten af disse Studier blev (1030) et yderst
vigtigt Skrift om Indien (Alberuni’s India. Ed.
in the Arabic original by Dr. Edw. Sachau
[London 1887]; — samt i eng. Oversættelse af samme
[London 1888 i 2 Bd]); desuden foretog han
Oversættelser af vigtige Værker fra Sanskrit til
Arabisk og omvendt. Foruden Ovenstaaende er
udgivet: »Chronologie orientalischer Völker von
Albiruni« (Leipzig 1876) (Tekstudgave ved C.
Sachau) og eng. Oversættelse dertil (Chronology
of ancient nations [London 1879]) ved samme.
(S. S.) D. A.
Albi, Hovedstad i det fr. Dept. Tarn,
Arrondissement A. i Languedoc, ligger paa en Høj
ved Floden Tarn, er Station ved Syd- og
Orléans-Banen, har (1906) 23303 Indb. og er Sæde
for en Ærkebisp, Præfekten og en Handelsdomstol.
A. har Industri i Lærred, Uld og Bomuld,
endvidere Farverier, Destillerier m. m. og
handler med Vin og Anis. Den gotiske Domkirke,
Sainte-Cécile, er bygget som en Fæstning,
indvendig pragtfuldt smykket med Billedskærerarbejde
og Kalkmalerier af italienske Kunstnere.
Saint Salvi Kirken er delvis romansk. Det
gamle Ærkebispe-Slot, Petit-Lude, er nu
Sindssygeanstalt. — A., Albiga ell. civitas
Albigensium var i den gallo-romanske Tid
Albigensernes Hovedstad, senere Grevskabet
Albigeois’. Søfareren La Pérouse er født her.
G. Ht.
Albien [albi↱æ~] (fr.), se Kridtformation.
Albigensere kaldtes fra Begyndelsen af 13.
Aarh. de mange Mennesker i Sydfrankrig, som
traadte i Modsætning til Kirken; man ansaa
nemlig Byen Albi og Landskabet Albigeois
for Kætteriets Midtpunkter. Hovedmassen af A.
var de gnostiske Katharer (s. d.); men
efterhaanden regedes ogsaa andre med til A.,
fremfor alt de stilfærdige, bibelkristne
Valdesiere. A. fandtes baade i Hytten og paa Borgen,
bl. Rhône-Dalens flittige Vævere og Languedocs
farende Troubadourer; Præstestandens overdaadige
Levned gav dem forøget Tilslutning og
skærpede deres Idealisme, der kunde være
overspændt, men i alt Fald tog Sigte paa langt
større Renhed; dertil føjede sig Lægfolkets
Stolthed over selv at danne en Kirke. A.’s Færd
blev dristigere, deres Udtalelser voldsommere,
og deres Magt i Aandslivet, saaledes Ridderdigtningen,
var aabenbar; Rom stempledes som
Dyret ell. Skøgen i Johannes’ Aabenbaring,
Paven som Antikrist. Da greb Kirken og den
verdslige Magt ind, og dermed indledes en af
Middelalderens sørgeligste Tragedier, den
alsidige Ødelæggelse af Europas fremmeligste
Kulturland. Længe havde Kirken rustet sig til
Kamp; Mødet i Rheims 1148 truede enhver med
Band, naar han taalte Kættere i sine Lande, og
Pave Alexander III bød Fyrsterne at inddrage
Kætternes Gods (1163). Det nyttede intet.
Katharerne holdt endog et stort Kirkemøde i St.
Felix de Caraman ved Toulouse, hvor deres
Pave, Niketas fra Konstantinopel, indviede
Bisper og organiserede Samfundet (1167). Det 3.
alm. Lateranmøde 1179 fordømte paa ny A. og
anbefalede Korstog imod dem, og paa Mødet
i Verona 1184 stræbte Pave Lucius III at
organisere Inkvisition mod A. og drev ved sin
Fordømmelse Valdesierne over i den modkirkelige
Lejr; men Grev Raymond VI (fra 1195)
blev ved sin Taalsomhed A. en god Støtte; han
stolede mere paa Katharernes Haandspaalæggelse
end paa Kirkens Bodssakramente og lod
haant om de kat. Præster. Ivrig for Kirkens
Enhed tog den mægtige Pave Innocentius III
sig nu af Sagen, sendte Legater til Sydfrankrig,
fra 1202 et Par fanatiske Cisterciensermunke,
og gjorde Abbed Arnauld af Citeaux til
Kætterkommissionens Overhoved. Deres heftige
Optræden fremkaldte blot skarp Modstand. Noget
mere udrettede Spanierne Biskop Diego af Osma
og Domingo de Guzman, Dominikanerordenens
Stifter, ved fredelig Mission. Den voldsomste af
Cisterciensermunkene, Peder af Castelnau,
bandlyste til sidst Grev Raymond, og Paven
opfordrede til Korstog (1207). Da blev Peder
pludselig myrdet i Jan. 1208, og saa meget des
ivrigere lod Innocentius prædike Korstog mod
Greven. Frankrigs Konge, Filip Augustus, saa
gerne sin mægtigste Vasal ydmyget. 1209
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
