Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albigensere - Albinisme, se Albinoer - Albinoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rykkede en stor Hær frem med Hertugen af
Burgund, Greverne af Nevers, St. Paul, Montfort
o. fl. i Spidsen; 4 Ærkebisper og fl. Bisper
sluttede sig til dem, selv fra Tyskland strømmede
de rovlystne Krigere til. Raymond VI kunde
kun afværge Stormen ved at ydmyge sig: han
gjorde Bod ved Peder af Castelnau’s Grav i
St. Gilles, sluttede sig til Korshæren og førte
den mod sin egen Frænde, Vicomten af Béziers.
Med pavelig Stadfæstelse blev dernæst Grev
Simon af Montfort indsat til Herre over Béziers
og Albi. Hans Hu stod imidlertid til alle
Raymond’s vidtstrakte Lande, og da denne paa ny
blev bandlyst, tilrev han sig en Del af dem ved
Hjælp af ny Hære. »Korsfarerne« hærgede paa
det grummeste, medens Raymond og hans Søn
flygtede til England; det store Lateranmøde
1215 stadfæstede Simon af Montfort som Herre
over de vundne Lande og paabød Kætterinkvisition.
Folkets Harme mod Magtraneren kaldte
efter Innocentius III’s Død (1216) Grev Raymond
tibage, Simon døde under Kampen (1218), og
hans Søn Amaury kunde trods en kgl. Hjælpehær
ikke vinde Overhaand og afstod til sidst sine
Krav til den ny Konge, Ludvig VIII. I sin
Vaande lovede nu Grev Raymond VII, som 1222
havde efterfulgt sin Fader, at medvirke til
Kætternes Undertrykkelse; men man vilde have
hans Lande: Kongen tog selv Korset 1226,
Grevens Vasaller faldt fra, men efter at have
belejret Toulouse drog Kong Ludvig tilbage og døde
kort efter. Næste Aar begyndte Kampen og
Ødelæggelserne igen; men Frankrigs Styrer,
Enkedronning Blanca, og Pave Gregorius IX
ønskede Fred. Den kom i Stand 1229, og
Raymond mistede 2/3 af sine Lande, dels til Kirken,
dels til Kronen. Inkvisitionen fornyedes s. A.
paa Mødet i Toulouse, alle 12 Aars Drenge og
14 Aars Piger skulde sværge Afsky for
Kætteriet, og Raymond VII blev tvungen til at lønne
enhver, der angav en Kætter. Ved Prædiken og
Kætterforhør virkede Dominikanerne blandt A.;
Fremgangsmaaden blev stadig mere haard og
systematisk (se Inkvisition). — Forbitrelsen
mod Inkvisitorerne holdt dog Kætteriet i Live;
fl. Steder blev Anklagerne myrdede og
Dominikanerne kastede ud ell. slaaede ned. Raymond
VII blev i den Anledning bandlyst (1236) og
var fra nu af nødt til at støtte Inkvisitionen,
som rasede værre og værre; saaledes straffedes
en Læge, der havde forbundet en Kætter,
endvidere en Kvinde, som havde siddet til Bords
med dem, ja endog en Baadsmand, der uden
at kende A. havde befordret dem; en Mand,
der havde forladt et Skib, saa snart han hørte,
at der var A. om Bord, undgik alligevel ikke
Bodsstraf. Et nyt Snigmord paa 11 Kættermestre
maatte Greven, skønt sikkert uskyldig,
sone ved at gaa mod en af sine egne Borge,
Montségur, A.’s fasteste Tilflugtssted; efter dens
Indtagelse brændtes 205 af dens Forsvarere,
Mænd og Kvinder, fordi de havde modtaget
Katharernes Aandsdaab (1244). Sejrherrerne
skrev til Paven, at de havde knust »Dragens
Hoved«, og Inkvisitionen behandlede i Løbet
af 2 Aar henved 10000 Sager. Efter at Raymond
saaledes havde set sit herlige Land lagt øde,
døde han 1249. En pavelig Bulle af 1252 skærpede
Inkvisitionen, optog Tortur og tillod enhver,
der traf en Kætter, at gribe ham og tage
hans Gods. 1255 prøvede A. for sidste Gang
aaben Modstand; da Grevskabet Toulouse
dernæst blev helt forenet med Frankrig, gik det
stærkt tilbage for dem; de sneg sig om i
Skove og mellem Klipper. Fra Slutn. af 13.
Aarh. lød der bitre Klager over Inkvisitionens
Grusomheder mod Uskyldige. Pave Clemens V’s
Lempelser fik liden Bet., Inkvisitorerne rettede
sig ikke en Gang efter dem; efter eventyrlig
Omflakken blev A.’s Fører, Pierre Autier,
brændt (1310). Johannes XXII skærpede atter
Kætterforfølgelserne, og i Løbet af 14. Aarh. gik
Levningerne af A. til Grunde. (Litt.: Schmidt,
Histoire et doctrine des Cathares, I [Paris 1849];
Douais, Les Albigeois [Paris 1879]; Peyrat,
Histoire des Albigeois [2 Bd, Paris 1882]; Lea,
History of the Inquisition, I—II [London 1888];
Döllinger, »Beiträge zur Sektengeschichte
des Mittelalters«, I [München 1890]).
H. O.
Albinisme, se Albinoer.
Albinoer (af portug. albins, hvid),
hvidfødte, benævnes en abnorm Varietet af
Mennesker og Dyr, som har en mangelfuld Udvikling
af Pigmentet, Farvestoffet; deres Hudfarve er
derfor mere ell. mindre mælkehvid ell.
lyserød, Haaret hvidt, Øjnene røde p. Gr. a. den
gennem den ufarvede Regnbuehinde gennemskinnende,
røde Øjengrund. Hos Mennesket
findes saadanne A. som spredte, temmelig sjældne
Fænomener; de synes at være hyppigst hos
Negerracen, men findes ogsaa hos lysere Racer,
undertiden under Forhold, som antyder en
arvelig Oprindelse. I øvrigt ved vi intet om
Aarsagen til denne Abnormitet, der ofte
ledsages af en noget svagelig Konstitution og altid
af et svagt Syn, som især viser sig under
stærkere Belysningsforhold, idet den gennemsigtige
Regnbuehinde ikke er i Stand til paa normal
Maade at afdæmpe Lyset. Deraf kommer
Navnet »lyssky Mennesker«.
E. P-n.
De »hvidfødte Dyr« har faaet deres ejendommelige
Udseende, idet de mørke Farvestoffer,
Pigmenter, som i Alm. i ret stor Mængde findes
i Huden og i de forsk. Huddannelser, Haar og
Fjer, her enten fuldstændig mangler ell. i alt
Fald kun er til Stede i forsvindende Mængder.
Huden viser sig da bleg og oftest rødlig, idet
Blodet i de fine, overfladiske Aarer skinner
igennem; Haar og Fjer, som altid indeslutter
en Mængde fine luftfyldte Spalterum, er derimod
sølvhvide. Øjnene har samtidig gerne et
ejendommeligt Udseende, idet Regnbuehinden er
pigmentfri og derved viser sig rødlig; dels af
denne Aarsag, og dels fordi Øjet ogsaa i sine
indre Dele mangler det sorte Farvestof, som
kan opsuge overflødigt Lys, taaler A. ikke stærkt
Lys, men bliver mere ell. mindre »lyssky«.
Denne »Albinisme« er navnlig velkendt hos
Pattedyr og Fugle, hvor den, som Undtagelse,
kan findes hos saa at sige alle Arter. Grunden
til dens Forekomst er ubekendt; dog maa den
utvivlsomt nærmest betragtes som et sygeligt
Fænomen. Dette stemmer ogsaa godt med, at
A. i overvejende Grad er fundne bl. Dyr, som
lever under kunstige Betingelser; saavel
Husdyr som Fjerkræ er jo ikke sjældent helt hvide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
