Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albrecht I (af Brandenburg) - Albrecht III - Albrecht - Albrecht I (af Braunschweig) - Albrecht II (af Mecklenburg) - Albrecht III af Sverige - Albrecht IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandt Tid til ivrig at deltage i det tyske Riges
Politik. Mæt af Dage døde han 1170, efterladende
et talrigt Afkom; af hans Sønner arvede
Otto Brandenburg, medens Bernhard fik Anhalt
og senere Hertugdømmet Sachsen.
2) A. III, kaldet Achilles, Kurfyrste af
Brandenburg, var Kurfyrst Frederik I’s tredie
Søn og udmærkede sig, endnu ganske ung, i
Hussitterkrigene. Efter sin Fader arvede han
1440 nogle af Hohenzollernes frankiske Besiddelser
og blev Borggreve af Nürnberg. Tapper
og energisk kastede han sig med Iver ind i alle
de urolige og opløste Forhold i Sydtyskland; han
søgte at forene de andre Fyrster til Kamp mod
Stæderne, især det rige Nürnberg, og ved at
støtte Kejseren stræbte han for sig selv at
grundlægge et Hertugdømme i Franken, dog uden
synderligt Held. Da hans ene Broder døde, og
den anden 1460 afstod ham Mark Brandenburg,
havde han alle Husets Besiddelser i sin Haand,
og ved den »Achilleiske Huslov« af 1473 fastslog
han Udeleligheden af Brandenburg. I Nordtyskland
fortsatte han sine Bestræbelser for at
tilbagetrænge Stædernes og Adelens Myndighed, og
herved kom han bl. a. til at virke sammen med
Christiern I af Danmark. A. var den mest
fremragende af de tyske Fyrster i sin Tid; han var
tillige en usædvanlig skøn Skikkelse, og hans
Mesterskab i alle ridderlige Øvelser skaffede
ham hans Tilnavn. Med hensynsløs Strenghed
opretholdt han Landefreden, og til Trods for sin
prægtige Hofholdning og sine utallige Fejder
efterlod han sig en stor Skat. Han døde
1486.
3) A., kaldet Alcibiades, Markgreve af
Brandenburg-Baireuth, en Søn af Markgrev
Kasimir, opnaaede 1541 det lille Fyrstendømme
Baireuth. Sit Tilnavn fik han p. Gr. a. sin Ustadighed
og det eventyrlige Liv, han førte. A. var en
raa Kriger, letsindig og udsvævende; han forstod
at vinde sine Lejetroppers Hengivenhed, men
hvor han drog frem, blev Landet forfærdelig
brandskattet. Skønt Protestant hjalp han Kejser
Karl V i den schmalkaldiske Krig; efter at have
fulgt Kurfyrst Moritz i dennes Omsving udsonede
han sig snart efter atter med Kejseren, men
blev nu fuldstændig overvundet af de tyske
Fyrster og flygtede til Frankrig. Herfra kom han
vel tilbage, men opnaaede ikke at faa sine Lande
igen og døde 1557.
Kr. E.
Albrecht (af Braunschweig) I, den
Store, Hertug af Braunschweig (1252—79), en
Søn af Hertug Otto Barn, deltog allerede 16 Aar
gl. i Ottokar af Böhmens Kamp med Ungarerne,
og hans hele senere Liv er opfyldt af Fejder
med Naboer og ulydige Vasaller. Da Erik
Klipping og hans Moder, Margrete Sprænghest, var
blevet tagne til Fange i Slaget paa Lohede 1261,
søgte Margrete Hjælp hos A., hvis Farmoder
Helene var en Datter af Valdemar den Store.
1262 kom A. til Danmark og styrede her som
Rigsforstander et Aarstid; hans Strenghed gjorde
ham dog alm. forhadt, og 1263 vendte han tilbage
til Tyskland. 1269 delte han Faderens Lande med
sin yngre Broder Johan, der fik Lüneburg og
Hannover, medens A. valgte Braunschweig, og
disse Lande er siden aldrig blevne forenede.
Kr. E.
Albrecht (af Mecklenburg). 1) A. II,
Hertug af Mecklenburg (1329—79), var kun 12
Aar gl., da Faderen, Fyrst Henrik Løve, døde.
Ved at understøtte Kejser Karl IV opnaaede A.
1348 at faa Titlen af Hertug; 1358 erhvervede
han Grevskabet Schwerin. Han stillede sig venlig
til de opblomstrende Stæder og stræbte ivrig
efter at sikre Ro i de tyske Østersølande ved
Afslutningen af Landefrede. A. ægtede 1335
Eufemia, en Søster til Magnus Smek, og blev
herved stærkt inddraget i Nordens Forhold,
hvor han i en lang Aarrække kappedes med
Valdemar Atterdag; disse to Fyrster, lige snu
og hensynsløse, smedede Rænker, snart med,
snart mod hinanden. Det lykkedes A. at faa sin
Søn af samme Navn sat paa Sveriges Trone, og
han gjorde sit bedste for at skaffe sin Sønnesøn,
A. IV, Danmarks, dog her uden Held. Da han
døde 1379, var dette til største Lettelse for
Dronning Margrete; hans Efterkommere savnede
ganske hans politiske Dygtighed.
2) A. III, Hertug af Mecklenburg og Konge
af Sverige, var den næstældste Søn af A. II i
hans Ægteskab med den svenske Prinsesse
Eufemia. Da Utilfredsheden i Sverige førte til
Afsættelsen af Magnus Smek og hans Søn Haakon,
blev A. valgt til Konge og kronet i Upsala 1363;
ved Enköping overvandtes Magnus, der selv faldt
i et Fangenskab, hvoraf han først løslodes 1371
mod at opgive sine Krav paa Sverige. A., der
ganske lod sig lede af sin kloge Fader, og som
indkaldte mange Mecklenburgere, vakte dog
snart de svenske Stormænds Misfornøjelse, og
efterhaanden tog de næsten al Magten fra ham;
den mægtige Drost Bo Jonsson sad inde med
over Halvdelen af Riget som Len. Da han døde
(1386), gjorde A. et fortvivlet Forsøg paa at hæve
sin kgl. Myndighed, men Stormændene indkaldte
nu Dronning Margrete, og i Slaget ved Aasle tæt
ved Falköping led A. et fuldstændigt Nederlag
(1389); baade han selv og hans Søn Erik toges
til Fange. Hele Sverige faldt fra ham, ene
Stockholm undtagen, hvor de tyske Borgere fik Magten
ved det skændige Overfald paa de Svenske, der
kaldes Käpplingemordet. Fra Mecklenburg, hvor
A. var kommet til Regeringen efter den ældre
Broder Henrik’s Død (1384), sendtes der Hjælp,
og Rostock og Wismar blev Udgangspunktet for
Kapere, Vitalianerne, der gjorde hele Østersøen
usikker. De andre Hansestæder greb nu
mæglende ind, og ved Forliget paa Lindholm 1395
fik A. sin Frihed, dog kun paa Vilkaar, der
gjorde, at Stockholm 3 Aar efter kom i Margretes
Hænder. Af sit svenske Herredømme havde A.
nu kun Øen Gotland tilbage, som han pantsatte
til den tyske Orden; senere overdrog han dog
sin Ret dertil til Erik af Pommern (1405). Han
levede siden rolig i sit Stamland, hvor han døde
1412.
3) A. IV, Hertug af Mecklenburg (1384—88),
en Sønnesøn af A. II, f. i Ægteskabet mellem
dennes ældste Søn Henrik og Valdemar
Atterdags ældste Datter Ingeborg. Da Valdemar
mistede sin eneste Søn Christoffer (1363), stræbte
Bedstefaderen at skaffe den lille A. Tronfølgeretten
i Danmark, og Valdemar tilsikrede ham
ogsaa dette ved et Løfte 1371. Efter Valdemar’s
Død (1375) lod den gamle A. sin Sønnesøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
