Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alderstid - Alderstillæg - Aldgate, Distrikt i London - Aldheim - Aldiner - Aldobrandini
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. Stiftelser i A. har oppebaaret, vedblivende
skal svares, og det staar fast i Praksis, at
saadanne Servitutter, som indeholder en positiv
Raaden over en andens Ejendom, men som ikke
tilkendegiver sig ved en vedvarende synbar
Indretning, anses for gyldig erhvervede, naar de
har været udøvede i A. Da det jo er meget
muligt, at en saadan Afgift ell. Servitut aldrig
har været gyldig stiftet, siger man, at den i saa
Fald er erhvervet ved en Alderstidshævd;
dog er det klart, at Alderstidshævden ogsaa
tjener til at beskytte saadanne Rettigheder, som
virkelig har været gyldig stiftede og aldrig er
ophævede, men om hvilke man ikke kan bevise
andet, end at de faktisk har været i Brug. Den,
der vil bevise en saadan Tilstands Bestaaen i
A., maa føre gamle Folk som Vidner paa, at
de ikke kan huske, at Tilstanden nogen Sinde
har været anderledes. Bekræfter de dette, er
Beviset ført, selv om man fra Modpartens Side
fremlægger gamle Dokumenter, hvorefter
Tilstanden i endnu tidligere Tid har været en
anden. Det forstaas herefter, at man kalder A. for
umindelig Tid. Dette maa tages rent
bogstavelig, altsaa saaledes, at ingen Levende kan
fremføres, som husker andet. Herefter beror
Længden paa Dommerens Skøn, men Tiden vil dog i
Reglen blive 40 à 50 Aar, idet man kun
undtagelsesvis kan skaffe Vidner, som kan huske
længere tilbage; thi det er ikke nok til at
omstøde Beviset, at Vidnet husker, at gamle Folk
i hans Ungdom har fortalt om en anden
Tingenes Tilstand. Da alm. 20 Aars Hævd er
tilstrækkelig ved Erhvervelsen af Ejendomsret og
alm. Brugsret, vil man kun paaberaabe sig
Alderstidshævd, hvor Rettigheden ikke har en
saadan konstant Karakter, men, saasom ved
periodiske Afgifter ell. Kørsel over anden Mands
Grund, lægger sig for Dagen i en Række
Enkelthandlinger, hvorfor Vidnerne ogsaa maa kunne
sige, at saadanne Handlinger regelmæssig
har været udøvede.
V. B.
Alderstillæg. I næsten alle nyere
Lønningslove for Statens Embeds- og Bestillingsmænd er
Lønnen fastsat saaledes, at der straks ved
Ansættelsen tillægges Embedsmanden en vis
Begyndelseslønning, der efter Forløbet af bestemte, nu
som oftest fireaarige Perioder, stiger med
saakaldte Alderstillæg, indtil et vist Maksimum er
naaet. De nærmere Regler om A.’s Antal og
Størrelse og til en vis Grad ogsaa om
Alderstillægsperioderne er forskellige i de forskellige
Love. Ved Beregning af den Anciennitet, der
skal give Ret til A., er der, hvor andet ikke
udtrykkelig er bestemt, ingen Adgang til at
medtage Tjeneste i andre Embeder ell. lavere
Lønningsklasser, hvis Etaten er inddelt i saadanne.
Imidlertid er der ved specielle Bestemmelser
gjort adskillige Undtagelser fra denne Regel.
P. J. J.
Aldgate [↱å.£dgeit], Distrikt i London.
Aldhelm [↱ald-], den anglo-latinske Digtnings
Fader, d. 709, var Munk og Abbed i Malmesbury, i
sine sidste Aar Biskop i Sherborne, men vedblev
at styre sit Kloster og gjorde det til et
Hovedsæde for Lærdom. Af A.’s Værker er bevaret et
Prosaskrift, der ved Eksempler fra Legenderne
forherliger Jomfrueligheden; endvidere et
heksametrisk Digt af lgn. Indhold, sluttende med
Skildringen af Menneskets Kamp mod de 8
Hovedlaster, og endelig 100 »Gaader« paa Vers, der
indledes med en Dialog om metriske Emner. A.
er blomsterrig og svulstig, og han lader den
latinske Metrik paavirkes af Stavrim og anden
angelsachsisk Verskunst. Ogsaa i sit
Modersmaal var A. en ypperlig Skjald.
H. O.
Aldiner (editiones Aldinae) kaldes de Bøger,
der fra Slutn. af 15. Aarh. indtil henimod 1600
udgik fra Aldus Manutius’ og hans Efterfølgeres
Etablissement i Venedig. Disse Udgaver er
mellem 900 og 1000 i Tallet og udmærker sig ved
Korrekthed og ejendommelig Udstyrelse m. H. t.
Tryk, Papir og Illustrationer. De fleste er
daterede, tidligst fra 1494, og bærer som
Trykkermærke en Delfin, der slynger sig om et Anker.
Den aldeles overvejende Mængde er i Oktavformat.
Aldus trykte i Beg. kun med Antikva (d. v.
s. de latinske og italienske Bøger), saaledes som
den var indført af den venetianske Bogtrykker
Nicolaus Jenson, hvis Skrifter Aldus’
Svigerfader, Andrea Torresani, havde arvet; men
omtr. 1500 lod han Francesco da Bologna skære
en ny Skrift, der var en Efterligning af den
romerske Kancelliskrift, og som Trykkeriet fik
Privilegium paa for en længere Aarrække. Det
er den nutildags velbekendte »Kursiv« (i Frankrig
kaldet italique), som gjorde stor Lykke ved
sin Fremkomst. Den første, helt med Kursiv
trykte A. er en Udgave af Vergil fra 1501;
senere findes denne Skrift benyttet til de fleste
Bøger, der er trykte i det aldinske Officin. Da
Aldus selv var en lærd Filolog, og navnlig havde
lagt sig ivrig efter Græsk, spiller Udgaverne af
de græske Forfattere en stor Rolle iblandt A.,
idet han for første Gang udgav 28 Oldtidsforfattere
i Originalsproget, foruden en gr.
Grammatik og en Ordbog, deriblandt den prægtige
Aristoteles i Folio (1495—98) og Aristofanes fra
1498; hans Trykkeri besad 9 forskellige Slags
græske Skrifter. Mange af hans Bøger er
smykkede med Friser og Initialer i Træsnit;
Træsnittene i det berømte illustrerede Værk
Hypnerotomachia Poliphili af Francesco Colonna
(1499 i Folio, trykt med smuk Antikva) har
man anset Andrea Mantegna for Tegner af, men
med tvivlsom Ret. Der gives ogsaa enkelte A.
paa Hebraisk, idet Aldus ejede 3 forskellige
Sorter hebraisk Skrift. Han havde ogsaa sit
eget Bogbinderi, hvorfra hans Bøger forsynedes
med solide, jævne og smagfulde Bind. — Aldus’
Trykværker blev meget efterlignede og desuden
eftertrykte, saa at man har haft en Del
Vanskelighed ved at skille de ægte A. fra de uægte.
Bogsamlerne og de offentlige Biblioteker har
altid, især i tidligere Tid, sat stor Pris paa A.
og tit anlagt særlige Samlinger af dem. »Det kgl.
Bibliotek« i Kbhvn besidder mange A., deriblandt
en Del af de sjældneste og smukkeste. (Litt.:
Renouard, Annales de l’imprimerie des Alde,
3 Bd, 2. Udg. [Paris 1825]; A. F. Didot, Alde
Manuce et l’Hellénisme à Venise [Paris 1875];
H. Omont, Catalogues des livres grecs et latins,
imprimés par Alde Manuce à Venise [Paris
1892]).
(E. G.) C. S. P.
Aldobrandini, fornem florentinsk Slægt,
hvoraf en Gren nedsatte sig i Rom. Silvestro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
