Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander II (Nikolájevitsch), Kejser af Rusland (1855-81)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var tilbage fra Dekabrist-Oprøret, letter
Adgangen til at rejse og bosætte sig i Udlandet.
En Reformlovgivning for Industri og Handel
beregnet paa at give større Frihed begynder,
og Planen lægges om et stort Jernbanenet med
det dobbelte Formaal at fremme Handelen og
styrke Rusland militært. Hovedreformen var
dog Livegenskabets Ophævelse (5.
[17.] Marts 1861), der ikke alene betød et
umaadeligt humant Fremskridt, men ogsaa
maatte medføre de største Følger økonomisk,
socialt, politisk (se nærmere herom Rusland,
»Historie«), Andre store og vigtige Reformer
fulgte i de flg. 5—6 Aar: Hæren og Flaaden
reorganiseres, en ny civil og kriminal
Domsadministration efter fr. Mønster med Juryer,
Fredsdommere og Appelretter samt en ny
Lovbog indføres. Endelig lægges Grunden til et
Lokalstyre i Landdistrikterne og i de store Byer
med Valgforsamlinger, en vis indskrænket
Beskatningsret, og Indflydelse paa de lokale og
socialøkonomiske Anliggender (Semstvo-Loven
1864). Over for Polen optraadte A. imødekommende.
Vel vilde han ikke tilbagegive det
Konstitutionen fra 1815, som det havde mistet efter
Oprøret 1830, men i en Tale i Warschau (Apr.
1856) lovede han det en lykkelig Fremtid, hvis
det »ligesom Finland« vilde holde fast ved
Forbindelsen med Rusland og opgive alle
Drømmerier. Han gav det derpaa et særligt, polsk
Statsraad, kommunalt Selvstyre, egen polsk
Administration og eget Undervisningsvæsen under
polsk Ledelse. I Finland sammenkaldte han
(1863) for første Gang efter dets Erobring den
finske Landdag og lovede at overholde
konstitutionelt-monarkiske Grundsætninger.
Imidlertid fremkaldte de indre Reformer
adskillige Skuffelser. Ophævelsen af
Livegenskabet f. Eks. frembragte ikke med eet de
lykkelige Tilstande, man havde ventet, ja nogle
Distrikter viste afgjort Tilbagegang og Fattigdom;
heller ikke var man tilfreds med de ny
Domstole; og Korruptionen i Administrationen, som
en Tid var mindsket, viste sig igen; trods A.’s
Forsoningsforsøg over for Polen brød Oprøret
ud der 1863.
Alt dette fremkaldte hovedsagelig to vidt
forskellige Stemninger i Folket. Nogle mente,
at det mislykkede Resultat kom af, at man ikke
helt ud havde fulgt de liberale Planer og givet
en Forfatning, medens de Konservative (navnlig
Slavofilerne) fordrede Tilbagevenden til de
gamle Tilstande ell. i hvert Fald en fuldstændig
Opretholdelse af Selvherskerdømmet og en
Udvikling uafhængig af Vesteuropa paa Basis af
nationale russ. Traditioner. En Tid søgte A.
at holde en Kurs midt mellem de to Partier,
men urolig over den Styrke, hvormed den
liberale og revolutionære Bevægelse bredte sig,
navnlig efter den russ.-tyrk. Krig (1877—78),
slog han om til en stærk Reaktion, hvorunder
Administrationen igen griber ind i Retsplejen,
forviser politisk mistænkte til Sibirien, sætter
Universiteterne under strengt Tilsyn, øver skarp
Censur o. s. v.
Udviklingen af denne Kamp mellem det
autokratiske og det revolutionære Rusland er det
mest fremtrædende og interessanteste Træk ved
A.’s Regering, men ogsaa Ruslands
Udenrigspolitik er af største Interesse, præges af
A.’s Person og griber, som berørt, paa et enkelt
Punkt afgørende ind i den indre Udvikling.
Den bærer i de første Aar efter Krim-Krigen til
Dels det samme Præg som den indre Politik af
Tilbøjelighed til Maadehold og til at gaa en
Middelvej (se i øvrigt nærmere Rusland,
»Historie«). A. var Forkæmper for en national Sag,
da han optraadte som de slaviske Nationers og
de Kristnes Beskytter paa Balkan-Halvøen og
greb ind over for Tyrkiet 1877, maaske med
en hemmelig Tanke om Konstantinopels
Erobring og Tyrkernes Fordrivelse fra Europa; i
hvert Fald lod man Folket tro, at dette var
Kampens Maal. Han fulgte selv Hæren, der gik
over Donau, og blev ved den indtil Plevnas
Fald (Decbr 1877). Resultaterne af Krigen var
skæbnesvangre for Rusland; den nationale Sag
havde lidt et Nederlag, bl. a. var jo store Dele
af de Kristne vedvarende under Tyrkerne.
Krigen havde desuden, ligesom forhen Krim-Krigen,
afdækket Korruptionen og Bureaukratiets
Demoralisation. — Under disse Forhold er det,
at den revolutionære Bevægelse
forandrer Karakter, idet en —
forholdsvis lille Del af de opr. ikke revolutionære
Nihilister gør Terrorismen til deres
Program og tragter efter at omstyrte
Zar-Magten og ved Mord paa de højeste
Embedsmænd indjage Magthaverne Skræk.
Terroristerne nedsætter en Eksekutivkomité, der
fælder Dødsdomme og planlægger Attentaterne,
som ogsaa rettes mod Kejseren. Efter at i
Apr. 1879 Soloviev uden at træffe havde skudt
paa Kejseren, dømtes denne i Aug. s. A.
højtidelig til Døden; i Decbr forsøgte man at
sprænge Kejserens Tog i Luften, da han var paa
Vejen fra Livadia til Moskva, og i Febr 1880
ødelægger man Stueetagen under Kejserens
Spisesal i Vinterpaladset, 30 Soldater af Vagten
dræbes, men Kejseren undgaar Døden. Attentatet
gjorde et stærkt Indtryk paa A., der i Forvejen
var nedbrudt over de Skuffelser, hans indre
og ydre Politik havde bragt. Han gav Loris
Melikov, der overbeviste ham om
Nødvendigheden af at slappe Enevoldsmagten,
diktatorisk Magt og lod ham i 6 Maaneder optræde
med Strenghed over for de Revolutionære,
medens han frigav mange politiske Fanger og
indrømmede forsk. Friheder. Endelig overtog
Melikov som Indenrigsminister Dannelsen af et
Slags liberalt Ministerium og forelagde saa i
Beg. af 1881 et Forfatningsforslag, hvorefter
der skulde sammenkaldes en raadgivende
Forsamling, sammensat af Repræsentanter for
Semstvoerne og Dumaerne (Byraadene), og af
»Sagkyndige«, valgt af Kejseren. Skønt
Forslaget jo ikke betød noget Brud med
Enevoldsmagten, betænkte A. sig længe paa at
underskrive det, Endelig bestemte han, at det skulde
forelægges i Ministerraadet, men dræbtes samme
Dag paa en Køretur ved et Bombeattentat.
A. var 1841 blevet gift med Maximiliana
Vilhelmina Maria (Maria Alexandrovna), Datter af
Ludvig II af Hessen, der fødte ham 6
Sønner og to Døtre. Den ældste Søn, Nikolaj
(f. 1843) døde 1865, og den næstældste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
