Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander II (Nikolájevitsch), Kejser af Rusland (1855-81) - Alexander III (Alexandrovitsch), Kejser af Rusland (1881-94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alexander, fulgte Faderen paa Tronen. Kort efter
Kejserindens Død (3. Juni 1880) havde A. (31.
Juli) hemmeligt ægtet Fyrstinde Katharina
Dolgoruki, med hvem han forinden havde 3 Børn.
(Litt.: Cordonne, L’empereur A. II;
vingtsix ans de règne [Paris 1883]; Laferté
[Pseudonym for Fyrstinde Dolgoruki), A. II, études
inédites sur sa vie et sa mort [Basel 1882];
Wallace, Russia [London 1912]; Skrine,
The expansion of Russia 1815—1900 [London
1904]).
L. K.
Alexander III (Alexandrovitsch),
Kejser af Rusland (1881—94), f. 10. Marts (26. Febr)
1845 som næstældste Søn af Alexander II, d. 1.
Novbr (20. Oktbr) 1894. A.’s Opdragelse havde
været ledet uden Henblik paa, at han en Gang
kunde blive Ruslands Hersker. Den største Vægt
var lagt paa d. æ. Broder Nikolaj’s Uddannelse,
medens Tanken var, at A. skulde indtage en høj,
militær Stilling. I rent human Retning var hans Opdragelse
derfor overfladisk og væsentlig indskrænket til
praktisk Færdighed i Fransk, Tysk og Engelsk;
for abstrakte og dybere Studier vaktes hans
Interesse ikke. Dog havde han en i sin Art
betydelig Mand til Lærer, den senere Prokurør
for den hellige Synode, Pobjedonosev, og
ligesom Laharpe havde sat sit Præg paa A. I’s
Karakter og Regering og Schukovskij paa A.
II’s, satte ogsaa Pobjedonosev — og det
maaske i endnu højere Grad — sit Præg paa A. III’s
Personlighed og Regering. Ellers var
Pobjedonosev en fuldstændig Modsætning til Laharpe
og Schukovskij; ortodoks og slavofil, som han
var, bibragte han sin Elev de slavofile, politiske
Principper: en inderlig Forbindelse mellem den
absolute Zar-Magt og den russ. ortodokse Kirke,
begge uden ringeste Tillempning efter
Vesteuropas Institutioner og »rationalistiske« Kultur.
A.’s Regering viser derfor i sine Principper ingen
ell. meget faa Lighedspunkter med A. I’s og A.
II’s, men desto flere med Bedstefaderen Nikolaj
I’s. I de Aar, A. var Tronfølger 1865—81, kom
Forskellen mellem Faderens og Sønnens
Anskuelser ofte frem. A. II yndede saaledes ikke
Slavofilernes yderliggaaende Teorier og kunde
ofte spotte over dem; især var deres Syn paa
den udenrigske Politik forskelligt, idet
Tronfølgeren nærede stærke Antipatier mod
Tyskland og Alliancen med dette, hvad der ofte
kom frem under den fransk-tyske Krig. Uden
at kunne gøre sin Indflydelse gældende paa det
politiske Omraade hengav A. sig da til sine
milit. Pligter og skal paa dette Omraade have
vist sig i Besiddelse af megen Dygtighed; 1877
under den tyrk.-russ. Krig havde han
Kommandoen over venstre Fløj af Donau-Armeen.
Faderens Mord gjorde et stærkt Indtryk paa
A., og han oprørtes over Eksekutivkomitéens
Krav (i et aabent Brev til ham af 23. Marts)
om ikke alene at indkalde en frit valgt
konstituerende Nationalforsamling, men ogsaa at
give Amnesti for alle politiske Forbrydere.
Faderens sidste Vilje bevirkede dog, at A. til
Trods for sin egen personlige Uvilje mod
enhver Art Konstitutionalisme kort Tid var i
alvorlig Tvivl, om han ikke burde følge den af
Faderen angivne Vej. Men navnlig Pobjedonosev
fraraadede en Forfatning, og i et Manifest,
han den 11. Maj udstedte, erklærede A.
da ogsaa som sin Hensigt »uden Anfægtelse, til
Held for Folket« at regere »i Tillid til det
guddommelige Forsyn og i Tro paa
Selvherskermagtens Kraft og Sundhed«.
6. Maj gik Melikov af og erstattedes af
Slavofilen Ignatiev som Indenrigsminister, der senere
afløstes af D. Tolstoj. Energisk og konsekvent,
med den Stædighed, som var et Karaktertræk
hos ham, fulgte A. nu sine egne og sine
Raadgiveres, især Tolstoj’s og Pobjedonosev’s
reaktionære, men maalbevidste Politik: at gøre
Rusland til en absolut enevældig, nationalrussisk og
gr.-ortodoks Stat. Midlerne, der anvendtes, var
lige saa brutale som konsekvente og
tilsyneladende virkningsfulde. De friere politiske
Institutioner, der var skabte af A. II, indskrænkedes
saa meget som muligt til Fordel for en stærk
Centralmagt. Semstvoernes Myndighedsomraade
indskrænkedes saaledes meget betydeligt,
medens Adelen begunstigedes. For at undertrykke
enhver Art af Opposition udvidedes Politiets
Myndighed i næsten uindskrænket Grad; admin.
Forvisninger og Fængslinger hørte til Dagens
Orden; Censuren skærpedes, og dens Omraade
udvidedes saaledes, at ogsaa en særlig gejstlig
Censur kontrolerede Skrifter af teologisk
Indhold, medens en tredie Gren af den holdt Øje
med den i Udlandet fremkomne Litt. for at kunne
forbyde Indførelsen af Værker, som Regeringen
mente modarbejdede dens Synspunkter.
Universiteterne sattes under skarp Kontrol, og
Studenterforeninger forbødes. For at
gennemføre det andet Hovedformaal, Dannelsen af en
russ. Nationalstat, arbejdedes med lige saa stor
Hensynsløshed paa Denationaliseringen af de
ikke-russiske Bestanddele af Riget. Over for
Polen fortsatte man med de under A. II efter
Oprøret 1863 paabegyndte Forfølgelser mod det
polske Sprog og den rom.-kat. Kirke. Paa lgn.
Maade undertryktes Litauerne, Lillerusserne,
Esterne og Letterne, og navnlig skred man til
Russificeringen af de tyske Østersøprovinser.
I samme Aand gik man frem over for Finland,
og man begyndte at angribe Landets selvstændige
Stilling. Til Gennemførelsen af det tredie
Hovedformaal, Ruslands religiøse Enhed, tjente
bl. a. den mere ell. mindre voldsomme
Fremfærd mod alle, som stod uden for den
russ.-ortodokse Kirke, Haand i Haand med en
udstrakt Propaganda for denne. Voldsomst gik
man frem over for de talrige Sekter bl. de
græske Katolikker og over for Jøderne, der
 |
| Alexander III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
