Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander, Fyrste af Bulgarien (1879-86) - Alexander Johan, Fyrste i Rumænien (1859-1861) - Alexander Karageorgevic, Fyrste af Serbien (1842-58)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dannedes et nyt Ministerium med 4 radikale og
2 konservative Ministre samt en enkelt Russer
som Krigsminister. Saaledes hengled et Par Aar
i taalelig Ro, indtil 18. Septbr 1885, netop
Toaarsdagen for Forfatningens Genoprettelse,
Revolutionen udbrød i Østrumelien, hvorfra den
tyrk. Statholder fordreves, og Landets Tilslutning
til Bulgarien kundgjordes. Da A. modtog Tilbudet
uden først at indhente den russ. Kejsers Samtykke,
optoges dette Skridt som grov Utaknemmelighed,
ja ligefremt Forræderi, og derfor kaldtes alle
de russiske Officerer i den bulgarske Hær, ja
selve Krigsministeren tilbage, medens A.
udslettedes af den russiske Hærs Officersliste.
Vistnok havde Rusland selv i San Stefano-Freden
1878 tiltænkt Bulgarien ikke alene Østrumelien,
men et langt større Landomraade;
men dets Utilfredshed var rettet imod, at der
nu opstod et af Rusland uafhængigt og tilmed
udvidet Bulgarien. Dette stemmede heller ikke
med Serbiens ell. Østerrigs Ønske; i Novbr
erklærede Serbien Krig, og dets Hær faldt ind
i Bulgarien. Nu viste A. stor militær Dygtighed,
ordnede i Hast sine Tropper og førte dem selv
i Kampen; han sejrede fuldstændig over
Fjenden ved Slivnitza og trængte endda ind paa
serbisk Grund, men standsedes her ved Trusler
om østerrigsk Indblanding. Ved sin raske
Optræden vandt han Bulgarernes Hengivenhed og
sikrede sig Østrumelien, sluttede i Marts 1886
Fred med Serbien, der fik en lille Landafstaaelse
under Form af Grænseregulering, og i Apr.
en Overenskomst med Tyrkiet og Stormagterne,
hvorefter han paa 5 Aar blev tyrk. Generalguvernør
i Østrumelien. Ja han fik endog allerede
i Juni Enheden mellem de to Lande
fuldbyrdet med en fælles Nationalforsamling
saavel som ved fælles Forvaltning, Hær og
Finanser. Han syntes saaledes at have vundet en
fuldstændig Sejr. Rusland kunde dog ikke tilgive
ham det Nederlag, dets Politik havde lidt,
og efter dets Tilskyndelse dannedes en Sammensværgelse
mellem en Del bulgarske Officerer.
21. Aug. blev A. taget til Fange i sit Slot
og bortsendt fra Landet; men Folkets Uvillie
var saa stærk over denne Voldsdaad, at der
straks udbrød en Modrevolution, hvorefter A.
hentedes tilbage. Da han dog ikke kunde opnaa
Forsoning med den russiske Kejser, troede han
det bedst for Bulgariens Skyld frivillig at
opgive Magten og nedlagde 7. Septbr Regeringen.
Han havde dog den Tilfredsstillelse, at Rusland
intet vandt ved hans Fjernelse. 1888 syntes der
igen at aabne sig Udsigt for ham til at spille
en politisk Rolle, idet der paatænktes en
Forbindelse mellem ham og den preussiske
Prinsesse Victoria; men Bismarck modsatte sig
bestemt af Hensyn til Rusland, og Prinsessens
Fader, Kejser Frederik III, lod Planen falde.
Næste Aar traadte A. i østerrigsk Tjeneste som
Oberst, ægtede Opera-Sangerinden Johanne
Loisinger (f. 1865) og fik Navnet Grev Hartenau.
1891 bevilgede Bulgarien ham en Aarpenge af
36000 Kr., og efter hans Død førtes hans Lig
dertil og bisattes i Sofia som Tak for de store
Fortjenester, han havde af Landets Uafhængighed
og Enhed, indtil han blev et Offer for
Ruslands hensynsløse og egennyttige Politik. (Litt.:
Koch, »Mitteilungen aus dem Leben und der
Regierung des Fürsten A. von Bulgarien«
[Darmstadt 1887]; Golowin, »Fürst A. I von
Bulgarien« [Wien 1896]).
E. E.
Alexander Johan, Fyrste i Rumænien (1859—1861),
f. 20. Marts 1820 i Moldau, d. 13. Maj
1873 i Heidelberg, hed opr. Cuza, opdroges i
Paris 1834—39 og kom efter sin Hjemkomst
snart i gode Stillinger, til Dels p. Gr. a. sit
Ægteskab (1844) med Helena Rosetti (f. 1827)
af en fornem Bojarslægt. Han sluttede sig 1848
til det nationale Parti og maatte derfor flygte
ved de russiske Troppers Indrykning; blev 1850
Præfekt, men tjente senere i Hæren og blev
Oberst. 1857 fik han Sæde i Moldaus »Divan«
og blev næste Aar Krigsminister her, og 1859
valgtes han, henholdsvis 17. Jan. og 5. Febr,
enstemmig af Folkeforsamlingerne i Moldau og
Valachiet til Fyrste i de tvende Lande.
Stormagterne og Sultanen bøjede sig efter nogen
Tøven for denne Uregelrethed — det var
nemlig afgjort, at der skulde være en Fyrste for
hvert Land — og det lykkedes ham yderligere
1861 at formaa Sultanen til at tillade Landenes
Forening under fælles Ministerium og fælles
Folkeforsamling, hvorefter han antog Navnet »A.
J. den Første, Fyrste i de forenede
Fyrstendømmer«; Personalunionen var saaledes blevet
Realunion. 1864 fik han endog Navnet
»Rumænien« slaaet fast for det ny Rige, samt
næsten fuld Uafhængighed, idet han med
Rigsdagens Samtykke kunde ændre Forfatningen.
For at frigøre Landet fra den græske Patriarks
Myndighed inddrog han 1863 alle Klostergodserne
(tilsammen 1/5 af Landets Jord), indførte
næste Aar borgerligt Ægteskab og oprettede en
egen Folkekirke, hvis Biskopper Fyrsten skulde
udnævne. Bøndernes Frigørelse laa ham ogsaa
stærkt paa Sinde, og da han ikke kunde faa
Rigsdagen til at vedtage Forslag herom, gjorde
han sammen med sin Førsteminister
Cogalniceano 14. Maj 1864 Statskup, sprængte
Rigsdagen og omdannede Forfatningen, bl. a. med
Udvidelse af Valgretten. En Folkeafstemning
billigede dette Skridt, og han brugte nu sit
tiltagne Diktatur til at gennemføre en Mængde
indgribende Fremskridt. De ny Kamre
stadfæstede vistnok 1865 alle disse Love, men dog
opstod snart Misnøje imod ham, dels fordi hans
Reformer var lidet forberedte, dels fordi han i
sin Fremfusenhed trodsede Folkets Fordomme
og Sædvaner, for hurtig at kunne hæve det
paa lige Trin med Europas andre Folkeslag,
endelig fordi hans Forvaltning stedse blev mere
vilkaarlig. En Sammensværgelse stiftedes imod
ham, og 22. Febr 1866 blev han overrumplet i
sit Slot og tvunget til at give Afkald paa
Magten, hvad Kamrene og Folket senere billigede.
Han drog derefter til Østerrig, og afslog 1870
at modtage Valg til Rumæniens Rigsdag. Han
havde dog i Sandhed gjort sit Land store
Tjenester.
E. E.
Alexander Karageorgevic, Fyrste af
Serbien (1842—58), f. 1806, d. 1885, Søn af
Serbiens Frihedshelt Crni (»sort«, paa tyrk.
Kara) Georg (se Crni, Georg), levede i
Landflygtighed (var Officer i russisk Tjeneste), indtil
han 1839 kaldtes tilbage til Fædrelandet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
