Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander Karageorgevic, Fyrste af Serbien (1842-58) - Alexander I, Konge af Serbien (1889-1903) - Alexander, Prins af Hessen (1823-1888) - Alexander, Navn paa flere nytestamentlige Personer - Alexander, Biskop i Alexandria - Alexander, Boyd, eng. Afrika-rejsende (1873-1910) - Alexander, Sir James Eduard A. af Westerton, eng. Officer og Opdagelsesrejsende (1803-1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Michael Obrenoviç, og blev 1842 efter dennes
Afsættelse valgt til Fyrste. Han vedligeholdt dog
ikke længe Folkets Yndest, fordi han ikke vilde
slutte sig til det nationale Parti og viste sig
alt for afhængig af Østerrig, samt senere af
Tyrkiet. Novbr 1858 nødtes han til at indkalde
en Nationalforsamling, hvad han tvært imod
Forfatningens Bud ikke havde gjort i 10 Aar, og
han blev snart efter afsat af denne. Han
flygtede derefter til Ungarn og blev 1868 mistænkt
for Deltagelse i Mordet paa sin Forgænger og
senere Eftermand Fyrst Michael; dømtes 1871
af Domstolen i Budapest til 8 Aars Fængsel,
men blev senere frifundet af Ungarns
Højesteret. Han er Fader til Serbiens nuv. Konge
Petar.
E. E.
Alexander I, Konge af Serbien (1889—1903),
Søn af Kong Milan Obrenoviç, f. 14. Aug. 1876,
myrdet 11. Juni 1903, blev 1889 ved Faderens
Tronfrasigelse udraabt til Konge under et
Regentskab, men gjorde, knap 17 Aar gl., 13. Apr.
1893 sit første Statskup ved at overrumple
Regentskabet og erklære sig for myndig, hvorefter
han kaldte Faderen tilbage fra Udlandet og
overdrog ham Styrelsen. 21. Maj 1894 omstyrtedes
den frisindede Forfatning af 1889, og den
mere konservative fra 1869 sattes paa ny i Kraft.
Men da Milan i Tilslutning til det konservative
Parti i Sommeren 1900 var draget til Udlandet
for at søge en tysk ell. østerrigsk Prinsesse som
Ægtefælle for Sønnen, lod denne sig overtale af
de radikale Partiførere, som støttedes af russiske
Agenter, til at ægte en Serberinde Draga
Lunjevitsa (f. 1867 ell. 1863), Enke efter
en Ingeniør Maschin og selv tidligere Hofdame
hos hans Moder, Dronning Natalia. Denne
intrigante og letfærdige Dame var et ivrigt Værktøj
for de russiske Planer, og Ægtskabet billigedes
aabenlyst af den russiske Kejser. Alligevel
svækkede det A.’s Stilling, hvorfor han 1901 søgte
at forsone Folkestemningen ved egenraadig at
kundgøre en ny frisindet Forfatning.
Dronningen beherskede ham aldeles, og det gjorde
intet Indtryk paa ham, at hendes foregivne
Svangerskab viste sig at være rent Opspind. Hun
søgte nu at overføre Tronfølgen paa sin
Broder, der var Løjtnant i Hæren, og for at bryde
den Modstand, som rejste sig herimod, gjorde
A. i Marts 1903 et nyt (4.) Statskup, hvorved
Senatet og Statsraadet fyldtes med hans blinde
Tilhængere, og styrede derefter med største
Vilkaarlighed. Nu var Maalet dog fuldt, og en stærk
udbredt Sammensværgelse dannedes imellem
Officererne, som hidtil havde været hans
trofaste Støtte, deriblandt endog Dronningens egen
Svoger, Oberst Maschin. Natten mellem 10. og
11. Juni trængte Lederne ind i Slottet i Belgrad
og myrdede paa den raaeste Maade baade A. og
hans Dronning, samt begge hendes Brødre og
et Par Ministre med Sabelhug og Revolverskud.
Med A., der baade var troløs og voldsom, ja
vel hel degenereret, uddøde Huset Obrenoviç
paa lidet sømmelig Vis.
E. E.
Alexander, Prins af Hessen, Søn af
Storhertug Ludvig II, f. 15. Juli 1823, d. 15. Decbr
1888, indtraadte 1840 i den russiske Hær og
tjente 1845—51 med Udmærkelse i Krigen i
Kaukasus. Han gik derefter i østerrigsk
Tjeneste og førte 1859 med stor Dygtighed en
Brigade i Slaget ved Montebello og en Division
ved Solferino. Efter 1862 levede han i
Darmstadt ell. paa sit Slot Heiligenberg, hvor han
havde en stor Møntsamling. Juli 1866 anførte
han de sydtyske Tropper imod Preussen, men
uden Held. 1851 havde han ægtet en polsk
Grevinde Julie Haucke (f. 1825, d. 1895), som
1858 ophøjedes til Fyrstinde af Battenberg; om
deres Børn, se Battenberg.
E. E.
Alexander, Navn paa flere nytestamentlige
Personer: 1) en Søn af Simon af Kyrene og
bekendt i den romerske Menighed (Mark. 15, 21).
2) en Jøde af ypperstepræstelig Slægt (Apostl.
Gern. 4, 6). 3) en Jøde i Efesos (Apostl. Gern.
19, 33). 4) en frafalden Kristen, som af Paulus
blev udstødt af Menigheden (1. Tim. 1, 20),
maaske den samme som 5) Smeden A., der senere
omtales som Modstander af Paulus under
dennes Proces i Rom (2. Tim. 4, 14—15).
J. C. J.
Alexander, Biskop i Alexandria, er
kendt som den, der først optraadte kraftig mod
Arianismen. Paa et Kirkemøde i Alexandria
321 fik han Arios afsat, deltog sammen med sin
berømte Diakon Athanasios i det 1. alm.
Kirkemøde 325 og kæmpede videre imod Arianerne
lige til sin Død 328.
H. O.
Alexander [ä£e↱gzandə], Boyd, eng.
Afrikarejsende, f. 1873, d. 2. Apr. 1910 i Sudan. Som
Officer i den britiske Armé ledede han 1897 en
videnskabelig Ekspedition til de Capverdiske
Øer og foretog 1898—99 Undersøgelser i
Sambesi-Gebetet. 1901 berejste han Øen Fernando
Po. Sin største Rejse foretog han 1904—07;
sammen med Claud Alexander og G. B. Gosling
drog han gennem Nord-Nigeria til
Schari-Bækkenet og foretog en omhyggelig
Udforskning af Tsad-Søen og dens Omgivelser. Efter
sine to Ledsageres Død fortsatte han Rejsen
over Bahr-el-Ghazal til Chartum ved Nilen og
endte i Port Suakin ved det Røde Hav, saa at
han har gennemkrydset Verdensdelen næsten
paa det bredeste Sted. Decbr 1908 drog han
atter til Vestafrika, berejste Øerne i
Guinea-Bugten, drog gennem Kamerun til Tsad og Ø.
paa ind i Sudan, hvor han 1910 blev dræbt af
de Indfødte i Abeschr i Wadai. Han har udg.
From the Niger to the Nile (London 1907).
C. A.
Alexander [ä£e↱gzandə], Sir James
Eduard A. af Westerton, eng. Officer og
Opdagelsesrejsende, f. 1803 i Skotland, d. 2. Apr.
1885 paa Øen Wight. A. deltog 1825 i Krigen
mod Birma og 1829 i Diebitsch’s Felttog mod
Tyrkiet og berejste deretter Persien og
Sydamerika. 1834 kæmpede han for Don Pedro i
Portugal. 1836—37 foretog han en
Opdagelsesrejse fra Kapstaden til Damara-Landet, og
derefter anvendte han 7 Aar paa Udforskningen
af New Brunswick. Senere tog A. Del i
Krim-Krigen og 1863 i Krigen mod Maorierne. 1838
var A. blevet adlet, og 1882 udnævntes han til
General. Han skrev fl. Bøger, af hvilke
fremhæves Travels from India to England (London
1827); Travels through Russia and the Crimea
(1830); Sketches in Portugal (1835); Expedition
into South Africa (1838).
H. P. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
