Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexin - Alexios (byzantinske Kejsere)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jernbanen Tula-Vjasma, har (1904) 3600 Indb. og
fabrikerer Sæbe, Brændevin og Hatte.
G. Ht.
Alexin (ἀλέξω »jeg afværger«). Af Fodor
er i 1887 ved systematiske Undersøgelser gjort
Iagttagelser over, hvorledes Miltbrandbakterier
og andre Mikrober, der indføres i Kredsløbet,
forsvinder i Løbet af kort Tid. Støttet paa
Forsøg i Reagensglas mente Fodor, at denne
Forsvinden skyldtes en bakteriedræbende Evne i
Blodet. Af Bet. for Spørgsmaalet var den
Iagttagelse, at Blod, der i nogen Tid havde
henstaaet i Reagensglas, mistede den
bakteriedræbende Evne; Opvarmning af Blod (Serum) til
Temperaturer over Legemets medførte i Løbet
af kortere ell. længere Tid samme Virkning.
Det viste sig snart, at samme Bakterieart ikke
forholdt sig ens over for alle Dyrearters Blod,
saaledes paavirkes f. Eks. Miltbrandbaciller
kun i ringe Grad af (defibrineret) Museblod,
medens de hurtig forsvinder i Kaninblod. Af
Flügge er disse Forsøg blevne forenede i en
Idé om den naturligt forekommende Modstandskraft
(Immunitet) over for Bakterier; mellem
den bakteriedræbende Virkning af Blodet hos
en bestemt Dyreart og dennes Modstandskraft
over for den af den paagældende Bakterie
fremkaldte Sygdom skulde bestaa en
Kausalforbindelse. Særligt indgaaende Forsøg over
Blodets bakteriedræbende Evne skylder vi
Buchner og hans Elever, fra hvem Ordet A.
stammer. Buchner’s Forsøg viste for det første,
at visse kvantitative Forhold gjorde sig
gældende: ud over en vis Mængde Bakterier kunde
ikke dræbes af en bestemt Mængde Blod, og
Kontakten mellem Bakterierne og Blodet maatte
være meget nøje, hvilket sidste skulde forklare,
at Bakterier i Legemets fine Haarkarnet kunde
unddrage sig Blodets dræbende Virkning og
derved blive ødelæggende for Organismen.
Buchner viste endvidere, at den dræbende Virkning
af Blodet udelukkende var knyttet til Serum,
derimod ikke til Blodlegemerne. At Blodets
Alkalescens, som antaget af Behring, ikke
kunde være Aarsag til den bakteriedræbende
Evne, viste Buchner ved at neutralisere
Kaninserum med Eddikesyre; den bakteriedræbende
Evne blev derved fuldstændig uskadt. Derimod
viste Serums Saltholdighed sig af stor
Betydning. Dialyseredes saaledes Serum mod
destilleret Vand, hvorved Saltene fjernedes,
forsvandt den bakteriedræbende Evne; paa samme
Maade virkede stærk Fortynding af Serum med
destilleret Vand. (Disse Forsøg bliver nu
velforklarlige ved den senere Tids Paavisning af
Komplementets Sammensætning af to Stykker,
Endestykket og Mellemstykket, der
ved de nævnte Procedurer just skilles, hvorved
Komplementvirkningen ophører, se i øvrigt
Komplement). Ogsaa Fældning af
Æggehvidestofferne med Alkohol ophævede den
bakteriedræbende Virkning. Buchner tænkte sig da
denne bundet til hypotetiske Stoffer af
æggehvideagtig Natur; disse Stoffer kaldte han for
Alexiner med Henblik paa den vigtige Rolle,
han mente, de spillede i Organismens Kamp mod
fjendtlige Mikroorganismer. Nærmest
henregnede Buchner dem til de æggehvidespaltende
Fermenter. Senere Undersøgelser har godtgjort,
at der ingenlunde altid bestaar en Parallel
mellem et Serums bakteriedræbende Evne og
Modtagelighed for vedk. Dyreart over for Infektion
med den paagældende Bakterieart; saaledes
viste Metschnikoff, at voksne Hunde
næsten er uimodtagelige for Miltbrandinfektion,
til Trods for, at Hundeserum kun virker meget
lidt dræbende i Reagensglas over for
Miltbrandbakterier. Alexinerne kunde saaledes ikke
gælde for en alm. gyldig Aarsag til Immunitet.
Af stor Bet. for hele Spørgsmaalet har den
navnlig af R. Pfeiffer paa Grundlag af
Forsøg hævdede Anskuelse været, at Alexinet er
et kompleks bygget Stof, sammensat af to
Komponenter, der kan findes sammen i visse
Dyrearters Serum, i andre derimod hver for sig,
ligesom det kvantitative Forhold mellem de to
Komponenter kan variere stærkt hos forskellige
Dyrearter. Af disse Forhold vil selvfølgelig
den bakteriedræbende Kraft i høj Grad være
afhængig.
Ved en stor Række Forsøg har det vist sig,
at den ene af de to nævnte Komponenter taaler
Opvarmning til Temperatur omkr. 55°, medens
den anden derved hurtigt tilintetgøres. Den
første, den termostabile (varmeresistente)
benævnes ofte Amboceptor (s. d.), den
anden, den termolabile (varmefølsomme)
Komplement (s. d.) (Bordet, Ehrlich
& Morgenroth). Foruden over for
Bakterier indeholder mange Serumarter
allerede normalt lignende kompleks byggede
Stoffer over for andre Celler end Bakterier
(røde Blodlegemer etc.); i endnu højere Grad
kan de paa kunstig Vis vindes ved, at den
paagældende Celleart (resp. Bakterieart) indføres
i Kredsløbet (se under Amboceptor).
Alexinbegrebet er ved disse nyere Iagttagelser
blevet splittet. Ligeledes har man indset, at
naturlig ell. kunstig erhvervet Uimodtagelighed
over for Infektioner ikke lader sig forklare
alene ved Eksistensen af »Alexinfunktionerne«,
de repræsenterer kun een af de vistnok mange
Aarsager til Immunitet.
Hvor i Organismen Alexinet, resp. dets to
Komponenter, dannes, er endnu ret uopklaret.
O. T.
Alexios (byzantinske Kejsere).11) A. I.
Komnenos, Kejser 1081—1118, Brodersøn af
Kejser Isak Komnenos, viste sig under flere
Kejsere som en fortræffelig Feltherre. Da
Nikeforos tilsidesatte ham og stræbte ham
efter Livet, udraabte Hæren ham til Kejser, og
han erobrede Konstantinopel, hvorefter
Nikeforos gik i Kloster. Som Kejser sluttede A. Fred
med Seldshukkerne for at kunne vende sig imod
Normannerhertugen Robert Guiscard, der var
i Færd med at erobre Epiros, og skaffede sig
Hjælp af Venetianerne ved at tilstaa dem
udstrakte Handelsrettigheder. A. led vel først et
stort Nederlag ved Durazzo (1081), men da
Robert kaldtes hjem af en Opstand i Apulien, blev
den Hær, som han havde efterladt under
Befaling af sin Søn Bohemund, næsten helt
tilintetgjort af A. (1084), og Robert’s fornyede Angreb
standsedes ved hans Død 1085. A. optog nu atter
Kampen med Seldshukkerne og søgte Hjælp ved
at henvende sig til Pave Urban II, hvorved han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
