Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfabet - alfabetiske Sange - Alfagræs, se Stipa - Alfalfa, se Lucerne - Alfani - Alfa og Omega - Al-Farabi - Al-Fargani, Ahmed ibn Muhammad - Alfaro - Alfarvej - Alfa separator, se Centrifuge - Alfa-Straaler (a-Straaler), se Radioaktivitet - Alfa-Trævler, se Esparto - Alfeios
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
været forskellige Teorier: de sidste Tiders
Udgravninger har bragt meget nyt Materiale, men
ikke endelig Klarhed i de indviklede Forhold i
gammel Tid ved Middelhavets østlige Kyster.
Grækerne laante sandsynligvis fra Fønikerne
de enkelte Bogstavtegn lige saa vel som deres
Navne; fra det græske A. stammer paa den ene
Side det latinske, der har faaet den videste
Udbredelse hos mangfoldige Folkeslag, paa den
anden Side det oldslaviske ell. cyrilliske A., der
med forskellige Ændringer er blevet til det
russiske. Om Runealfabetets Herkomst, se Runer.
I Tidernes Løb og ved Overførelsen fra det ene
Sprog til det andet er A. undergaaede mange
Ændringer, dels m. H. t. de enkelte Tegns
Form, dels m. H. t. Bogstavernes Lydværdi;
ogsaa er der nu og da kommet ny Tegn til,
især ved Modifikationer og
Sammenskrivninger af de allerede forhaandenværende, saaledes
som æ, ä (a med et e over), ø, å, ç (c med et
lille z under, ital. zediglia af zeta) o. s. v. Se
i øvrigt Bogstav, Skrift.
O. Jsp.
alfabetiske Sange kaldes Sange, i hvilke
Strofernes Begyndelsesbogstaver er stillede efter
hverandre i alfabetisk Orden. Saadanne Sange
findes i stor Udstrækning i de semitiske Sprog,
i det gl. Test. f. Eks. Salme 9, 10, 25; Ordsp.
31: 10—31, adskillige Hymner og Læredigte i det
hebraiske Sprog o. s. fr. (jfr. Akrostikon).
Alfader, nordisk Navn paa den højeste
Guddom, var i hedensk Tid et af Odin’s Navne,
ligesom Valfader (afledt af all, alt, ell. af gotisk alhs,
Helligdom). I 13. Aarh. fremsatte Snorre
Sturlesøn i Edda den af Kristendom paavirkede
Opfattelse, at A. var det samlende Navn for alle
Odin’s særlige Navne og Egenskaber; han var
Verdens Skaber og skulde engang samle alle de
Gode hos sig i Gimle. Denne Forestilling er
senere blevet stærkt fremhævet af N. F. S.
Grundtvig o. fl.; den var en af de mytologiske Tanker,
der lettest vandt Indgang, og i Slutn. af 18.
Aarh. begyndte man endog at overføre Navnet
til de Kristnes Gud.
A. O.
Alfagræs [↱al-], se Stipa.
Alfalfa, se Lucerne.
Alfani, Kunstnerfamilie fra Perugia. Mest
bekendt er Domenico A., der var Søn af
Bygmesteren Paris A. og virkede som Maler i
Perugia, af hvis Malerlav han blev Mester 1510.
Han var Ungdomsven af Rafael og som denne
Elev af Perugino. Medens hans tidligere
Arbejder viser stærk Paavirkning fra Rafael, bliver
senere — særlig efter Florentineren Rosso’s
Ankomst til Perugia — Indflydelsen fra florentinsk
Malerkunst tydelig, hvad forsk. Arbejder i
Perugia bærer Vidnesbyrd om. Hans uægte,
senere legitimerede Søn Orazio virkede
1539—44 i Trapani og Palermo. 1545 optoges han i
Perugia’s Malerlav, 1573 grundlægger han
Akademiet i Perugia, som han bliver Leder af. En
Del Arbejder af ham i Perugia’s Kirker.
A. Hk.
Alfa [↱al-] og Omega, Navnene paa det første
og det sidste Bogstav i det gr. Alfabet (A og Ω),
bruges i Johannes’ Aabenbaring som Betegnelse
for Gud (1. 8; 21, 6) og Kristus (22, 13), forklaret
ved Tilføjelsen »Begyndelsen og Enden« ɔ: den
Evige, der er alle Tings Udspring og alle Tings
Maal. Ofte anvendt i den kirkelige, navnlig i
den oldkirkelige og middelalderlige Kunst og
da i Alm. forbundet med Korset eller Kristi
Monogram, hyppigst i Formen
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
