Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alkaliblaat (Anilinblaat), se Tjærefarvestoffer - Alkalier, Ilter og Hydroxyder af Alkalimetallerne - Alkaliféldspat, se Feldspat - Alkalimetallerne, en Gruppe monovalente (engyldige) Metaller - Alkalimetri - alkaliske Jordarter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alkaliblaat (Anilinblaat), se
Tjærefarvestoffer.
Alkalier, Ilter og Hydroxyder af
Alkalimetallerne, navnlig Kalium- og Natriumhydroxyd.
A. er farveløse, letopløselige i Vand og virker
ætsende, kaustisk (kaustiske A.) paa Dyre- og
Plantestoffer; deres Opløsninger farver det røde
Lakmuspapir blaat og det gule Curcumapapir
brunt og fælder de tunge Metaller af deres
Opløsninger som Hydroxyder eller Ilter. De
fleste Alkalisalte er opløselige i Vand.
Alkalihydroxyderne virker hyppigt iltende paa
organiske Forbindelser, naar de ophedes med
disse, idet der derved dannes Syrer; de
sønderdeler kvælstofholdige, organiske Stoffer ved
Ophedning med disse under Dannelse af
Kulsyre, Ammoniak og Kulbrinter. Benævnelsen
»fikse Alkalier« har været benyttet for
Karbonaterne af Alkalimetallerne til Forskel fra
»flygtigt Alkali«, hvilken Benævnelse blev
benyttet for Ammoniumkarbonat (Hjortetaksalt).
Ligeledes har man skelnet mellem »milde A.« ɔ:
Karbonaterne Potaske og Soda, der bruser ved
Tilsætning af Syrer, idet der udvikles Kulsyre,
og som virker langt mindre energisk, og
»ætsende A.« ɔ: Alkalimetallernes Hydroxyder.
— Disse Betegnelser benyttes dog næppe mere,
da Potaske og Soda regnes til Saltene.
O. C.
Alkalifeldspat, se Feldspat.
Alkalimetallerne, en Gruppe monovalente
(engyldige) Metaller, der udgør en Bestanddel
af Alkalierne. Til denne Gruppe hører: Lithium,
Natrium, Kalium, Rubidium og Cæsium. Disse
Metaller besidder fuldkommen Metalglans, er
ved alm. Temp. meget bløde, ilter sig hurtig i
Luften og sønderdeler Vand under Udvikling
af Brint, idet der dannes Alkalihydroxyder; de
tre førstnævnte er lettere end Vand. Som Følge
af de nævnte Egenskaber forekommer de ikke
i fri Tilstand i Naturen og maa opbevares under
Petroleum ell. i en Brintatmosfære. De virker
kraftig reducerende, uddriver Brint af fl.
organiske Stoffer og træder selv ind i Brintens
Sted. Deres nærmere Egenskaber omtales under
hvert enkelt af de nævnte Metaller.
O. C.
Alkalimetri, den Fremgangsmaade, hvorved
man bestemmer Mængden af Alkalihydroxyd
ell. Alkalikarbonat i et foreliggende Stof, f.
Eks. i Natronlud, Kalilud, Soda, Potaske o. s. v.
A. kan ogsaa udvides til at omfatte
Bestemmelsen af de alkaliske Jordartmetallers
Hydroxyder ell. Karbonater saavel som af Magnesia.
Princippet for A. er, at man til en Opløsning
af en afvejet Mængde af det Alkali ell.
Alkalikarbonat, der skal undersøges, tilsætter en
fortyndet Syre af nøjagtig bekendt Styrke, indtil
Neutralisation netop er indtraadt.
Neutralisationspunktet kendes ved Hjælp af en Indikator,
der veksler Farve i Neutralisationsøjeblikket.
Den hyppigst anvendte Indikator er Lakmus,
der, saa længe Opløsningen reagerer alkalisk,
bevarer en blaa Farve, medens det i
Neutralisationsøjeblikket bliver rødviolet og ved
yderligere Tilsætning af en Draabe Syre, rødt; dog
anvendes ogsaa hyppig andre Indikatorer, f. Eks.
Fenolftaleïn, der farves rødt af Alkalier, men
atter affarves ved Neutralisationen. Naar
Neutralisationspunktet er indtraadt, aflæser man,
hvor megen Syre der er medgaaet til at
mætte den tilstedeværende Alkali, og beregner
heraf Mængden af sidstnævnte. Omvendt lader
efter samme Princip Mængden af en fri Syre
i et foreliggende Stof sig bestemme, idet man
maaler, hvor stor en Mængde af en
Alkaliopløsning af bestemt Styrke der medgaar til
Neutralisation af en bestemt Mængde af den
foreliggende Syre, og heraf beregner Mængden af
sidstnævnte. Denne Fremgangsmaade benævnes
Acidimetri. Ogsaa her anvendes en Indikator,
der angiver Neutralisationsøjeblikket;
anvendes Lakmus, vil dette være rødt, saa længe
der er fri Syre til Stede, men i
Neutralisationsøjeblikket blive violet og, ved yderligere
Tilsætning af en Draabe Alkaliopløsning, blaat. —
Er det Alkali, der skal bestemmes ved A., helt
ell. delvis til Stede som Karbonat, da vil
Lakmus ved Tilsætning af Syre blive violet af den
frigjorte Kulsyre, endnu inden det egentlige
Neutralisationspunkt er indtraadt; i saa Tilfælde
kan man tilsætte betydelig mere Syre end
nødvendigt til Neutralisation, derpaa udjage al
fri Kulsyre ved Kogning og endelig ved
Acidimitri bestemme, hvor megen Syre man har
tilsat i Overskud; denne Mængde maa da drages
fra den samlede Mængde Syre, der er tilsat, og
derefter foretages Beregningen. I øvrigt
henvises til Titrering.
Efter en af Fresenius og Will angivet
Metode sønderdeler man en afvejet Mængde af
det Alkalikarbonat, der skal undersøges
alkalimetrisk, i et lille Glasapparat ved Hjælp af
Overskud af Svovlsyre, leder den uddrevne
Kulsyre gennem koncentreret Svovlsyre for at
tilbageholde Fugtighed og slipper den derpaa
ud af Apparatet, fjerner ved Sugning den endnu
i Apparatet værende Kulsyre og bestemmer
Vægttabet af Apparatet, der før Forsøgets
Begyndelse var vejet med sit Indhold. Vægttabet
angiver den frigjorte Mængde Kulsyre, og deraf
beregnes Indholdet af Alkalikarbonat. Naar
denne Metode skal anvendes, maa Stoffet ikke
indeholde andre Karbonater. Bikarbonater
omdannes i Forvejen ved Glødning til Karbonater.
Er der Sulfit ell. Tiosulfat ell. Alkalisulfid til
Stede, maa der før Forsøgets Begyndelse
tilsættes lidt normalt Kaliumkromat. De til
Bestemmelsen anvendte Apparater kan have en
noget forsk. Konstruktion. Lign. Metoder som
den sidstnævnte kan ogsaa anvendes til
Acidimetri, idet man beregner, hvor meget Kulsyre
en bestemt Mængde af den forelagte Syre kan
uddrive af Natriumkarbonat.
O. C.
alkaliske Jordarter er en ældre Benævnelse
for Ilterne og Hydroxyderne af Metallerne
Kalcium, Strontium, Baryum og Magnium, da de i
Henseende til deres Opløselighed i Vand staar
midt imellem de let opløselige Hydroxyder af
Alkalimetallerne og de uopløselige basiske Ilter
af andre Metaller, som man kaldte Jordarter.
Nu forstaar man ved a. J. kun Hydroxyder af
de tre førstnævnte Metaller, da disse hører til
en naturlig Gruppe af Grundstoffer: de a. J.s
Metaller. De er stærke Baser, der optager
Kulsyrer direkte fra Luften og derved gaar over
til uopløselige Karbonater.
O. C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
