Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Allingham, William, eng. Digter (1828-89). - Alliteration (lat.: Bogstavrim, Stavrim, bedst maaske Forlydsrim) - Allium (Løg), Slægt af Liljefam. - Allmers, Hermann, tysk Digter, f. 11. Febr 1821 i Rechtenfleth ved Bremen - Allmänna Svenska Elektriska Aktiebolaget, i Västerås
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som lyrisk Digter, som Forf. af smaa,
letflydende, stemningsfulde Digte og Sange, at A.
har vundet sig et Ry. Hans samlede Værker
udkom i 6 Bd 1890.
I. O.
Alliteration (lat.: Bogstavrim, Stavrim,
bedst maaske Forlydsrim) bestaar i, at
samme Lyd findes i Beg. af fl. efter hinanden
staaende Ord ell. disses Hovedstavelser; derved
knyttes de enkelte Ord sammen til en Enhed,
der fæster sig let i Erindringen. Eksempler
findes hyppig i staaende Talemaader og
ordsprogagtige Vendinger: Mand og Mus, Vidende
og Villie, Baand og Bast, Vejr og Vind, frels
og fri, Stok og Sten, Slid og Slæb, Spot og Spe
o. s. v. Af de sidste Forbindelser ses det, at,
hvor Ordene begynder med fl. Konsonanter,
maa de helst alle stemme; Synd og Skam
danner ikke saa fuldkommen en A. som Skam og
Skade. I de Tilfælde, hvor Ordene begyndte
med Vokal, har det fra Snorre’s Tid været
opstillet som en Fordring, at Vokalerne skulde
være forskellige; saaledes paa Oldnorsk: Allir
Einherjar, Oðins túnum í, ell. hos Grundtvig:
Alle I Aander, onde og gode. M. H. t.
Oprindelsen til Reglen om, at man ved Vokalerne
ikke som ved Konsonanterne krævede samme
Lyd, findes der to Teorier; efter den ene var
det ikke Vokalen, der i saa Tilfælde dannede
Stavrimet, men den svage, næsten uhørlige og
altid uskrevne Stemmebaandskonsonant, der
indleder Vokalen (Spiritus lenis). Den anden Teori
gaar ud paa, at man opr. havde haft samme
Lyd; i de traditionelt overleverede Vers var
imidlertid Vokalerne ved Omlyd o. s. v.
efterhaanden i stor Udstrækning ændrede, medens
Konsonanterne var langt mere stabile: ved
nydannede Vers brød man sig derfor ikke om
at faa Overensstemmelse ved Vokalerne.
Forlydsrim spiller den allerstørste Rolle i al
gl. Poesi hos de germanske Folk; baade
oldhøjtyske, oldengelske (angelsaksiske) og
navnlig oldnorsk-islandske Vers har A. som
Grundlag, og den er dér uddannet til en høj Grad
af Kunstfærdighed. Enhver Langlinie (ofte
skrevet som to Kortlinier) har som Regel tre
Rimstave, to i første Halvvers, de saakaldte
Bistave, og een, den saakaldte Hovedstav, i anden
Halvlinie; i meget korte Verslinier lod man
sig dog nøje med een Stav ogsaa i første
Halvvers. Som Eksempel fra Oldnordisk kan
nævnes:
Ganga hér í garði gullhyrndar kýr
Gange her i Gaarde guldhornede Køer).
I den gamle Skjaldedigtning bruges A. i
Forbindelse med forskellige Slags Helrim og
Halvrim; men efterhaanden gik A. af Brug som
alm. poetisk Virkemiddel. Rester findes endnu
(foruden i enkelte Sætninger i det gamle
Lovsprogs halvbundne Stil: med Lov skal man Land
bygge), i fl. Børnerim (Bro Bro Brille; Snip
Snap Snude). I de ældste Folkeviser findes A.
forholdsvis sjælden; i Linierne: »Der stander
en Borg, hedder Berne, han bor derpaa
Konning Diederik« optræder den i Forbindelse med
konsonantisk Halvrim (-r). I nyere Tid har fl.
Digtere skrevet allitererende Vers i Efterligning
af gamle Kvad; ikke sjælden er sikkert ogsaa
Saadanne Vers løbne Digterne i Pennen uden
bevidst Hensigt, men mange Gange er A.
benyttet paa en meget virkningsfuld Maade som
karakteriserende Lydmaleri, saaledes i flg.
Linier af Ibsens »Kongsemnerne«:
Gaar til sin Gerning de norske Mænd
viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, —
skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene,
veke, som vaggende Vidjer for Vindene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
