Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Almisse, gr. for Barmhjertighed - Almisseuddeler, se Almisse - Almkvist, Herman Napoleon, svensk Sprogforsker og Universitetslærer, (1839-1904) - Almlöf, Hedvig Kristina Elisabet, f. Deland, sv. Skuespillerinde,(1831-1882) - Almlöf, Karl Anders Knut, sv. Skuespiller(1829-1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Kirkefædrene havde Velstand ikke anden
Berettigelse end at være Stof til A. Tidlig
indsneg der sig imidlertid den Betragtning, at A.
var en »god Gerning«, en særlig Fortjeneste,
vel skikket til at udslette Synd; det møder os
allerede i 2. Aarh. hos Hermas og senere hos
de fleste Kirkelærere, særlig Cyprianus,
Origenes, de 3 store Kappadokiere, Krysostomos og
Augustinus. Man gav endog A. til Frelse for de
Afdødes Sjæle. Middelalderen arvede hele denne
Opfattelse af A. og lod dette Begreb omfatte
ikke blot de egentlige Fattiggaver, men ogsaa
Gaverne til Kirken, som snart blev ydede i
uhyre Omfang. Nu blev A. ingenlunde altid
skænket frivillig; ofte brugtes den nemlig som
Bodsstraf. Godgørenhedens Fortjenstlighed blev
skruet højere og højere op; i Midten af
Middelalderen opregnede man 10—12 af de højeste
aandelige Goder, som A. forskaffede. Det naaede
Højdepunktet ved Fremkomsten af Tiggermunkeordenerne,
som helt var henviste til at leve af
A. Imod Overdrivelsen af Almisseuddelingen
optraadte Pariser-Læreren Vilhelm af St Amour
med den Paastand, at ingen havde Ret til at
give nogen arbejdsfør Mand A. (1256), men hans
Skrift blev offentlig brændt. Kirken, der selv til
Dels levede af A., var den ypperste
Godgørenhedsanstalt: 1/4 af Tienden tilfaldt de Fattige,
efter den daglige Gudstjeneste uddelte
Præsterne ved Kirkedøren A. til de pjaltede
Skarer, medens Klostrene med opofrende Pleje tog
sig af de Nødlidende; paa en Tid, da Æbelholt
Kloster i Nordsjælland rummede 25 Kanniker,
bespiste det daglig over 100 Mennesker. Men da
Kirken altid gjorde A. til en uundværlig
Fromhedsytring, fremmede den i høj Grad
Tiggervæsenet; derfor begyndte Stæderne i Slutn. af
Middelalderen at organisere en kommunal
Fattighjælp, som hemmede Tiggeriet, og dette er
udviklet videre i Nutiden. — Da der stilledes
store Krav til Fyrsters Godgørenhed, var der
ofte ved Hofferne (i Frankrig allerede fra 13.
Aarh.) en særlig Almisseuddeler (Eleemosynarius,
tysk Almosenier, eng. Almoner, fr.
Aumônier), efterhaanden endog flere, idet
Dronningen og Prinserne ogsaa fik deres Uddelere. I
Frankrig fik Kongens Almisseuddeler fra 15.
Aarh. Titel af Grand-Aumônier, Storalmisseuddeler,
stod i Spidsen for Hofklerus, var
Kongens Skriftefader, i Reglen Biskop, oftere
Kardinal, i alt Fald mægtig og indflydelsesrig. Dette
Embede afskaffedes ved den store franske
Revolution og genoprettedes kun i Forbigaaende ved
de to Napoleon’ers Kejserdømmer. I England
opstod det tilsvarende Embede som High Lord
Almoner, i Reglen beklædt af Bispen af Oxford
og nærmest en Sinecure. (Litt.: Uhlhorn,
»Die christliche Liebesthätigkeit«, 2. Opl., 3 Bd
[Stuttgart 1895]; W. Roscher, »System d.
Armenpflege« [Stuttgart 1894]).
H. O.
Almisseuddeler, se Almisse.
Almkvlst, Herman Napoleon, svensk
Sprogforsker og Universitetslærer, f. 28. Apr.
1839, d. 30. Septbr 1904. 1866 blev A. Docent i
Arabisk i Upsala. Efter gentagne Studier ved
udenlandske Universiteter foretog han 1875—78
en Rejse i Orienten, hvor han under Indfødtes
Ledelse studerede Ungarsk, Tyrkisk, Arabisk
m. fl. Sprog. 1880 blev A. ekstraordinær Prof. i
sammenlignende Sprogforskning i Upsala og
1892 Prof. i semitiske Sprog ved samme Univ.
Hans Sprogbegavelse og Lærdom var saa stor,
at svenske Forskere har sidestillet ham med
Rask. A. udfoldede et sjældent flittigt
Forfatterskab, hvoraf kan nævnes: »Den semitiska
språkstammens pronomen« (1875); »Persiska texter«
(1879); »Die Bischârisprache« (1881—85); »Kleine
beiträge zur lexikographie des vulgärarabischen«
(1891). »Nordisk familjebok« havde en flittig
Medarbejder i A., og desuden overkom han en
Mængde Oversættelser til Blade og Tidsskrifter
fra Engelsk og Fransk, Polsk og Russisk,
saaledes en udmærket Oversættelse i 11 Bd. af
Turgenjev. Som Universitetslærer gjorde han
sig bl. a. særlig fortjent af Kileskriftstudiet.
Han var en varm Tilhænger af det fonetiske
Princip, hvad han allerede viste i »Svenskt
språk och rättstafning« (1870). (Selv hed han
opr. Almqvist). A. deltog livligt i 80’ernes og
90’ernes offentlige Diskussioner i Upsala, og
altid som varm Forkæmper for frisindede
Anskuelser.
A. M. D.
Almlöf [↱almlø.v], Hedvig Kristina
Elisabet, f. Deland, gift med ndf. nævnte
K. A. K. A., sv. Skuespillerinde, f. i Örebro 14.
Novbr 1831, d. i Stockholm 1. Apr. 1882. 5 Aar gl.
betraadte hun første Gang Scenen som Otto i
»Johanna af Montfaucon« paa det kgl. Teater i
Stockholm; hendes egl. Debut fandt Sted i
Efteraaret 1847 ved hendes Fader, Teaterdirektør
P. J. Deland’s Selskab; ved dette spillede hun
til 1861, da hun engageredes til »Mindra
Teatern« i Stockholm, to Aar efter kom hun til
»Kgl. Teatern«, og 1874 udnævntes hun til
Lærerinde for dette Teaters kvindelige Elever. Af
hendes c. 500 Roller kan nævnes Emilie i
»Othello«, Dorine i »Tartuffe«, Hertuginden af
Marlborough i »Et Glas Vand«, Frosine i »Den
Gerrige«, Mad. Rundholmen i »De Unges
Forbund«. Hun ansaas for en betydelig
Karakterskuespillerinde.
A. A.
Almlöf [↱almlø.v], Karl Anders Knut,
sv. Skuespiller, Søn af nedenn. N. V. A., f. i
Stockholm 9. Febr 1829, d. ved Gripsholm 3.
Jan. 1899, debuterede hos Teaterdirektør P. J.
Deland, hvis Selskab han tilhørte i et Aar,
hvorefter han modtog Ansættelse ved det kgl.
Teater i Stockholm. Dette forlod han 1853 for at
vende tilbage til Deland’s Selskab. 1861 gik han
til »Mindra teatern« og modtog herfra i Juli
1863 paa ny Ansættelse ved det kgl. Teater,
hvorfra han tog sin Afsked i Maj 1882. A. var
en i høj Grad intelligent og mangesidig
Karakterskuespiller, særlig var hans Gammelmandstyper
udmærkede. Han er optraadt i henimod 500
Roller, og der foreligger desuden fra hans
Haand en Mængde gode Oversættelser af
Skuespil. 1874 blev A. Lærer ved det kgl. Teaters
Elevskole, 1885 blev han Førstelærer i scenisk
Kunst ved Musikkonservatoriet, hvilken Stilling
han beklædte i 4 Aar. 1890 konstitueredes han
som Intendant ved Gripsholm Slot, og 1891
udnævntes han til Hofintendant. — A.’s vigtigste
Roller var Scapin i »Scapins Skalkestykker«,
Vansen i »Egmont«, Miremont i »Kammeraterne«,
Perin i »Trods mod Trods«, Perrichon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
